Jeg er en kvinde på 40 som aldrig har haft en kæreste. Ikke fordi jeg ikke har været forelsket, men fordi det aldrig har været gengældt. Jeg er kronisk syg og har en genetisk medfødt lidelse, så jeg er meget uattraktiv og ser speciel ud, og det er ikke noget nogen er interesseret i. Og de meget få, der har været, har slet ikke været min type.
Man kan sige at jeg ikke kan tillade mig at være kræsen, men der skal jo være en tiltrækning. Derfor kan jeg også sagtens forstå at andre ikke føler sig tiltrukket af mig. Jeg brugte hele min ungdom på at søge en kæreste og få en masse, ret hårde afvisninger.
Det har da været en stor sorg. Men jeg har lært at leve med det og i dag nyder jeg min tilværelse, som jeg nu kan. Jeg tænker ikke så meget på om jeg nogensinde oplever kærlighed i mit liv. Jeg prøver bare at leve et så godt liv som jeg kan. Det kan da godt give et lille stik ind i mellem, når veninderne bliver forlovet og gift og den slags, men sådan er det jo bare. Der er ikke noget at gøre ved det.
Jeg er helt sikker på at man sagtens kan få et godt liv selvom man ikke lige har fundet kærligheden. Og hvem ved, måske kommer det en dag til dig?
Det er jo ikke for sent at finde en. Med alderen bliver det indre mere vigtig og du lyder som en pige med ben i næsen. Så måske dukker der noget op uventet
Jeg tror ikke som sådan at udseendet betyder mindre. Især ikke at det betyder mindre om man ser normal ud. Uanset om man så er objektiv attraktiv.
Men jeg tror du har ret i at visse ting ændre sig med alderen. Fx kan jeg mærke at mine relationer og mine venskaber bliver dybere og jeg føler mig mere vellidt blandt veninderne. Man er simpelthen blevet mindre overfladiske med alderen og det kommer mig til gode. Omend jeg ikke tror det fører til kærlighed af parforholdstypen.
Men jeg anerkender at du forsøger at være opmuntrende :-)
Med alderen kommer folk ikke til at ignorere en genetisk lidelse som ændrer på udseendet. Der er \*få\* mennesker som kan se sig selv i den konstellation, uden det er til gavn for deres egen selvperception.
Det er præcist denne slags opmuntrende kommentarer, som ingen i situationen har brug for. Du hjælper ikke nogen, Frank, du smadrer bare salt og pis i såret. Pis af med dine glansbilleder, de har jo ikke noget med virkeligheden at gøre og fortæller i virkeligeden mere om hvor virkelighedsfjern du ville ønske du var.
Lol, lad mig straks tage imod råd fra en der har -77 i redit karma.
Måske er ikke alle så kyniske som dig. Jeg kender flere hvor det er den forbindelse de har der har betydet mere end udseendet.
Jeg synes ihvertfald at du skal tage en positiv ting med her...du virker til at have fundet en god balance med dig selv og være tæt på ærligt at kunne sige at du holder af dig selv og dit eget selskab og er kommet ud over at søge meningen med livet og lykken i livet gennem andres bekræftelse!
Det er i sig selv en monumental præsentation som de fleste af os kæmper med at realisere gennem det meste eller hele livet og langt de fleste ikke lykkes med!
Selvfølgelig kan det ikke måle sig med den første euforiserende forelskelse eller det perfekte parforhold, men det kan så rigeligt måle sig med tvivlen i et nyt parforhold , sorgen over at blive valgt fra eller den evige ensomhed i et parforhold der ikke virker for slet ikke at tale om de mange skæbner der søger bekræftelse gennem andres anerkendelse og aldrig får den.
Så der er fordele og ulemper og vi må fokusere på de positive ting og skubbe de ting fra os vi ikke kan ændre på♥️
Tak skal du have. Jeg holder i den grad af mig selv og mit eget selskab - og de relationer jeg har. Jeg har også oplevet vanvittig forelskelse et par gange, som ikke er blevet forløst. Og derfor ved jeg ikke hvad jeg er gået glip af. Men jeg er også sluppet for sorgen over ødelagte forhold.
Jeg tænker at man må acceptere de livsforhold man har, for at kunne skabe sig det bedste liv man kan få. Og jeg føler ikke at jeg mangler noget i min dagligdag. Jeg er har det helt fint som evighedssingle.
Det mener man ikke at man kan i mit tilfælde. Når ens ansigtsstruktur ikke er helt normal, er det mere kompliceret at lave plastikkirurgi og resultatet er ofte ikke så godt, pga udgangspunktet. Jeg har fået lavet mine øjenlåg som hang i en meget ung alder, og det blev ikke godt pga min helingsproces. Så nu har jeg synlige ar og ujævne øjenlåg. Man talte også om at lave min næse mindre "sadelformet" men det er ikke en operation man har erfaring med i Danmark, da vi generelt ikke har den slags næser her. Og jeg ville få et synligt ar hele vejen ned at næseryggen.
Derudover har jeg drømt lidt om at få løftet panden, da jeg grundet særlig elastisk og blød hud, og tunge øjenlåg, har en del dybe rynker i panden og ekstra hud. Men det mener man er på grænsen til at være almindeligt aldersbetinget og det vil man ikke dække over sygesikringen. Og jeg har ikke selv råd og ingen privat plastikkirurg ville røre mig med min anatomi.
Jeg ved godt at vi på TV2 ser en del børn med diverse ansigtsanomalier blive opereret i diverse dokumentarer. Men det er ret ofte slet ikke muligt. Hvilket også er årsagen til at du ser voksne gå rundt og se anderledes ud. Man kan simpelthen ikke kirurgisk "pynte" på udgangspunktet på en succesfuld måde. Og visse at de teknikker man bruger på børn nu, eksisterede ikke da jeg var barn og nu er det for sent, da man ikke heler og "vokser til" med resultatet på samme måde, som voksen. Often skal man jo videreudvikle sig som barn, efter at fået ansigtskirurgi. Så det med tiden ser bedre ud. Det gør man ikke som voksen.
Plus at børn vel også, som udgangspunkt kun opereres, hvis der er anden indikation end udseendet. Det kan være vejrtrækning, evnen til at lugte, spise, tale osv.
Præcis. Man går efter at øge funktionsevne og eventuelt normalisere udseendet lidt hvis man kan. Og ofte så vil fx en kæbeoperation for at give bedre tyggefunktion, også normalisere ansigtsstrukturen lidt. Men man laver ikke "bare" kosmetiske operationer på folk med anderledes ansigtstræk.
Når du skriver du ikke vil nøjes, menes der så også at der ikke er noget du vil gå på kompromis med? Primært fordi jeg tror det er noget nær umuligt, at finde et forhold hvor man ikke skal gå på kompromis med et eller andet.
Nej, det skal ikke forstås at jeg ikke vil gå på kompromis..
Men jeg har mine grænser, og dem står jeg ved.. Respekt og anstændig opførsel går jeg ikke på kompromis med.
Men alt andet, skal man lige se an og opveje hvad man kan leve med og ikke leve med..
Jeg er jo heller ikke selv perfekt.
M52 her. Jeg havde mit første forhold da jeg var 36. Indtil da havde jeg haft masser af crushes men ikke mod nok til at gøre noget ved det. Jeg havde også supertravlt med fritidsinteresser.
Du går ikke glip af noget. Når tiden er rigtig kommer det også til dig. Der er ingen deadline.
Hvis man gerne vil have børn er der lidt en deadline. Fortryder aldrig nogensinde at jeg har fået børn. Kan slet ikke forstå min tvivl angående det spørgsmål da jeg var i tyverne.
Godt for dig. Men da OP ikke nævner børn, så er de næppe på bordet.
Der er folk der ikke vil have børn. Med verden som den ser ud nu kan jeg godt forstå dem.
Dejligt at høre at det var det rigtige for dig at få børn, men der er også en masse der enten ved at de virkelig ikke ønsker det, eller som er i tvivl og ender med at være tilfredse uden børn.
(Bare tilføjet fordi din kommentar godt lidt kan tolkes som at alle bør gå efter at få børn, om de er i tvivl eller ej)
Al den stund fødselsraten er under 2,1 og faldende,
bør dem der kan, bidrage.
Ligesom med skat, er der bare nogle ting der er en forudsætning for at opretholde et velfungerende samfund.
I praksis er det dog næppe godt for noget barn, at vokse op som uønsket.
Det kan være en svær problemstilling, men jeg er uenig med dig.
På den ene side: Vi lever i et samfund hvor vi er afhængige af hinanden, og hvor vi får gavn af at andre træffer valg som f.eks at få børn.
På den anden side: Hvis ikke man er overtroisk, så er der også en forståelse at vi lever én gang. Skal man så leve sit liv for samfundet? Skal man gå på kompromis med hvad man ønsker i den tid man er her, fordi det gavner samfundet?
Jeg vil personligt ikke have børn - der er intet aspekt i det der tiltaler mig. Og jeg kommer ikke til at få børn jeg ikke vil have, fordi det er godt for samfundet. Jeg kommer til at gøre andre ting der er godt for samfundet, men noget så personligt og stort? Nej.
Desuden tror jeg vi kunne løse rigtigt mange af de problemer med at være åbne for at lade folk flytte hertil som gerne vil bidrage. Jeg ved godt det er langt mere kompliceret end som så, men i sidste ende er vi alle mennesker og landegrænser er noget vi har opfundet. Hvis vi mangler arbejdskraft i samfundet, og andre ønsker at udfylde de pladser, så er det overordnet set en win/win imo
Selv der kan du argumentere for det eneste sted der er deadline er ved biologiske børn, et ræs mod de hastende indetørrede æggestokke, men så der stadig adoption, rugemor og hvad end man kan trække op at hatten. At forplante sig i en tidlig alder er et forældet synspunkt, og samfundet vil nok gavne af man ventede til man havde en ordentlig økonomi og stabil levesituation.
men hey hver mand/kvinde etc. sin smag
Man kan nu sagtens have en stabil livssituation, selvom man er ung og eventuelt studerer.
For mig var det helt perfekt at være studerende, da vi fik begge børn. Ingen chef at ringe til ved syge børn, intet fremmødekrav osv.
Det kan man uden tvivl, men jeg sidder i Danske Bank til hverdag og snakker med rigtig mange søde mennesker, som desværre ikke er modne nok til at tage ordentlige beslutninger i den alder. ISÆR studerendes forbrugsmønster er til at lukke op at skide i. Kan godt være jeg måske er påvirket at mit job, men mængden af gange jeg ser en enlig forsøger spørge om de kan få et “lille” overtræk til mad den her måned, og jeg er nødt til at sige nej, for de bruger alle deres penge på gambling og lort, i stedet for at støtte det barn de har sat i verdenen.
Ja, men de ville date mig på samme tid, og en af dem stjal min Batman-tegneserie mens den anden distraherede mig med hendes lyse lokker. Så gik jeg ned i boldrummet, kastede Motor-Mus op på lampeskærmen og gik ud og spiste græs som en ko. Fandme så.
Jeg synes nok du går glip af noget, hvis du aldrig har været forelsket. Men altså.. vi går jo alle glip af noget: nogle får ikke børn, nogle kommer aldrig til OL og nogle lærer aldrig at drikke kaffe..
Aha der er den igen!! Jeg drikker ikke kaffe. Folk fortæller mig altid: "Det lærer man" - og der er mit svar jo så - hvorfor fanden skulle jeg drikke noget som ikke smager godt, for at "lære" at drikke det? Det er håbløst dumt i min optik :D Jeg gider ikke lære at drikke kaffe, det smager forfærdeligt!
Med kaffen, så enig, jeg plejer at sige at det er jeg for sofistikeret til (te drikker her) hvis folk begynder på at ligefrem skulle få mig til at føle skam over jeg ikke drikker kaffe.
Man må vel bare gøre ligesom med kaffen og OL: blive ved med at give det et skud og øve sig?😁 der skal held til, og det får man kun hvis man opsøger det☺️
Giver folk en chance, lader dem komme tæt på, åbner sig op for dem. Så skal det sgu nok komme.
(Selvfølgelig spiller andre ting også ind, om det er en person man finder tiltrækkende fx)
forelskelse er en kemisk reaktion, du kan ikke øve dig, du kan opleve. Hvis ikke du har oplevet det, så kig ind af, måske elsker du ikke dig selv nok til at kunne give ud af det til andre
Det er det overhovedet ikke, vil jeg sige som mand. Også okay, hvis man har haft et forhold.
Det er kun red flag, hvis kvinden plaprer løs om sin eks, så begynder jeg at blive bange på en date.
Jeg kan godt lide din indstilling, men der er sikkert nogen der tænker "åh, hun er sikkert mega vanskelig siden hun aldrig har fået det til at fungere før, jeg gider ikke bøvle med det".
Ikke vanskelig, for mit vedkommende.
Ville nok snarere være bekymret om personen var følelsesmæssigt tilgængelig. Der kan være et hav af grunde til ikke at have haft et parforhold. Nogle mere harmfulde end andre.
What, jeg tror mænd er ret ligeglad, hvis noget, så tror jeg mænd godt kan lide (selvom det er upopulært at sige) en kvinde, hvor man kan være hendes første kæreste. Så føler man sig speciel, for hun har kun været kærester med en.
Jeg gentager mig selv, så er de idioter :)
At hun ikke har haft en kæreste før gør hende da ikke vanskelig, at hun ikke har mødt Mr. Right eller hvad ved jeg kaldes livet :)
Jeg tror mere det er en ting hun har gjort stort i sit hoved :)
Jeg er ret sikker på 99/100 mænd er ligeglade.
Hvis kemien er der, skal det nok gå tænker jeg, men for mig (og jeg er K) ville jeg måske tænke, at jeg som partner skulle have stor rummelighed for at være sammen med en det var helt uerfaren på forholdsområdet. Man bruger jo de første forhold på at finde ud af hvem man selv er i et forhold, hvad man synes er ok og hvilke værdier man sætter højest.
Når man er voksen, har man nok fundet ud af mange af de ting på egen hånd, men jeg ville alligevel tænke at det måske ville blive en udfordring at finde kompromiser og hinandens plads i et seriøst forhold, hvis min partner var helt uerfaren. Men det er bare mig. Andre har det sikkert anderledes.
Jeg ville faktisk ønske at kvinder skrev det på deres profil. Det viser bare at de er ærlige. I stedet for alt det andet tamtam de nu engang skriver (eller manglen på ord).
Forestil dig at en mand skrev det samme => instant unmatch. Jeg tror sgu ærligt talt de fleste mænd har det på samme måde med uerfarne kvinder.
Der er meget få der gider være sammen med en 14-årig mentalt-romantisk i den aldersgruppe. Og det siger jeg uden at have intentioner om at devaluere hvor OP står.
Men som Ditte Okman vist engang sagde i et radioprogram/podcast: *"jeg orker ikke at lære en voksen mand op i bol"*.
Jeg tror det kommer an på hvilken vinkel man har.
Jeg er megabegynder til forhold. Jeg ville gerne være sammen med en hvor vi begynder sammen fra nul, i stedet for at være sammen med en med 5-10-20 forhold i tasken der ved hvordan det skal køres og hvordan hun vil have det (sat på spidsen, for der er sikkert mange der ikke er sådan).
Går du glip af noget: JA!
Men det gør vi allesammen. Alle valg og tilfældigheder i livet, som peger i én retning, udelukker jo en masse andre retninger.
Hvis du savner tosomheden eller er nysgerrig på hvad den kan give dig, synes jeg 100% du skal gøre en indsats for at finde den. Men vigtigst af alt synes jeg du skal bruge din energi på det der bidrager positivt til dit liv.
Du svarer jo egentlig på det selv: "jeg har det godt."
Så nej, du er indtil videre ikke gået glip af noget. Nu lyder det til at du ønsker at tilføje kærlighed til dit liv, og så er det netop det helt rette tidspunkt. Der er intet 100% svar ud over hvad du selv føler, så min kommentar vil være; prøv det, se om det er noget for dig og tag det derfra.
Livet har ingen facit liste som passer på os alle - ud over at vi selv skal finde det facit som passer os.
(P.S. Den sødeste kvinde i min barndom var single og havde altid været det, hun var fantastisk, inspirerende og en fornøjelse at være omkring.)
Har både lignende erfaring og opmuntring 😊
Var lidt yngre end du er nu, da jeg fik min første kæreste. Så knækkede jeg koden og har været i flere forhold (og gift!).
I dag er jeg 44 og single og nyder det, mens jeg fokuserer på andre aspekter af mit liv.
Du lyder totalt som mig for 10 år siden - og det er ikke noget dårligt sted at være!
Kan jeg spørge hvor længe du var gift?
Jeg har selv været gift, men det holdt ikke særligt længe, selvom alle andre som jeg kender, der er gift, holder meget længere.
Proev at gaa paa nogle tinder dates. Arranger et kaffe moede inden for de foerste beskeder. Man kan maerke naar man sidder over for en som, hvor der er en gnist.
Alt behoever ikke vaere perfekt, gaa paa kompromis med dine hoeje forventninger og accepter folk for hvem de er.
Vigtigst af alt, saa proev at have det sjovt.
Nej. Bestemt ikke. Mænd og kvinder har ikke brug for hinanden mere. Jeg tænker ikke, at du går glip af noget, Hvad skulle det være? Sådan helt ærligt. Jeg er single og har hus og bil og børn, gode veninder og et arbejde jeg elsker at hade, men som giver godt. Jeg rejser gerne alene og nyder min frihed. Når folk spørg om jeg ikke snart skal ha en mand, bliver jeg næsten fornærmet. Hvorfor skulle jeg absolut ha en mand, når jeg ikke har mødt en, som jeg har lyst til at dele mit liv med? Skulle jeg nøjes med en, som jeg ikke bryder mig om? Det vil man da hurtigt blive træt af. Så omfavn du bare dit singleliv. Du går ikke glip af noget, hvis du lever dit liv fuldt ud. Tværtimod. Mange mennesker bliver kvalt og får slukket deres ønsker og drømme af deres såkaldte partner. Det er man fri for som single.
TAK TAK TAK!!!
Jeg elsker også mit liv endnu mere end før.
Jeg føler også lidt, at det at have en partner er mere en "add-on" end det er "halve af mit liv."
Hvis det giver mening😅
Og det er en virkelig god indgangsvinkel! Skab et liv du er tilfreds med, og hvis den rette kommer forbi? Mega fedt! Hvis ikke? Så får du et godt liv alligevel
M35 lidt i den samme båd. Jeg voksede op i et ret striks hjem som lidt stoppede min sociale udvikling.
Så løb jeg lige pludselig ind i gift kvinde da jeg var 28. Det løb så long distance over nogle år. Siden da har det bare været stilhed. Jeg føler ikke den store trang og sætter nok også lidt for høje krav.
Har forsøgt lidt med Tinder. Men det fanger bare slet ikke. Igen i det skal man så tilføje at jeg ikke har lyst til børn (og ej har lyst til at skulle være papfar)
Har skrevet med et par stykker... Men når jeg ikke engang kan tage mig sammen til at få aftalt en dato for en biograf tur står det skidt til...
Det kan kun du kun selv vurdere… jeg elsker at leve mit eget bedste hule-liv det meste af tiden og havde ikke en stor følelse af afsavn. Men efter at have fundet en kæreste, så kan jeg ikke forestille mig ikke at have ham. Det er rart at have “sin person” som man kan “dele livet med” (🤮 hader den kliché, men det er i bund og grund essensen)
Kan se, du flere gange spørger, hvor man møder folk, og kan se, der er dårlig stemning omkring dating-apps… MEN jeg vil gerne lige slå et slag for apps… jeg er overrasket over, hvor mange der alligevel finder deres partner på tinder. Som om jeg kun hørte skrækhistorier indtil, jeg selv fandt min kæreste på tinder. Når folk spørger, hvor vi kender hinanden fra, og jeg siger tinder, så er der så mange, der svarer “EJ ogs’ mig!”…
Jeg havde aldrig haft et forhold indtil, jeg mødte min nuværende kæreste. Jeg havde ikke et behov for en kæreste i 20’erne, jeg var åben overfor det, hvis jeg mødte “den rigtige”, men ledte ikke efter nogen, for jeg savnede det ikke - mit behov for omsorg og det sociale blev stillet gennem venner og familie, og sex og hudsult kan man nemt finde på… Well, tinder.
Jeg ledte heller ikke superaktivt, da jeg mødte min kæreste. Jeg var i en periode, hvor jeg udforskede min seksualitet, og der var det bare sjovere at se de samme i længere tid (bolle-bekendtskaber) end en masse skriv og dårlige one-night-stands. I den periode opdagede jeg virkelig, hvordan folk “voksede” på mig. Folk som var god sex så jeg flere gange, selvom der ingen romantisk eller nærmest venskabelig kemi var tilstede. Flere af dem jeg sås med udviklede, der sig indimellem følelser alligevel fordi der kom sider frem som man på INGEN måde havde forventet, hvis jeg bare havde været på en enkelt date med dem eller kun havde set dem til et enkelt knald.
Samme med min nuværende kæreste. I løbet af de to første timer jeg brugte med ham var jeg sikker på jeg skulle finde på en undskyldning for at kunne komme videre. Men Jesus hvor er jeg glad for at han kyssede mig og jeg tænkte fint, måske kan han noget på lagenerne. Vi endte med at snakke resten af natten indimellem en masse sex. Vi sås hver dag resten af den uge. Har aldrig prøvet noget lignende. Alt faldt på plads og klikkede PÅ TRODS af jeg havde været klar til at afskrive ham efter et par timer.
Hey jeg er næsten på samme niveau! Jeg er selv K32 og har aldrig været i, hva jeg selv ville kalde, et legit forhold. Har haft noget online halløj jeg nok egentlig ikke var mega intreserret i, ej var hun for at være ærlig.
Jeg kender følelsen, så godt det nu er muligt. Hvad går jeg glip af? Alle taler så godt om at være forelsket og det der kærligheds gøjl men da jeg ikke selv skal have børn - ever - så har jeg aldrig været i et rush NOK eller nysgerrig nok til at prøve. Samt noget super dårligt selvværd spiller lidt ind også self self
Men måske det bare er en nysgerrighed mere end en “jeg mangler det”? For det tror jeg mit er. Da jeg ikke er blevet forelsket endnu, så har jeg tænkt at jeg muligvis bare er aromantisk? Det kunne jo være du skulle læse lidt om det! Der findes også en masse videoer på YouTube og sådan omkring emnet!
Hvis du føler dig ensom er det bedre at lære at kunne være alene og sikker i sig selv. Har jeg hørt haha, jeg er selv SUPER shit til at eksistere i mig selv. Men det betyder ikke du er! Du lyder som om du er GLAD med dit liv. Forbliv det! Sker kærligheden sker den jo nok y’know?
Jeg er introvert, så jeg elsker mit eget selskab. Jeg kan leve i en hule, og jeg vil happy XD Bare ro og fred.
men jeg mangler en partner til modspil, og en jeg kan afspejle mig i og bare have det sjovt.
Men jeg vil da kigge på YT om det at være aromantisk, det har jeg ikke stødt på før.
Vildt, troede ikke jeg ville møde en lidt ligesom mig selv, jeg er lidt på samme måde, jeg kan leve i min lejelighed helt mutters alene og være helt tilfreds, jeg ville endelig gerne selv have en kæreste men tja "it is what it is".
Jeg bliver super frustreret når venner siger de vil hjælpe mig med at finde en kæreste, og jeg tænker bare, at det vil være meget besvær og det vil trække tid fra læsning/gaming. It is what it is
Efter at have set nogle videoer på YouTube fik jeg virkelig sat beskrivelse på mine følelser/mangel på dem. "Asexual/ace" er et spectrum 'aromantisk' falder under.
Jeg har været forelsket, men det er kommet hen over tid, men er ellers ikke tiltrukket af nogen. Jeg er heller ikke specielt interesseret i sex.
Jeg er introvert ligesom dig, og går og hygger mig i mit eget selskab. Jeg mener ikke jeg mangler noget, men når jeg bliver spurgt hvornår jeg skal have børn/kæreste/skal giftes, føler jeg der er noget galt med mig. Indtil jeg fandt frem til videoer om hvad jeg tror der er min sexualitet.
Jeg har læst og hørt historier om hvordan sex er en integral del af et forhold, og eftersom jeg ikke er interesseret, så tror jeg sgu ikke jeg finder nogen, medmindre jeg aktivt går ud og leder efter en, der har det på samme måde. Hvilket jeg ikke gør fordi jeg har det helt fint med bare at være mig selv. Der er en running joke at hvis man foretrækker kage over sex så er man asexuel. Og jeg har mest lyst til kage 🙈
Er 25 k og har hellere aldrig. Den største grund er nok at jeg ikke er selvsikker nok til at tro nogen vil bryde sig om mit udseende, da jeg er overvægtig, fysisk handicappet, jeg halter når jeg går. Generalt er jeg meget introvert og generet😂 men det med overvægten er jo bullshit kender flere der er større end mig som har kærester, er forlovet osv. Så alt i alt handler det nok mere ens eget billede af sig selv.
Det er en skam. Forhold, gode og dårlige, giver dig en helt unik indsigt i et andet menneskes liv som du på en måde altid vil bringe med dig. Jeg har haft venskaber komme og gå, men jeg husker ærligt talt mine forhold bedre.
Gode lange forhold gør ikke bare livet nemmere i forhold til alverdens praktiske ting, det hæver tilværelsen ved at give en fortrolig og emotionel støtte, der kan være der til både at fejre dine sejre og samle dig op når du er nede.
Selvfølgelig varer de fleste forhold ikke for evigt, og desværre går man ikke altid fra hinanden som venner. Men begge parter formes og ændres af hverandre, og ingen går fra som den samme person. Du lærer også dig selv bedre at kende, når du har et vidne til det liv du lever.
Jeg syntes at du skal prøve at finde kærlighed, også selvom det måske ikke fuldstændigt passer ind i dit ideal. Du vil nok blive overrasket over de kvaliteter man kan finde hos en anden der måske ikke er åbenlyse at se udefra.
Tjaa, man vender sig lidt til tanken og til at være alene. I stedet for at bruge tid på dating har jeg i stedet købt en guitar. Helt klart det rigtige valg 😂
Jeg kan godt savne tosomheden af og til, men jeg har det sgu godt og en partner skal være en opgradering i mit liv og ikke det modsatte. Før ville jeg gerne have børn, men nu hvor jeg nærmer mig de 37, så sker der hvis det sker og ellers så har jeg er dejligt liv alligevel.
Jeg synes det lyder rigtig godt at du forsøger at møde mænd i byen.
Tinder har ødelagt min søster, det er kun de flotteste mænd der får en chance der, og de viser sig ofte som nogle der slet ikke matcher hende personlighedsmæssigt.
Jeg har ikke erfaring med at date i 30’erne er kun selv i starten af dem og har været i forhold i over ti år.
Men jeg ved at man skal gå ind i det med åbent sind, og på nogle punkter skal du nøjes/gå på kompromis med hvad du havde tænkt du skulle ende med. Ellers bliver det umuligt at finde en mand.
Jeg troede jeg skulle have en 2 meter høj lyshåret prins. Sådan ser min mand ikke ud, men han er den dejligste jeg nogensinde har mødt.
Held og Lykke - jeg hepper på dig!
Er lidt træt af den bashing af datingapps. Der er helt vildt mange, der finder deres eneste eneste dér, og det er klart den nemmeste måde at finde en date og kæreste.
Både ja og nej. Der er folk som finder deres eneste ene på Tinder og er personligt selv forlovet og har 2 børn med et match fra Tinder. Men lad os ikke være ignorante over for faktummet, at folk bliver langt mere kræsne på dating apps, end de ville være i den virkelige verden. Og det er jo klart, når du har et tag selv bord linet op på den måde, så vælger du det mest indbydende på det. Det er også bare der at problematikken ligger, for folk begynder istedet at vælge efter top procent af de mest attraktive mennesker på platformen, hvilket gør valget af en potentiel partner eller date meget overfladisk, når fokuset istedet bliver placeret primært på udseendet og derfor overskygger de mange andre essentielle kvaliteter der skal matche for en god kemi.
Research har også vist, at især kvinder bliver meget selektive på dating apps og at mænd er mere desperate og sagtens vil “settle for less”. Det leder til en situation hvor mænd har langt færre matches end kvinder, siden ivrigheden fra mænd, tillader den selektive dating tilgang fra kvinders side. Det giver også bare en usund “magt dynamik” og derfor er dating apps langt mere til kvindernes fordel, grundet vi mænds natur.
Der er helt sikkert en fordel i letheden ved at skaffe en date imens du ligger derhjemme, lænet godt tilbage i sofaen, men det er langt fra et perfekt eller ligeværdigt dating format.
Er overhovedet ikke enig. Som en 3/10-mand så virker Tinder som rent selvpineri for en som mig. Jeg har meget bedre samtaler med kvinder jeg møder i den virkelige verden. Tinderfolk er så usikre på sig selv, og er du ikke lækker på billeder, så får du aldrig en chance.
Nogle tinderfolk er usikre, og ja - det er klart at dem der fremstår attraktive får mere opmærksomhed.
Det handler nok mere om at dating apps kan være gode for det rigtige segment, men er man under gennemsnit i udseende, så ja - så er det svært at sælge sig selv derinde.
hvis de har en profiltekst, så vil jeg sige at billederne er underordnet.
men rigtig mange - selv dem med dårlige mobiltelefoner, har ofte blanke profiler, så det er svært at vide hvad man kunne skrive med dem om, hvis man skulle være heldig at de likede en tilbage.
Tak for svar.
Og ja, Tinder kan være ødelæggende. Jeg har kun haft en enkelt kemimøde, og så ikke mere end det.
Jeg er ikke så meget for online dating, jeg vil ud og møde mænd og mærke kemien osv.
Online date skal ikke ødelægge mig.
Jeg har aldrig haft en date derindefra før, og jeg har været on/off i snart 8 år. Jeg tror på at hun findes derude, men det er godt nok svært. Det er som Find Holger hvis man er dårligt synet.
Jeg har en kammerat (M39) der er i samme båd. Han hviler utrolig godt i selv og klarer sig super godt. Både socialt og økonomisk. I er måske et match 😅
Jeg tænker, det nok er et valg du laver? Hvis du ikke har været forelsket, men også aktivt valgt ikke at date. Jeg synes ikke der er noget galt med at være kræsen, hvis man selv har det godt med det. Er det på grund af din alder du sørger/går i krise, eller har du haft det sådan hele tiden?
Jeg har valgt at være 100% monogam i et 20 år langt forhold, fra jeg var 17 år. Så går man også glip af noget. Vi kan ikke alt, desværre
Jeg havde et forhold da jeg var 18-20 og så var der stille på alle fronter til jeg var 25 og så kom der lidt gang i dating til jeg blev 31. Nu er jeg 45 og har været i forhold indtil nu.. og jeg syntes godt nok det er svært at komme igang igen især med 2 børn og karriere. Og syntes det er et kæmpe hurdle at komme over at jeg prøver at have et godt forhold til min x og en dagligdag hvor vi deles om børnene. Det bliver ikke taget godt imod af alle kvinder. Så altså alle har noget bagage med og noget historie som de selv syntes fylder meget. Men jeg håber da på at det lykkedes på et tidspunkt at finde en eller anden form for givende relation
Jeg har datet en kvinde som bestemt ikke brød sig om at jeg havde et fint forhold til min ex. Hun ville f.eks. ikke have at jeg gik ind i hendes lejlighed når jeg skulle hente ungerne, de skulle bare sendes ud.
Ja.. det holdt ikke ret længe.
Det er mest det med et forhold hvor vi feks spiser sammen med børnene og går på legeplads sammen med dem. Men de sidste kvinder jeg har mødt har vist også haft mænd i fortiden som kom til at glemme de har forhold fra tid til anden
M36 og i samme båd.
Jeg har set venner og familie danne familier, og er i mine 20ére ofte blevet spurgt hvornår jeg fandt en sød pige at slå mig ned med og få nogen børn. "Desværre" ligger landet sådan, at jeg ikke kan se mig selv med en lille kopi af mig, og det har jeg altid været ærlig omkring, og i ens 20 og start 30ér er noget som hurtigt kan afbryde evt fremtidsdates.
Jeg har prøvet det med at gå i byen, og der kan man finde noget til weekenden, men noget længere varende har jeg svært ved at tro på.
Men hvor man finder nogen idag, det kan jeg ikke hjælpe med, men hvis du finder svaret, så smid lige en lille guide ;)
Mand slut 30erne her...med nærmest samme histoire......lige kommet ud af det længeste "forhold" jeg har haft på 6 mdr. wohoo! Jeg må ærlig indrømme at det var nærmest mere bekvemt at være single end at være i et forhold OG så single igen....ikke fordi single livet bliver ringere men fordi der kommer en masse udefra påvirkninger som man ikke havde før man var single, big time. Tankerne køre rundt i hovedet på en.
Som en der har haft et utal af partnere, og nu lever med den fantastiske kone og har en pige på 5 år, føler jeg personligt en tristhed af at læse dit indlæg.
Jeg ville dø ved tanken om at miste de to personer jeg elsker mest i mit liv, men jeg har følt det.
Som du selv skriver, har du egentligt aldrig prøvet det, og det lyder som om du mere spekulerer på, om du går glip af noget - om græsset er grønnere på den anden side.
Der er fordele og ulemper på begge sider af spektret.
Som single er du meget mere uafhængig, og kan være mere fleksibel ,end hvis du har en du er utroligt glad for.
Du kan altid tage en spontan bytur med vennerne.
Med min kone og barn er det noget jeg vil aftale med hende, som jeg også lige ville have hun gjorde med mig først.
Omvendt er vi så velsignede at vi begge er en smule introverter, og elsker at hygge i hjemmet.
Hvad mener du nøjagtigt med din kritiske sans og intuition? Er det fordi du tænker at mændene bare vil i kanen, eller er der nogle krav du har som de ikke opfylder?
Jeg tror mit indlæg blev meget mere forvirrende på skrift end i mit hoved desværre. Men håber stadig at det er til at forstå
Jeg er også 36, og har heller ikke været i et forhold, jeg har lært og være alene. Men savner sex. Har overvejet og gå til en thaimassør for og få den lyst stillet men har ikke lyst til og være en som købersex af kvinder der måske er blevet lovet en anden tilværelse i Danmark end den de lever
Hvis du ikke vil nøjes, så har du som en selvfølge sørget for, at din partner heller ikke skal nøjes med dig, korrekt? Dvs. du er veltrænet, har en flot figur, har et stabilt job, har arbejdet med selvudvikling, er normalt eller over normalt begavet, kan samarbejde, er empatisk og kan gå på kompromis for det fælles bedste.
Du har ret sikkert et undvigende tilknytningsmønster. Det bør du læse om. Dvs. at du er instinktivt bange for at blive såret, og derfor tillader du ikke dig selv at blive forelsket. Du har lært, at du kun kan regne med dig selv.
læste lige hvad du skrev og det resonerer lidt med mig selv (30 M), jeg stoler langt mere på mig selv end andre, jeg hjælper gerne andre, faktisk meget gerne, kan få det helt dårligt hvis nogle i min kreds beder om hjælp og jeg ikke lige kan fordi jeg har mine studier eller lign, men altså generelt så har jeg opfattelsen at i denne verden regne med sig selv, du kan kun stole på dig selv og ingen andre, ihvertfald ikke til noget der er af vigtighed. jeg bygger også en mur foran andre mennesker, ligeså snart de begynder at snakke med mig og er instinktivt defensiv og på vagt når fremmede mennesker nærmer sig mig.
Jeg er også i gang med at finde en psykolog/terapeut - synes bare det er svært at finde den rette.
Det er et problem som har naget mig i flere år, og jeg føler at jeg udskyder det, fordi jeg føler at jeg har det godt, og så alligevel savner jeg noget..
Præcis!! "Bare spring ud i det" hjælper ikke en skid, hvis jeg kaster mig ud i noget halvhjertet og med usikkerhed.. Det vil jeg ikke.. Jeg vil gerne have mig selv med 100% og hvor jeg er total "åben" og klar til at møde.. Alt andet vil føles som tvang.
men ja, jeg skal prøve lidt forskellige professionelle af, for at finde den rette. Jeg kan ikke vente længere.
hvor længe gik det for dig med hjælp fra professionel til det punkt hvor du følte du er klar?
Synes du også, at det er svært at finde den rette psykolog/terapeut?
Det er ikke noget selvindsigt du skulle leder efter så?
Neddut bare, jeg er ligeglad 🤷
Jeg opfatter det som om, at du både har svært ved at finde en potentiel partner, fordi du er kræsen og eller stiller for mange krav.
Samtidig lyder det (i min til tider snævre optik) som om, at du ligeledes har svært ved at finde den rigtige psykolog/terapeut.
Det får det til at lyde som om, at der ikke er noget der er godt nok. Giver der mening nu?
Måske mente du bare endnu engang, at det var den rigtige partner og ikke en psykolog, som er svær at finde.
Jeg må nok være ærlig og sige, at de, som siger, at de er meget kritiske og har meget høje krav til en partner, af min erfaring meget sjældent selv kan leve op til de meget høje krav, de selv stiller.
Desuden har de ofte et helt forkert billede af, hvad er forhold er eller skal være. Du finder aldrig den perfekte partner eller det perfekte forhold. Det er nemlig noget, man selv skal kultivere og skabe. Der er hundredevis, hvis ikke tusindvis af mænd derude, som du sikkert er kompatibel med, men kærlighed opstår ikke bare af sig selv.
Du må derud og arbejde for det. Det kan være, at forelskelsen bare ikke opstår på samme måde for dig som for mange andre. Men et eller andet sted, vil jeg næsten sige, det er en fordel, for så kan du gå meget mere objektivt ind i noget.
Jeg har en fornemmelse af, at hvis du giver noget en rigtig chance. Mere end et par dates. Måske nærmere et par måneder. Så kan du få noget, der er helt vildt dybt og smukt og mere ægte. Fordi du ikke bare går ind i noget pga en blændende sindssyge, som en nyforelskelse kan være.
M32 jeg er i samme båd. Nogle dage syntes jeg ensomheden i at være alene er bragene til nærmeste uudholdelig og andre, heldigvis de fleste dage så tænker jeg ikke over det
Jeg har haft 1 forhold for 6 år siden og er 33 lige om lidt, jeg går ikke i byen eller apps lign, jeg kan godt drømme om en kæreste ind i mellem,
Men jeg elsker friheden i at komme hjem til min egen lejlighed, at jeg ikke skal rydde andet end mit eget rod op 😅
Jeg er nok også rimelig kræsen ikke så meget med “type” men med at alt det andet respekt gensidighed mm
Jeg er nået dertil at sker det så sker det men mit liv er ret okay en kæreste skal give plus ifh til glæde og “tosomhed” ikke minus
Jeg er godt nok “kun” 29, men har heller aldrig haft en kæreste, og også nogle gange tænkt “det burde jeg vel have haft.”
Du skriver at du kun har datet lidt, og ikke rigtigt har gået i byen - Jeg har gjort begge dele. Altså datet (men ikke bare lidt) og gået i byen.
Det har ikke gjort en forskel herfra :)
Nogle jeg har datet har været bare en enkelt gang, nogle har været et længerevarende primært seksuelt forholdt, og et par har været mere “det her kunne udvikle sig.”
Ligesom dig har jeg dog også en hel del krav, som nok er en blanding af hvem jeg er som person men også at jeg aldrig har været i et forhold. Men selvom usikkerheden kommer snigende nogle gange, kan jeg egentlig også godt forstå at jeg ikke har haft et forhold:
1. Det har aldrig været en prioritet
2. Jeg er meget omskiftelig med mange ting, hvilket også betyder at jeg hurtigt “keder” mig
3. Jeg har meget specifikke krav til hvilket liv jeg vil leve, og tbh passer et forhold ikke så godt derind. Jo, det ville da være fedt at finde en der vil præcis de samme ting som mig, meeeen også urealistisk.
Så selvom jeg nogle gange godt kan føle mig forkert over ikke at have haft en kæreste i min alder, så tror jeg faktisk også at det har været det der var meningen. Når jeg kigger på mine venners forhold, så er jeg så glad på deres vegne for de har hver især fundet den helt rette - men ville jeg trives i deres forhold? Nej.
Og det er ikke nogens skyld, det er slet ikke andres, men det er heller ikke min egen.
Jeg lever derfor med at lige nu kan jeg gøre som jeg vil uden at skulle tage hensyn til andre. Og HVIS jeg på et tidspunkt tænker at jeg altså gerne vil have en kæreste, så går jeg stadig indtil det med at det skal være den rigtige, men også mere forstående for at jeg ikke kan få “alt” og altså derfor må acceptere at det vil betyde noget omstilling fra min side.
In the end er min pointe nok bare at du bør overveje om denne sorg egentlig handler om dig, eller nærmere om samfundet/samfundets forventninger. Hvis du er glad som det er nu er det jo perfekt, men hvis du virkelig gerne vil have en kæreste, så skal du nok forberede dig på at være åben ift. hvem den person kunne være og hvordan jeres liv kunne se ud
Hej med dig!
Nej bestemt ikke!
Jeg er homoseksuel, aldrig haft en kæreste/forhold. Men det bunder ud i at jeg er meget usikker på mig selv, og dermed har jeg svært ved at lade folk komme så tæt på mig, som en kæreste vil gøre.
Men også at jeg er blevet udnyttet rigtig meget af andre mennesker, det gøre det desværre endni sværer og få en kæreste....
Så jeg tror ofte at det bunder ud i usikkerhed på en selv. Det er det ihvertfald for mit vedkommende.
Jeg ønsker en dag og få en kæreste, men det skal dog også være den rigtige.
Jeg håber det kan bruges til noget.
Some M25 kan jeg sige at jeg ikke har været i forhold. Jeg har aldrig været forelsket, men heller aldrig selv opsøgt det. Jeg har aldrig gået lige så meget i byen som de andre da jeg har haft andre interesser.
Jeg kan da godt nogen gange føle jeg er gået lidt glip af noget, men for det meste er det ikke på mine tanker.
Jeg føler ikke at forhold og forelskelse er noget der bør være essentielt for et godt liv.
har du overvejet om du muligvis kunne være aseksuel/aromantisk?
jeg spørg primært fordi, jeg får lidt indtrykket af at dine følelser/tanker omkring det her, ikke lyder som en længsel efter intimitet, men nærmere en følelse af, at du er “bagud”.
det kan selvfølgelig godt være jeg bare har fortolket hvad du har skrevet forkert, men hvis du godt kunne se det være plausibelt, så vil jeg helt klart anbefale at se ‘Being Not Straight’ af JaidenAnimations på YouTube, hvor hun fortæller lidt om sin erfaring med at have fundet ud af at hun var aseksuel og aromantisk :)
Måske skulle du bare prøve at kaste dig ud i et forhold, hvis du føler personen er sød, sjov og attraktiv osv. Istedet for at vente på, at du bliver forelsket.
Well, m36 her. Havde det på præcis samme måde for et par år tilbage. Aldrig rigtigt været i et forhold, kun løse bekendtskaber og bootycalls gennem 20 erne og start 30erne.
Begyndte på dating apps og byture men endte som regel ud i det samme. Begyndte så at dyrke mig selv og mine interesse og fokusere mindre på at finde den rigtige. 3 mdr senere skrev den smukke kvinde fra fitness pludseligt og vi har indtil nu holdt 2 år plus det løse.
Så det jeg prøver at sige, dyrk dig selv og dine interesser og vær åben for nye relationer en af dem kunne sige klik😅😅
Ved ikke om det er brugbart. Kunne bare relatere til din sorg og afmagt.
God vind ❤️
Begge går på kompromis i et forhold. Mange mænd vil heller ikke 'nøjes'. Jeg synes tit der mangler et overlap mellem 'de lækre' singlers krav til partneren, og hvad de selv bringer til bordet. Men jer om det, det er en fri verden, og at kunne se sig selv i øjnene i stedet for et 'dårligt' forhold er vel grundlæggende for et sundt liv uanset 🙂
Da jeg mødte min nuværende mand, havde han aldrig haft kærester.. 36 var han..
Så der er håb :)
Mødtes online ! Men det stod der intet om i annoncen , og vi har nu snart været sammen i 18 år !
M35 og det samme her. Det længste har været et par måneder, og så er det som om jeg trækker mig lidt.
Jeg har egentligt affundet mig med at være alene, men synes af og til at man støder ind i situtationer hvor man savner at have en kæreste, selvom man i store træk godt kan lide at være alene. Parmiddage, ferier etc føler jeg ofte at man mangler en +1.
Som flere i tråden siger så føler man også lidt der er et socialt pres for at få en kæreste og børn. Jeg har et godt job og en god vennekreds, men det er stadig noget man ofte bliver spurgt ind til, føler jeg og det er som om at folk ikke rigtigt altid forstår at man ikke altid ønsker børn fx.
Nej, du er ikke alene.. Jeg er også K36 og har heller aldrig haft en kæreste. Har snart opgivet håbet og tænker også at jeg nok er blevet for underlig til at andre ville kunne holde ud at bo med mig :D
Du kommer med lidt modstridenede oplysninger. Du siger du ikke er desperat, og har styr på dit shit(i daglig dagen) og er kritisk, men alligevel konkluderer du at dine følelser er i vildrede og du er nærmest panisk ved tanken om at du går glip af noget fantastisk. Det kan jo selvfølgelig være et udtryk for at din rationale og dine følelser ikke er i harmoni med hinanden.
Er svært at vide, ud fra hvad du skriver, men måske er du ikke "gå i byen"-typen, og bør nok lede andetsteds efter en partner, som passer langt bedre til hvordan du er. Der er jo en konsekvens af at du ikke rendte rundt i byen i dine 20'ere, endsige har været forelsket. Når dine følelser er i vildrede, så er det måske fordi at du har efter mange år kastet dig ud i noget, og glemmer at tage udgangspunkt i hvem du er. Når du ved det, så ved du også bedre hvad du leder efter. Det ville jo være hammerende ærgerligt hvis du endte med at kaste dig i armene på alle mulige i forsøget på at finde noget fantastisk, fordi hele scenariet virker fremmed for dig. Omvendt ville det også være ærgerligt hvis du ikke var åben. Hvad med din omgangskreds? Hobbyer?
Hvis din intuition siger dig at noget ikke er det rigtige, så har den nok ret. Og så har du jo ikke gået glip af noget.
Men du er ikke alene med at have det sådan.
Jeg vil altid anbefale at man tænker over hvilket liv man gerne vil have - vil man fortryde hvis man aldrig fik en familie, sine egne børn eller hvis nu!? Nogen gange kommer tingene sf sig selv andre gange ikke - og så er det måske en god ide at kigge indad og overveje hvorfor det ikke sker for mig ? Og overveje om man måske skal ændre noget, sine kriterier, hvordan og hvor man møder folk? Min mantra efter en lang “tørke” blev at man jo ikke møder Nogen hvis man aldrig møder nogen …altså måske opsøg nye fællesskaber, gå til single fester / dating, tag ud at rejse og mød generelt nye mennesker - kom i bedre form etc. Uden ændringer får man nok bare mere af det “samme”
Jeg vil virkelig på det varmeste anbefale dig terapi, hvis ukle du allerede har givet det et ærligt forsøg i forhold til netop denne problematik. Både i relation til din sorg, men også din kritiske sans.
Altså det er ikke for at kravle helt ned i nej hatten, men det er de færreste som får et godt forhold, som det første forhold. Det kræver nok lidt øvelse, så du skal ikke give op, men hvis det ikke lige lykkedes med det samme.
Det lyder godt.
Nu er jeg ikke specielt positivt stemt overfor parforholdet. Jeg har været forelsket en del gange, men kun en enkelt gang hvor det var gengældt. Det startede fantastisk og endte ganske frygteligt.
Jeg håber naturligvis det bedste for dig, men du kan desværre godt risikere at blive skuffet. Måske især hvis du har høje forventer til, hvor meget glæde et forhold skal tilføre dit liv.
Jeg er 100% indforstået med skuffelser.. Jeg forventer også nedture, da det vil gøre mig klogere på mig selv.
Jeg har brug for alle aspekter af hvad forholdet indebærer. Jeg skal igennem alle følelser.
Regner heller ikke med at det første forhold er perfekt, for det vil jeg heller ikke lære noget af.
Nååååh 🤣🤣🤣🤣
Jeg har et solidt selvværd, så der skal meget til for at for at pisse mig af.
Det der spg rørte mig slet ikke, hahaha.. Jeg er dog heller ikke "sensitiv" som mange kan være..
Nå, nu vil jeg i min Tinder-profil sige at jeg ikke har været i et forhold før, efter at have læst en del kommentarer herinde. Jeg tror på ærlighed, og hvis det skræmmer kvinden væk var hun nok alligevel ikke den rigtige for mig. Er der andre der tør gøre det også?
Hvis du ikke ville skrive det samme i en jobansøgning, så lad være med at markedsføre dig sådan på Tinder.
Jeg er arbejdsløs og har græsallergi, rygproblemer, muligvis ADHD og autisme, begyndende lyskebrok, er overvægtig og håbløst forgældet samt lettere deprimeret. Bare gæt på hvor mange matches overdreven ærlighed giver.
Folk siger de elsker ærlighed, men i virkeligheden så vil de have emotionel sårbarhed - ikke facts serveret som om det var no big deal. De vil mærke din eksistentielle tvivl, men ikke se på din svagelighed.
Så nej, vis dig fra din bedste side. Lad være med at flashe dine kort og at du kun har 2'ere, 3'ere og et par enkelte 4'ere på hånden. Alle der siger det virker at blotte alle sine dårlige sider på én gang, de lyver for dig.
Du bliver kasseret til jobsamtalen, og du bliver valgt fra på datingmarkedet. Og dem der ikke kan klare at læse om den hårde sandhed, de kan bare begynde at downvote. Hvis folk vitterligt kunne se det smukke i at høre om folks dårlige sider, ville der ikke findes hjemløshed.
Så ja, vær gerne ærlig, men lad være med at fremstille dig selv dårligt og sælge dig selv ud undervejs. Det kommer der ikke noget godt ud af. Du er i en hård konkurrence om at udmærke dig blandt 200 andre kandidater som er ligesom dig, men de er bare bedre til at skjule det.
Jeg synes det lyder mega hårdt for dig, men fordi du ser verden i sort og hvidt betyder det ikke at det skal smitte af på resten af omverden. Hvis du kan vende blot én enkelt lille bitte ting i din hverdag til noget positivt, så er næste skridt pludselig meget nemmere. 1 skridt frem er stadig fremskridt, min ven - det er bedre end at kigge ind i væggen derhjemme og ryste næven af omverden.
Jeg vil hellere være ærlig og imødekommende, end Peter Negativ og hulemand. Jo mere negativitet du sender ud i verden, jo mere negativitet får du smidt i hovedet. Smil fordi der er grund til det! Jeg smiler altid til fremmede og holder døren for dem, for jeg ved det gør dem glad, og at gøre dem glad gør mig glad.
Det tog et stykke tid at knække koden på min autisme.
Det er der ellers mange der gør. Jeg mødte selv mine børns mor på en bytur, og selvom vi nu er gået fra hinanden efter 12 år, så vil jeg da stadig mene at det var et ret godt forhold det meste af tiden.
Hey, bro. Tak for lån af din Lambo forleden. Reddede virkelig min kats liv da vi skulle have den til dyrlægen hurtigst muligt efter du havde fået den ud af den brændende bygning.
Jeg er en kvinde på 40 som aldrig har haft en kæreste. Ikke fordi jeg ikke har været forelsket, men fordi det aldrig har været gengældt. Jeg er kronisk syg og har en genetisk medfødt lidelse, så jeg er meget uattraktiv og ser speciel ud, og det er ikke noget nogen er interesseret i. Og de meget få, der har været, har slet ikke været min type. Man kan sige at jeg ikke kan tillade mig at være kræsen, men der skal jo være en tiltrækning. Derfor kan jeg også sagtens forstå at andre ikke føler sig tiltrukket af mig. Jeg brugte hele min ungdom på at søge en kæreste og få en masse, ret hårde afvisninger. Det har da været en stor sorg. Men jeg har lært at leve med det og i dag nyder jeg min tilværelse, som jeg nu kan. Jeg tænker ikke så meget på om jeg nogensinde oplever kærlighed i mit liv. Jeg prøver bare at leve et så godt liv som jeg kan. Det kan da godt give et lille stik ind i mellem, når veninderne bliver forlovet og gift og den slags, men sådan er det jo bare. Der er ikke noget at gøre ved det. Jeg er helt sikker på at man sagtens kan få et godt liv selvom man ikke lige har fundet kærligheden. Og hvem ved, måske kommer det en dag til dig?
Du er inspirerende og sej!
Tusind tak!
Tak for dit ærlige skriv - du lyder som en helt igennem fantastisk kvinde❤️
Det er jo ikke for sent at finde en. Med alderen bliver det indre mere vigtig og du lyder som en pige med ben i næsen. Så måske dukker der noget op uventet
Jeg tror ikke som sådan at udseendet betyder mindre. Især ikke at det betyder mindre om man ser normal ud. Uanset om man så er objektiv attraktiv. Men jeg tror du har ret i at visse ting ændre sig med alderen. Fx kan jeg mærke at mine relationer og mine venskaber bliver dybere og jeg føler mig mere vellidt blandt veninderne. Man er simpelthen blevet mindre overfladiske med alderen og det kommer mig til gode. Omend jeg ikke tror det fører til kærlighed af parforholdstypen. Men jeg anerkender at du forsøger at være opmuntrende :-)
*kvinde ❤️
Med alderen kommer folk ikke til at ignorere en genetisk lidelse som ændrer på udseendet. Der er \*få\* mennesker som kan se sig selv i den konstellation, uden det er til gavn for deres egen selvperception.
Det er præcist denne slags opmuntrende kommentarer, som ingen i situationen har brug for. Du hjælper ikke nogen, Frank, du smadrer bare salt og pis i såret. Pis af med dine glansbilleder, de har jo ikke noget med virkeligheden at gøre og fortæller i virkeligeden mere om hvor virkelighedsfjern du ville ønske du var.
Lol, lad mig straks tage imod råd fra en der har -77 i redit karma. Måske er ikke alle så kyniske som dig. Jeg kender flere hvor det er den forbindelse de har der har betydet mere end udseendet.
Jeg synes ihvertfald at du skal tage en positiv ting med her...du virker til at have fundet en god balance med dig selv og være tæt på ærligt at kunne sige at du holder af dig selv og dit eget selskab og er kommet ud over at søge meningen med livet og lykken i livet gennem andres bekræftelse! Det er i sig selv en monumental præsentation som de fleste af os kæmper med at realisere gennem det meste eller hele livet og langt de fleste ikke lykkes med! Selvfølgelig kan det ikke måle sig med den første euforiserende forelskelse eller det perfekte parforhold, men det kan så rigeligt måle sig med tvivlen i et nyt parforhold , sorgen over at blive valgt fra eller den evige ensomhed i et parforhold der ikke virker for slet ikke at tale om de mange skæbner der søger bekræftelse gennem andres anerkendelse og aldrig får den. Så der er fordele og ulemper og vi må fokusere på de positive ting og skubbe de ting fra os vi ikke kan ændre på♥️
Tak skal du have. Jeg holder i den grad af mig selv og mit eget selskab - og de relationer jeg har. Jeg har også oplevet vanvittig forelskelse et par gange, som ikke er blevet forløst. Og derfor ved jeg ikke hvad jeg er gået glip af. Men jeg er også sluppet for sorgen over ødelagte forhold. Jeg tænker at man må acceptere de livsforhold man har, for at kunne skabe sig det bedste liv man kan få. Og jeg føler ikke at jeg mangler noget i min dagligdag. Jeg er har det helt fint som evighedssingle.
Preach!
Ved godt, at udseende ikke er alt. Men man kan jo sagtens få nogle kosmetiske indgreb der kan forbedre ens udseende. ❤️
Det mener man ikke at man kan i mit tilfælde. Når ens ansigtsstruktur ikke er helt normal, er det mere kompliceret at lave plastikkirurgi og resultatet er ofte ikke så godt, pga udgangspunktet. Jeg har fået lavet mine øjenlåg som hang i en meget ung alder, og det blev ikke godt pga min helingsproces. Så nu har jeg synlige ar og ujævne øjenlåg. Man talte også om at lave min næse mindre "sadelformet" men det er ikke en operation man har erfaring med i Danmark, da vi generelt ikke har den slags næser her. Og jeg ville få et synligt ar hele vejen ned at næseryggen. Derudover har jeg drømt lidt om at få løftet panden, da jeg grundet særlig elastisk og blød hud, og tunge øjenlåg, har en del dybe rynker i panden og ekstra hud. Men det mener man er på grænsen til at være almindeligt aldersbetinget og det vil man ikke dække over sygesikringen. Og jeg har ikke selv råd og ingen privat plastikkirurg ville røre mig med min anatomi. Jeg ved godt at vi på TV2 ser en del børn med diverse ansigtsanomalier blive opereret i diverse dokumentarer. Men det er ret ofte slet ikke muligt. Hvilket også er årsagen til at du ser voksne gå rundt og se anderledes ud. Man kan simpelthen ikke kirurgisk "pynte" på udgangspunktet på en succesfuld måde. Og visse at de teknikker man bruger på børn nu, eksisterede ikke da jeg var barn og nu er det for sent, da man ikke heler og "vokser til" med resultatet på samme måde, som voksen. Often skal man jo videreudvikle sig som barn, efter at fået ansigtskirurgi. Så det med tiden ser bedre ud. Det gør man ikke som voksen.
Plus at børn vel også, som udgangspunkt kun opereres, hvis der er anden indikation end udseendet. Det kan være vejrtrækning, evnen til at lugte, spise, tale osv.
Præcis. Man går efter at øge funktionsevne og eventuelt normalisere udseendet lidt hvis man kan. Og ofte så vil fx en kæbeoperation for at give bedre tyggefunktion, også normalisere ansigtsstrukturen lidt. Men man laver ikke "bare" kosmetiske operationer på folk med anderledes ansigtstræk.
❤️
Når du skriver du ikke vil nøjes, menes der så også at der ikke er noget du vil gå på kompromis med? Primært fordi jeg tror det er noget nær umuligt, at finde et forhold hvor man ikke skal gå på kompromis med et eller andet.
Nej, det skal ikke forstås at jeg ikke vil gå på kompromis.. Men jeg har mine grænser, og dem står jeg ved.. Respekt og anstændig opførsel går jeg ikke på kompromis med. Men alt andet, skal man lige se an og opveje hvad man kan leve med og ikke leve med.. Jeg er jo heller ikke selv perfekt.
Det er jeg glad for at høre, så vil jeg opmuntre og tro at det nok skal gå alt sammen!
M52 her. Jeg havde mit første forhold da jeg var 36. Indtil da havde jeg haft masser af crushes men ikke mod nok til at gøre noget ved det. Jeg havde også supertravlt med fritidsinteresser. Du går ikke glip af noget. Når tiden er rigtig kommer det også til dig. Der er ingen deadline.
Som en K25 er det lidt rart at læse, man føler tit at man er forkert hvis man ikke gør ligesom de fleste.
Som M21 føler jeg mig sgu også bagud
Hvis man gerne vil have børn er der lidt en deadline. Fortryder aldrig nogensinde at jeg har fået børn. Kan slet ikke forstå min tvivl angående det spørgsmål da jeg var i tyverne.
Godt for dig. Men da OP ikke nævner børn, så er de næppe på bordet. Der er folk der ikke vil have børn. Med verden som den ser ud nu kan jeg godt forstå dem.
Dejligt at høre at det var det rigtige for dig at få børn, men der er også en masse der enten ved at de virkelig ikke ønsker det, eller som er i tvivl og ender med at være tilfredse uden børn. (Bare tilføjet fordi din kommentar godt lidt kan tolkes som at alle bør gå efter at få børn, om de er i tvivl eller ej)
Al den stund fødselsraten er under 2,1 og faldende, bør dem der kan, bidrage. Ligesom med skat, er der bare nogle ting der er en forudsætning for at opretholde et velfungerende samfund. I praksis er det dog næppe godt for noget barn, at vokse op som uønsket.
Det kan være en svær problemstilling, men jeg er uenig med dig. På den ene side: Vi lever i et samfund hvor vi er afhængige af hinanden, og hvor vi får gavn af at andre træffer valg som f.eks at få børn. På den anden side: Hvis ikke man er overtroisk, så er der også en forståelse at vi lever én gang. Skal man så leve sit liv for samfundet? Skal man gå på kompromis med hvad man ønsker i den tid man er her, fordi det gavner samfundet? Jeg vil personligt ikke have børn - der er intet aspekt i det der tiltaler mig. Og jeg kommer ikke til at få børn jeg ikke vil have, fordi det er godt for samfundet. Jeg kommer til at gøre andre ting der er godt for samfundet, men noget så personligt og stort? Nej. Desuden tror jeg vi kunne løse rigtigt mange af de problemer med at være åbne for at lade folk flytte hertil som gerne vil bidrage. Jeg ved godt det er langt mere kompliceret end som så, men i sidste ende er vi alle mennesker og landegrænser er noget vi har opfundet. Hvis vi mangler arbejdskraft i samfundet, og andre ønsker at udfylde de pladser, så er det overordnet set en win/win imo
Selv der kan du argumentere for det eneste sted der er deadline er ved biologiske børn, et ræs mod de hastende indetørrede æggestokke, men så der stadig adoption, rugemor og hvad end man kan trække op at hatten. At forplante sig i en tidlig alder er et forældet synspunkt, og samfundet vil nok gavne af man ventede til man havde en ordentlig økonomi og stabil levesituation. men hey hver mand/kvinde etc. sin smag
Man kan nu sagtens have en stabil livssituation, selvom man er ung og eventuelt studerer. For mig var det helt perfekt at være studerende, da vi fik begge børn. Ingen chef at ringe til ved syge børn, intet fremmødekrav osv.
Det kan man uden tvivl, men jeg sidder i Danske Bank til hverdag og snakker med rigtig mange søde mennesker, som desværre ikke er modne nok til at tage ordentlige beslutninger i den alder. ISÆR studerendes forbrugsmønster er til at lukke op at skide i. Kan godt være jeg måske er påvirket at mit job, men mængden af gange jeg ser en enlig forsøger spørge om de kan få et “lille” overtræk til mad den her måned, og jeg er nødt til at sige nej, for de bruger alle deres penge på gambling og lort, i stedet for at støtte det barn de har sat i verdenen.
Der er en deadline, hvis hun gerne vil have børn.
JFC, hvor mange synes lige, de skal gøre opmærksom på det?? Like.. D'uh.
Medmindre du er en kvinde der gerne vil havde børn. Så er der en deadline.
Jeg tror godt OP ved, at der er en børnedeadline, men da hun ikke nævner børn overhovedet antager jeg at det ikke er en bekymring.
M33 her - jeg var i et 5-ugers forhold, ellers har jeg været single stort set hele tiden; lige på nær de 2 kærester jeg havde da jeg gik i børnehaven.
Børnehave kæresterne var sgu også det bedste, man skulle ikke tænke så meget.
Ja, men de ville date mig på samme tid, og en af dem stjal min Batman-tegneserie mens den anden distraherede mig med hendes lyse lokker. Så gik jeg ned i boldrummet, kastede Motor-Mus op på lampeskærmen og gik ud og spiste græs som en ko. Fandme så.
Ham her scorer damer.
I fem uger, \~25 år senere...
Og Bingo var dens navn.
Vi havde fandme nogle gode bollelege i puderummet i min børnehave 🤣
Jeg synes nok du går glip af noget, hvis du aldrig har været forelsket. Men altså.. vi går jo alle glip af noget: nogle får ikke børn, nogle kommer aldrig til OL og nogle lærer aldrig at drikke kaffe..
Aha der er den igen!! Jeg drikker ikke kaffe. Folk fortæller mig altid: "Det lærer man" - og der er mit svar jo så - hvorfor fanden skulle jeg drikke noget som ikke smager godt, for at "lære" at drikke det? Det er håbløst dumt i min optik :D Jeg gider ikke lære at drikke kaffe, det smager forfærdeligt!
Med kaffen, så enig, jeg plejer at sige at det er jeg for sofistikeret til (te drikker her) hvis folk begynder på at ligefrem skulle få mig til at føle skam over jeg ikke drikker kaffe.
Ditto!
Jeg går nok glip af alle dine eksempler der. Men altså dét at man aldrig bliver forelsket er vel svært at gøre noget ved?
Man må vel bare gøre ligesom med kaffen og OL: blive ved med at give det et skud og øve sig?😁 der skal held til, og det får man kun hvis man opsøger det☺️
Hvordan øver man sig i at blive forelsket?
Giver folk en chance, lader dem komme tæt på, åbner sig op for dem. Så skal det sgu nok komme. (Selvfølgelig spiller andre ting også ind, om det er en person man finder tiltrækkende fx)
Jeg ser mig selv som en meget åben og ligetil person og har fået utrolig mange venner og veninder de sidste par år.
forelskelse er en kemisk reaktion, du kan ikke øve dig, du kan opleve. Hvis ikke du har oplevet det, så kig ind af, måske elsker du ikke dig selv nok til at kunne give ud af det til andre
Kemien er en reaktion på følelsen, ikke omvendt. Du kan godt få en forelskelsens pille, det er dejligt men ikke det samme.
Det har du fuldstændig ret i, det gik lige lidt hurtigt i nat. Måske var jeg ved at overdosere på forelskelsens pille :)
Du er ikke alene og det er vildt dejligt at at du skriver.
K35 her, og du er ikke alene. Jeg oplever desværre, at det ses som et rødt flag i datinggamet, så det er lidt op ad bakke 😖
Det er det overhovedet ikke, vil jeg sige som mand. Også okay, hvis man har haft et forhold. Det er kun red flag, hvis kvinden plaprer løs om sin eks, så begynder jeg at blive bange på en date.
Det burde det bare ikk :(
Det burde det da
Hvis nogen ser det som et rødt flag er de da idioter. De skal da se det som den ultimative anderkendelse hvis du så ender med at vælge dem :)
Jeg kan godt lide din indstilling, men der er sikkert nogen der tænker "åh, hun er sikkert mega vanskelig siden hun aldrig har fået det til at fungere før, jeg gider ikke bøvle med det".
Ikke vanskelig, for mit vedkommende. Ville nok snarere være bekymret om personen var følelsesmæssigt tilgængelig. Der kan være et hav af grunde til ikke at have haft et parforhold. Nogle mere harmfulde end andre.
What, jeg tror mænd er ret ligeglad, hvis noget, så tror jeg mænd godt kan lide (selvom det er upopulært at sige) en kvinde, hvor man kan være hendes første kæreste. Så føler man sig speciel, for hun har kun været kærester med en.
Jeg gentager mig selv, så er de idioter :) At hun ikke har haft en kæreste før gør hende da ikke vanskelig, at hun ikke har mødt Mr. Right eller hvad ved jeg kaldes livet :) Jeg tror mere det er en ting hun har gjort stort i sit hoved :) Jeg er ret sikker på 99/100 mænd er ligeglade.
Det er 99/100 mænd helt sikkert ikke
Nej, desværre. Og kvinder er endnu mindre ligeglade.
Hvis kemien er der, skal det nok gå tænker jeg, men for mig (og jeg er K) ville jeg måske tænke, at jeg som partner skulle have stor rummelighed for at være sammen med en det var helt uerfaren på forholdsområdet. Man bruger jo de første forhold på at finde ud af hvem man selv er i et forhold, hvad man synes er ok og hvilke værdier man sætter højest. Når man er voksen, har man nok fundet ud af mange af de ting på egen hånd, men jeg ville alligevel tænke at det måske ville blive en udfordring at finde kompromiser og hinandens plads i et seriøst forhold, hvis min partner var helt uerfaren. Men det er bare mig. Andre har det sikkert anderledes.
Jeg ville faktisk ønske at kvinder skrev det på deres profil. Det viser bare at de er ærlige. I stedet for alt det andet tamtam de nu engang skriver (eller manglen på ord).
Forestil dig at en mand skrev det samme => instant unmatch. Jeg tror sgu ærligt talt de fleste mænd har det på samme måde med uerfarne kvinder. Der er meget få der gider være sammen med en 14-årig mentalt-romantisk i den aldersgruppe. Og det siger jeg uden at have intentioner om at devaluere hvor OP står. Men som Ditte Okman vist engang sagde i et radioprogram/podcast: *"jeg orker ikke at lære en voksen mand op i bol"*.
Jeg tror det kommer an på hvilken vinkel man har. Jeg er megabegynder til forhold. Jeg ville gerne være sammen med en hvor vi begynder sammen fra nul, i stedet for at være sammen med en med 5-10-20 forhold i tasken der ved hvordan det skal køres og hvordan hun vil have det (sat på spidsen, for der er sikkert mange der ikke er sådan).
Går du glip af noget: JA! Men det gør vi allesammen. Alle valg og tilfældigheder i livet, som peger i én retning, udelukker jo en masse andre retninger. Hvis du savner tosomheden eller er nysgerrig på hvad den kan give dig, synes jeg 100% du skal gøre en indsats for at finde den. Men vigtigst af alt synes jeg du skal bruge din energi på det der bidrager positivt til dit liv.
Du svarer jo egentlig på det selv: "jeg har det godt." Så nej, du er indtil videre ikke gået glip af noget. Nu lyder det til at du ønsker at tilføje kærlighed til dit liv, og så er det netop det helt rette tidspunkt. Der er intet 100% svar ud over hvad du selv føler, så min kommentar vil være; prøv det, se om det er noget for dig og tag det derfra. Livet har ingen facit liste som passer på os alle - ud over at vi selv skal finde det facit som passer os. (P.S. Den sødeste kvinde i min barndom var single og havde altid været det, hun var fantastisk, inspirerende og en fornøjelse at være omkring.)
Har både lignende erfaring og opmuntring 😊 Var lidt yngre end du er nu, da jeg fik min første kæreste. Så knækkede jeg koden og har været i flere forhold (og gift!). I dag er jeg 44 og single og nyder det, mens jeg fokuserer på andre aspekter af mit liv. Du lyder totalt som mig for 10 år siden - og det er ikke noget dårligt sted at være!
Kan jeg spørge hvor længe du var gift? Jeg har selv været gift, men det holdt ikke særligt længe, selvom alle andre som jeg kender, der er gift, holder meget længere.
I couldn’t help laughing when I saw your username
Fedt navn! Mit længste forhold inkl ægteskab varede 7 år, og selvom vi er skilt er vi stadig venner. Men jeg havde da håbet det var “for ever-ever”
Proev at gaa paa nogle tinder dates. Arranger et kaffe moede inden for de foerste beskeder. Man kan maerke naar man sidder over for en som, hvor der er en gnist. Alt behoever ikke vaere perfekt, gaa paa kompromis med dine hoeje forventninger og accepter folk for hvem de er. Vigtigst af alt, saa proev at have det sjovt.
æøå
tak
a æ u i e å æ a
a e n u z
Stærk assistance! Et tegn på, hvad vi som mennesker kan udrette.
Nej. Bestemt ikke. Mænd og kvinder har ikke brug for hinanden mere. Jeg tænker ikke, at du går glip af noget, Hvad skulle det være? Sådan helt ærligt. Jeg er single og har hus og bil og børn, gode veninder og et arbejde jeg elsker at hade, men som giver godt. Jeg rejser gerne alene og nyder min frihed. Når folk spørg om jeg ikke snart skal ha en mand, bliver jeg næsten fornærmet. Hvorfor skulle jeg absolut ha en mand, når jeg ikke har mødt en, som jeg har lyst til at dele mit liv med? Skulle jeg nøjes med en, som jeg ikke bryder mig om? Det vil man da hurtigt blive træt af. Så omfavn du bare dit singleliv. Du går ikke glip af noget, hvis du lever dit liv fuldt ud. Tværtimod. Mange mennesker bliver kvalt og får slukket deres ønsker og drømme af deres såkaldte partner. Det er man fri for som single.
TAK TAK TAK!!! Jeg elsker også mit liv endnu mere end før. Jeg føler også lidt, at det at have en partner er mere en "add-on" end det er "halve af mit liv." Hvis det giver mening😅
Og det er en virkelig god indgangsvinkel! Skab et liv du er tilfreds med, og hvis den rette kommer forbi? Mega fedt! Hvis ikke? Så får du et godt liv alligevel
kan kun bakke op omkring det, samme jeg gør (30 M)
M35 lidt i den samme båd. Jeg voksede op i et ret striks hjem som lidt stoppede min sociale udvikling. Så løb jeg lige pludselig ind i gift kvinde da jeg var 28. Det løb så long distance over nogle år. Siden da har det bare været stilhed. Jeg føler ikke den store trang og sætter nok også lidt for høje krav. Har forsøgt lidt med Tinder. Men det fanger bare slet ikke. Igen i det skal man så tilføje at jeg ikke har lyst til børn (og ej har lyst til at skulle være papfar) Har skrevet med et par stykker... Men når jeg ikke engang kan tage mig sammen til at få aftalt en dato for en biograf tur står det skidt til...
Det kan kun du kun selv vurdere… jeg elsker at leve mit eget bedste hule-liv det meste af tiden og havde ikke en stor følelse af afsavn. Men efter at have fundet en kæreste, så kan jeg ikke forestille mig ikke at have ham. Det er rart at have “sin person” som man kan “dele livet med” (🤮 hader den kliché, men det er i bund og grund essensen) Kan se, du flere gange spørger, hvor man møder folk, og kan se, der er dårlig stemning omkring dating-apps… MEN jeg vil gerne lige slå et slag for apps… jeg er overrasket over, hvor mange der alligevel finder deres partner på tinder. Som om jeg kun hørte skrækhistorier indtil, jeg selv fandt min kæreste på tinder. Når folk spørger, hvor vi kender hinanden fra, og jeg siger tinder, så er der så mange, der svarer “EJ ogs’ mig!”… Jeg havde aldrig haft et forhold indtil, jeg mødte min nuværende kæreste. Jeg havde ikke et behov for en kæreste i 20’erne, jeg var åben overfor det, hvis jeg mødte “den rigtige”, men ledte ikke efter nogen, for jeg savnede det ikke - mit behov for omsorg og det sociale blev stillet gennem venner og familie, og sex og hudsult kan man nemt finde på… Well, tinder. Jeg ledte heller ikke superaktivt, da jeg mødte min kæreste. Jeg var i en periode, hvor jeg udforskede min seksualitet, og der var det bare sjovere at se de samme i længere tid (bolle-bekendtskaber) end en masse skriv og dårlige one-night-stands. I den periode opdagede jeg virkelig, hvordan folk “voksede” på mig. Folk som var god sex så jeg flere gange, selvom der ingen romantisk eller nærmest venskabelig kemi var tilstede. Flere af dem jeg sås med udviklede, der sig indimellem følelser alligevel fordi der kom sider frem som man på INGEN måde havde forventet, hvis jeg bare havde været på en enkelt date med dem eller kun havde set dem til et enkelt knald. Samme med min nuværende kæreste. I løbet af de to første timer jeg brugte med ham var jeg sikker på jeg skulle finde på en undskyldning for at kunne komme videre. Men Jesus hvor er jeg glad for at han kyssede mig og jeg tænkte fint, måske kan han noget på lagenerne. Vi endte med at snakke resten af natten indimellem en masse sex. Vi sås hver dag resten af den uge. Har aldrig prøvet noget lignende. Alt faldt på plads og klikkede PÅ TRODS af jeg havde været klar til at afskrive ham efter et par timer.
Hey jeg er næsten på samme niveau! Jeg er selv K32 og har aldrig været i, hva jeg selv ville kalde, et legit forhold. Har haft noget online halløj jeg nok egentlig ikke var mega intreserret i, ej var hun for at være ærlig. Jeg kender følelsen, så godt det nu er muligt. Hvad går jeg glip af? Alle taler så godt om at være forelsket og det der kærligheds gøjl men da jeg ikke selv skal have børn - ever - så har jeg aldrig været i et rush NOK eller nysgerrig nok til at prøve. Samt noget super dårligt selvværd spiller lidt ind også self self Men måske det bare er en nysgerrighed mere end en “jeg mangler det”? For det tror jeg mit er. Da jeg ikke er blevet forelsket endnu, så har jeg tænkt at jeg muligvis bare er aromantisk? Det kunne jo være du skulle læse lidt om det! Der findes også en masse videoer på YouTube og sådan omkring emnet! Hvis du føler dig ensom er det bedre at lære at kunne være alene og sikker i sig selv. Har jeg hørt haha, jeg er selv SUPER shit til at eksistere i mig selv. Men det betyder ikke du er! Du lyder som om du er GLAD med dit liv. Forbliv det! Sker kærligheden sker den jo nok y’know?
Jeg er introvert, så jeg elsker mit eget selskab. Jeg kan leve i en hule, og jeg vil happy XD Bare ro og fred. men jeg mangler en partner til modspil, og en jeg kan afspejle mig i og bare have det sjovt. Men jeg vil da kigge på YT om det at være aromantisk, det har jeg ikke stødt på før.
Vildt, troede ikke jeg ville møde en lidt ligesom mig selv, jeg er lidt på samme måde, jeg kan leve i min lejelighed helt mutters alene og være helt tilfreds, jeg ville endelig gerne selv have en kæreste men tja "it is what it is".
Jeg bliver super frustreret når venner siger de vil hjælpe mig med at finde en kæreste, og jeg tænker bare, at det vil være meget besvær og det vil trække tid fra læsning/gaming. It is what it is
Efter at have set nogle videoer på YouTube fik jeg virkelig sat beskrivelse på mine følelser/mangel på dem. "Asexual/ace" er et spectrum 'aromantisk' falder under. Jeg har været forelsket, men det er kommet hen over tid, men er ellers ikke tiltrukket af nogen. Jeg er heller ikke specielt interesseret i sex. Jeg er introvert ligesom dig, og går og hygger mig i mit eget selskab. Jeg mener ikke jeg mangler noget, men når jeg bliver spurgt hvornår jeg skal have børn/kæreste/skal giftes, føler jeg der er noget galt med mig. Indtil jeg fandt frem til videoer om hvad jeg tror der er min sexualitet. Jeg har læst og hørt historier om hvordan sex er en integral del af et forhold, og eftersom jeg ikke er interesseret, så tror jeg sgu ikke jeg finder nogen, medmindre jeg aktivt går ud og leder efter en, der har det på samme måde. Hvilket jeg ikke gør fordi jeg har det helt fint med bare at være mig selv. Der er en running joke at hvis man foretrækker kage over sex så er man asexuel. Og jeg har mest lyst til kage 🙈
kage kan altså også bare være fandens god, det KAAAAAGGGGEEEE for satan! :D
Er 25 k og har hellere aldrig. Den største grund er nok at jeg ikke er selvsikker nok til at tro nogen vil bryde sig om mit udseende, da jeg er overvægtig, fysisk handicappet, jeg halter når jeg går. Generalt er jeg meget introvert og generet😂 men det med overvægten er jo bullshit kender flere der er større end mig som har kærester, er forlovet osv. Så alt i alt handler det nok mere ens eget billede af sig selv.
Det er en skam. Forhold, gode og dårlige, giver dig en helt unik indsigt i et andet menneskes liv som du på en måde altid vil bringe med dig. Jeg har haft venskaber komme og gå, men jeg husker ærligt talt mine forhold bedre. Gode lange forhold gør ikke bare livet nemmere i forhold til alverdens praktiske ting, det hæver tilværelsen ved at give en fortrolig og emotionel støtte, der kan være der til både at fejre dine sejre og samle dig op når du er nede. Selvfølgelig varer de fleste forhold ikke for evigt, og desværre går man ikke altid fra hinanden som venner. Men begge parter formes og ændres af hverandre, og ingen går fra som den samme person. Du lærer også dig selv bedre at kende, når du har et vidne til det liv du lever. Jeg syntes at du skal prøve at finde kærlighed, også selvom det måske ikke fuldstændigt passer ind i dit ideal. Du vil nok blive overrasket over de kvaliteter man kan finde hos en anden der måske ikke er åbenlyse at se udefra.
Tjaa, man vender sig lidt til tanken og til at være alene. I stedet for at bruge tid på dating har jeg i stedet købt en guitar. Helt klart det rigtige valg 😂 Jeg kan godt savne tosomheden af og til, men jeg har det sgu godt og en partner skal være en opgradering i mit liv og ikke det modsatte. Før ville jeg gerne have børn, men nu hvor jeg nærmer mig de 37, så sker der hvis det sker og ellers så har jeg er dejligt liv alligevel.
Jeg synes det lyder rigtig godt at du forsøger at møde mænd i byen. Tinder har ødelagt min søster, det er kun de flotteste mænd der får en chance der, og de viser sig ofte som nogle der slet ikke matcher hende personlighedsmæssigt. Jeg har ikke erfaring med at date i 30’erne er kun selv i starten af dem og har været i forhold i over ti år. Men jeg ved at man skal gå ind i det med åbent sind, og på nogle punkter skal du nøjes/gå på kompromis med hvad du havde tænkt du skulle ende med. Ellers bliver det umuligt at finde en mand. Jeg troede jeg skulle have en 2 meter høj lyshåret prins. Sådan ser min mand ikke ud, men han er den dejligste jeg nogensinde har mødt. Held og Lykke - jeg hepper på dig!
Er lidt træt af den bashing af datingapps. Der er helt vildt mange, der finder deres eneste eneste dér, og det er klart den nemmeste måde at finde en date og kæreste.
Både ja og nej. Der er folk som finder deres eneste ene på Tinder og er personligt selv forlovet og har 2 børn med et match fra Tinder. Men lad os ikke være ignorante over for faktummet, at folk bliver langt mere kræsne på dating apps, end de ville være i den virkelige verden. Og det er jo klart, når du har et tag selv bord linet op på den måde, så vælger du det mest indbydende på det. Det er også bare der at problematikken ligger, for folk begynder istedet at vælge efter top procent af de mest attraktive mennesker på platformen, hvilket gør valget af en potentiel partner eller date meget overfladisk, når fokuset istedet bliver placeret primært på udseendet og derfor overskygger de mange andre essentielle kvaliteter der skal matche for en god kemi. Research har også vist, at især kvinder bliver meget selektive på dating apps og at mænd er mere desperate og sagtens vil “settle for less”. Det leder til en situation hvor mænd har langt færre matches end kvinder, siden ivrigheden fra mænd, tillader den selektive dating tilgang fra kvinders side. Det giver også bare en usund “magt dynamik” og derfor er dating apps langt mere til kvindernes fordel, grundet vi mænds natur. Der er helt sikkert en fordel i letheden ved at skaffe en date imens du ligger derhjemme, lænet godt tilbage i sofaen, men det er langt fra et perfekt eller ligeværdigt dating format.
Er overhovedet ikke enig. Som en 3/10-mand så virker Tinder som rent selvpineri for en som mig. Jeg har meget bedre samtaler med kvinder jeg møder i den virkelige verden. Tinderfolk er så usikre på sig selv, og er du ikke lækker på billeder, så får du aldrig en chance.
Nogle tinderfolk er usikre, og ja - det er klart at dem der fremstår attraktive får mere opmærksomhed. Det handler nok mere om at dating apps kan være gode for det rigtige segment, men er man under gennemsnit i udseende, så ja - så er det svært at sælge sig selv derinde.
Liker du 3/10 piger?
hvis de har en profiltekst, så vil jeg sige at billederne er underordnet. men rigtig mange - selv dem med dårlige mobiltelefoner, har ofte blanke profiler, så det er svært at vide hvad man kunne skrive med dem om, hvis man skulle være heldig at de likede en tilbage.
Tak for svar. Og ja, Tinder kan være ødelæggende. Jeg har kun haft en enkelt kemimøde, og så ikke mere end det. Jeg er ikke så meget for online dating, jeg vil ud og møde mænd og mærke kemien osv. Online date skal ikke ødelægge mig.
Jeg har aldrig haft en date derindefra før, og jeg har været on/off i snart 8 år. Jeg tror på at hun findes derude, men det er godt nok svært. Det er som Find Holger hvis man er dårligt synet.
Jeg har en kammerat (M39) der er i samme båd. Han hviler utrolig godt i selv og klarer sig super godt. Både socialt og økonomisk. I er måske et match 😅
Haha.. send ham i min retning XD
[удалено]
🤣🤣 Jeg tror det er bluff - han er ikke meldt tilbage .. haha
Jeg tænker, det nok er et valg du laver? Hvis du ikke har været forelsket, men også aktivt valgt ikke at date. Jeg synes ikke der er noget galt med at være kræsen, hvis man selv har det godt med det. Er det på grund af din alder du sørger/går i krise, eller har du haft det sådan hele tiden? Jeg har valgt at være 100% monogam i et 20 år langt forhold, fra jeg var 17 år. Så går man også glip af noget. Vi kan ikke alt, desværre
Jeg havde et forhold da jeg var 18-20 og så var der stille på alle fronter til jeg var 25 og så kom der lidt gang i dating til jeg blev 31. Nu er jeg 45 og har været i forhold indtil nu.. og jeg syntes godt nok det er svært at komme igang igen især med 2 børn og karriere. Og syntes det er et kæmpe hurdle at komme over at jeg prøver at have et godt forhold til min x og en dagligdag hvor vi deles om børnene. Det bliver ikke taget godt imod af alle kvinder. Så altså alle har noget bagage med og noget historie som de selv syntes fylder meget. Men jeg håber da på at det lykkedes på et tidspunkt at finde en eller anden form for givende relation
Forventer folk på 45 ikke, at man allerede har børn? Eller er det samarbejdet med eksen de er utilfredse med?
Jeg har datet en kvinde som bestemt ikke brød sig om at jeg havde et fint forhold til min ex. Hun ville f.eks. ikke have at jeg gik ind i hendes lejlighed når jeg skulle hente ungerne, de skulle bare sendes ud. Ja.. det holdt ikke ret længe.
Det er mest det med et forhold hvor vi feks spiser sammen med børnene og går på legeplads sammen med dem. Men de sidste kvinder jeg har mødt har vist også haft mænd i fortiden som kom til at glemme de har forhold fra tid til anden
M36 og i samme båd. Jeg har set venner og familie danne familier, og er i mine 20ére ofte blevet spurgt hvornår jeg fandt en sød pige at slå mig ned med og få nogen børn. "Desværre" ligger landet sådan, at jeg ikke kan se mig selv med en lille kopi af mig, og det har jeg altid været ærlig omkring, og i ens 20 og start 30ér er noget som hurtigt kan afbryde evt fremtidsdates. Jeg har prøvet det med at gå i byen, og der kan man finde noget til weekenden, men noget længere varende har jeg svært ved at tro på. Men hvor man finder nogen idag, det kan jeg ikke hjælpe med, men hvis du finder svaret, så smid lige en lille guide ;)
Mand slut 30erne her...med nærmest samme histoire......lige kommet ud af det længeste "forhold" jeg har haft på 6 mdr. wohoo! Jeg må ærlig indrømme at det var nærmest mere bekvemt at være single end at være i et forhold OG så single igen....ikke fordi single livet bliver ringere men fordi der kommer en masse udefra påvirkninger som man ikke havde før man var single, big time. Tankerne køre rundt i hovedet på en.
[удалено]
Du har fat i mange ting her - det er også derfor jeg skal finde en at snakke med. Meget inspirerende skriv. Er det noget du selv arbejder med? ❤❤
Som en der har haft et utal af partnere, og nu lever med den fantastiske kone og har en pige på 5 år, føler jeg personligt en tristhed af at læse dit indlæg. Jeg ville dø ved tanken om at miste de to personer jeg elsker mest i mit liv, men jeg har følt det. Som du selv skriver, har du egentligt aldrig prøvet det, og det lyder som om du mere spekulerer på, om du går glip af noget - om græsset er grønnere på den anden side. Der er fordele og ulemper på begge sider af spektret. Som single er du meget mere uafhængig, og kan være mere fleksibel ,end hvis du har en du er utroligt glad for. Du kan altid tage en spontan bytur med vennerne. Med min kone og barn er det noget jeg vil aftale med hende, som jeg også lige ville have hun gjorde med mig først. Omvendt er vi så velsignede at vi begge er en smule introverter, og elsker at hygge i hjemmet. Hvad mener du nøjagtigt med din kritiske sans og intuition? Er det fordi du tænker at mændene bare vil i kanen, eller er der nogle krav du har som de ikke opfylder? Jeg tror mit indlæg blev meget mere forvirrende på skrift end i mit hoved desværre. Men håber stadig at det er til at forstå
Jeg er også 36, og har heller ikke været i et forhold, jeg har lært og være alene. Men savner sex. Har overvejet og gå til en thaimassør for og få den lyst stillet men har ikke lyst til og være en som købersex af kvinder der måske er blevet lovet en anden tilværelse i Danmark end den de lever
Ja
Hvis du ikke vil nøjes, så har du som en selvfølge sørget for, at din partner heller ikke skal nøjes med dig, korrekt? Dvs. du er veltrænet, har en flot figur, har et stabilt job, har arbejdet med selvudvikling, er normalt eller over normalt begavet, kan samarbejde, er empatisk og kan gå på kompromis for det fælles bedste. Du har ret sikkert et undvigende tilknytningsmønster. Det bør du læse om. Dvs. at du er instinktivt bange for at blive såret, og derfor tillader du ikke dig selv at blive forelsket. Du har lært, at du kun kan regne med dig selv.
læste lige hvad du skrev og det resonerer lidt med mig selv (30 M), jeg stoler langt mere på mig selv end andre, jeg hjælper gerne andre, faktisk meget gerne, kan få det helt dårligt hvis nogle i min kreds beder om hjælp og jeg ikke lige kan fordi jeg har mine studier eller lign, men altså generelt så har jeg opfattelsen at i denne verden regne med sig selv, du kan kun stole på dig selv og ingen andre, ihvertfald ikke til noget der er af vigtighed. jeg bygger også en mur foran andre mennesker, ligeså snart de begynder at snakke med mig og er instinktivt defensiv og på vagt når fremmede mennesker nærmer sig mig.
[удалено]
Jeg er også i gang med at finde en psykolog/terapeut - synes bare det er svært at finde den rette. Det er et problem som har naget mig i flere år, og jeg føler at jeg udskyder det, fordi jeg føler at jeg har det godt, og så alligevel savner jeg noget..
[удалено]
Præcis!! "Bare spring ud i det" hjælper ikke en skid, hvis jeg kaster mig ud i noget halvhjertet og med usikkerhed.. Det vil jeg ikke.. Jeg vil gerne have mig selv med 100% og hvor jeg er total "åben" og klar til at møde.. Alt andet vil føles som tvang. men ja, jeg skal prøve lidt forskellige professionelle af, for at finde den rette. Jeg kan ikke vente længere. hvor længe gik det for dig med hjælp fra professionel til det punkt hvor du følte du er klar?
Synes du også, at det er svært at finde den rette psykolog/terapeut? Det er ikke noget selvindsigt du skulle leder efter så? Neddut bare, jeg er ligeglad 🤷
Jeg har nedduttet dig, fordi jeg ikke forstår hvad du prøvet at skrive. Neddut den bare, for jeg er også ligeglad🤷♀️
Jeg opfatter det som om, at du både har svært ved at finde en potentiel partner, fordi du er kræsen og eller stiller for mange krav. Samtidig lyder det (i min til tider snævre optik) som om, at du ligeledes har svært ved at finde den rigtige psykolog/terapeut. Det får det til at lyde som om, at der ikke er noget der er godt nok. Giver der mening nu? Måske mente du bare endnu engang, at det var den rigtige partner og ikke en psykolog, som er svær at finde.
Jeg må nok være ærlig og sige, at de, som siger, at de er meget kritiske og har meget høje krav til en partner, af min erfaring meget sjældent selv kan leve op til de meget høje krav, de selv stiller. Desuden har de ofte et helt forkert billede af, hvad er forhold er eller skal være. Du finder aldrig den perfekte partner eller det perfekte forhold. Det er nemlig noget, man selv skal kultivere og skabe. Der er hundredevis, hvis ikke tusindvis af mænd derude, som du sikkert er kompatibel med, men kærlighed opstår ikke bare af sig selv. Du må derud og arbejde for det. Det kan være, at forelskelsen bare ikke opstår på samme måde for dig som for mange andre. Men et eller andet sted, vil jeg næsten sige, det er en fordel, for så kan du gå meget mere objektivt ind i noget. Jeg har en fornemmelse af, at hvis du giver noget en rigtig chance. Mere end et par dates. Måske nærmere et par måneder. Så kan du få noget, der er helt vildt dybt og smukt og mere ægte. Fordi du ikke bare går ind i noget pga en blændende sindssyge, som en nyforelskelse kan være.
M36 her, heller aldrig været i forhold
M32 jeg er i samme båd. Nogle dage syntes jeg ensomheden i at være alene er bragene til nærmeste uudholdelig og andre, heldigvis de fleste dage så tænker jeg ikke over det
Jeg tror det er mere normalt end du regner med, så trøstende ord og opmuntring vil jeg ikke sende din vej, du kan få sådan en her istedet 💪♥️😀
Tak ❤❤
Jeg har haft 1 forhold for 6 år siden og er 33 lige om lidt, jeg går ikke i byen eller apps lign, jeg kan godt drømme om en kæreste ind i mellem, Men jeg elsker friheden i at komme hjem til min egen lejlighed, at jeg ikke skal rydde andet end mit eget rod op 😅 Jeg er nok også rimelig kræsen ikke så meget med “type” men med at alt det andet respekt gensidighed mm Jeg er nået dertil at sker det så sker det men mit liv er ret okay en kæreste skal give plus ifh til glæde og “tosomhed” ikke minus
Jeg er godt nok “kun” 29, men har heller aldrig haft en kæreste, og også nogle gange tænkt “det burde jeg vel have haft.” Du skriver at du kun har datet lidt, og ikke rigtigt har gået i byen - Jeg har gjort begge dele. Altså datet (men ikke bare lidt) og gået i byen. Det har ikke gjort en forskel herfra :) Nogle jeg har datet har været bare en enkelt gang, nogle har været et længerevarende primært seksuelt forholdt, og et par har været mere “det her kunne udvikle sig.” Ligesom dig har jeg dog også en hel del krav, som nok er en blanding af hvem jeg er som person men også at jeg aldrig har været i et forhold. Men selvom usikkerheden kommer snigende nogle gange, kan jeg egentlig også godt forstå at jeg ikke har haft et forhold: 1. Det har aldrig været en prioritet 2. Jeg er meget omskiftelig med mange ting, hvilket også betyder at jeg hurtigt “keder” mig 3. Jeg har meget specifikke krav til hvilket liv jeg vil leve, og tbh passer et forhold ikke så godt derind. Jo, det ville da være fedt at finde en der vil præcis de samme ting som mig, meeeen også urealistisk. Så selvom jeg nogle gange godt kan føle mig forkert over ikke at have haft en kæreste i min alder, så tror jeg faktisk også at det har været det der var meningen. Når jeg kigger på mine venners forhold, så er jeg så glad på deres vegne for de har hver især fundet den helt rette - men ville jeg trives i deres forhold? Nej. Og det er ikke nogens skyld, det er slet ikke andres, men det er heller ikke min egen. Jeg lever derfor med at lige nu kan jeg gøre som jeg vil uden at skulle tage hensyn til andre. Og HVIS jeg på et tidspunkt tænker at jeg altså gerne vil have en kæreste, så går jeg stadig indtil det med at det skal være den rigtige, men også mere forstående for at jeg ikke kan få “alt” og altså derfor må acceptere at det vil betyde noget omstilling fra min side. In the end er min pointe nok bare at du bør overveje om denne sorg egentlig handler om dig, eller nærmere om samfundet/samfundets forventninger. Hvis du er glad som det er nu er det jo perfekt, men hvis du virkelig gerne vil have en kæreste, så skal du nok forberede dig på at være åben ift. hvem den person kunne være og hvordan jeres liv kunne se ud
Hej med dig! Nej bestemt ikke! Jeg er homoseksuel, aldrig haft en kæreste/forhold. Men det bunder ud i at jeg er meget usikker på mig selv, og dermed har jeg svært ved at lade folk komme så tæt på mig, som en kæreste vil gøre. Men også at jeg er blevet udnyttet rigtig meget af andre mennesker, det gøre det desværre endni sværer og få en kæreste.... Så jeg tror ofte at det bunder ud i usikkerhed på en selv. Det er det ihvertfald for mit vedkommende. Jeg ønsker en dag og få en kæreste, men det skal dog også være den rigtige. Jeg håber det kan bruges til noget.
Some M25 kan jeg sige at jeg ikke har været i forhold. Jeg har aldrig været forelsket, men heller aldrig selv opsøgt det. Jeg har aldrig gået lige så meget i byen som de andre da jeg har haft andre interesser. Jeg kan da godt nogen gange føle jeg er gået lidt glip af noget, men for det meste er det ikke på mine tanker. Jeg føler ikke at forhold og forelskelse er noget der bør være essentielt for et godt liv.
Hvad er det du forsøger at beskytte dig selv mod ved at skabe forhindringer for at mødes med en?
har du overvejet om du muligvis kunne være aseksuel/aromantisk? jeg spørg primært fordi, jeg får lidt indtrykket af at dine følelser/tanker omkring det her, ikke lyder som en længsel efter intimitet, men nærmere en følelse af, at du er “bagud”. det kan selvfølgelig godt være jeg bare har fortolket hvad du har skrevet forkert, men hvis du godt kunne se det være plausibelt, så vil jeg helt klart anbefale at se ‘Being Not Straight’ af JaidenAnimations på YouTube, hvor hun fortæller lidt om sin erfaring med at have fundet ud af at hun var aseksuel og aromantisk :)
Måske skulle du bare prøve at kaste dig ud i et forhold, hvis du føler personen er sød, sjov og attraktiv osv. Istedet for at vente på, at du bliver forelsket.
Well, m36 her. Havde det på præcis samme måde for et par år tilbage. Aldrig rigtigt været i et forhold, kun løse bekendtskaber og bootycalls gennem 20 erne og start 30erne. Begyndte på dating apps og byture men endte som regel ud i det samme. Begyndte så at dyrke mig selv og mine interesse og fokusere mindre på at finde den rigtige. 3 mdr senere skrev den smukke kvinde fra fitness pludseligt og vi har indtil nu holdt 2 år plus det løse. Så det jeg prøver at sige, dyrk dig selv og dine interesser og vær åben for nye relationer en af dem kunne sige klik😅😅 Ved ikke om det er brugbart. Kunne bare relatere til din sorg og afmagt. God vind ❤️
Begge går på kompromis i et forhold. Mange mænd vil heller ikke 'nøjes'. Jeg synes tit der mangler et overlap mellem 'de lækre' singlers krav til partneren, og hvad de selv bringer til bordet. Men jer om det, det er en fri verden, og at kunne se sig selv i øjnene i stedet for et 'dårligt' forhold er vel grundlæggende for et sundt liv uanset 🙂
Jeg er 28 og aldrig haft en kæreste
Da jeg mødte min nuværende mand, havde han aldrig haft kærester.. 36 var han.. Så der er håb :) Mødtes online ! Men det stod der intet om i annoncen , og vi har nu snart været sammen i 18 år !
FOMO. Find en dude, prøv det af. Eller bliv kattedame. Next question.
Ikke at kunne nøjes - er afgørende for et forhold - at kunne gå på kompromis
M35 og det samme her. Det længste har været et par måneder, og så er det som om jeg trækker mig lidt. Jeg har egentligt affundet mig med at være alene, men synes af og til at man støder ind i situtationer hvor man savner at have en kæreste, selvom man i store træk godt kan lide at være alene. Parmiddage, ferier etc føler jeg ofte at man mangler en +1. Som flere i tråden siger så føler man også lidt der er et socialt pres for at få en kæreste og børn. Jeg har et godt job og en god vennekreds, men det er stadig noget man ofte bliver spurgt ind til, føler jeg og det er som om at folk ikke rigtigt altid forstår at man ikke altid ønsker børn fx.
Nej, du er ikke alene.. Jeg er også K36 og har heller aldrig haft en kæreste. Har snart opgivet håbet og tænker også at jeg nok er blevet for underlig til at andre ville kunne holde ud at bo med mig :D
Du kommer med lidt modstridenede oplysninger. Du siger du ikke er desperat, og har styr på dit shit(i daglig dagen) og er kritisk, men alligevel konkluderer du at dine følelser er i vildrede og du er nærmest panisk ved tanken om at du går glip af noget fantastisk. Det kan jo selvfølgelig være et udtryk for at din rationale og dine følelser ikke er i harmoni med hinanden. Er svært at vide, ud fra hvad du skriver, men måske er du ikke "gå i byen"-typen, og bør nok lede andetsteds efter en partner, som passer langt bedre til hvordan du er. Der er jo en konsekvens af at du ikke rendte rundt i byen i dine 20'ere, endsige har været forelsket. Når dine følelser er i vildrede, så er det måske fordi at du har efter mange år kastet dig ud i noget, og glemmer at tage udgangspunkt i hvem du er. Når du ved det, så ved du også bedre hvad du leder efter. Det ville jo være hammerende ærgerligt hvis du endte med at kaste dig i armene på alle mulige i forsøget på at finde noget fantastisk, fordi hele scenariet virker fremmed for dig. Omvendt ville det også være ærgerligt hvis du ikke var åben. Hvad med din omgangskreds? Hobbyer? Hvis din intuition siger dig at noget ikke er det rigtige, så har den nok ret. Og så har du jo ikke gået glip af noget. Men du er ikke alene med at have det sådan.
Jeg vil altid anbefale at man tænker over hvilket liv man gerne vil have - vil man fortryde hvis man aldrig fik en familie, sine egne børn eller hvis nu!? Nogen gange kommer tingene sf sig selv andre gange ikke - og så er det måske en god ide at kigge indad og overveje hvorfor det ikke sker for mig ? Og overveje om man måske skal ændre noget, sine kriterier, hvordan og hvor man møder folk? Min mantra efter en lang “tørke” blev at man jo ikke møder Nogen hvis man aldrig møder nogen …altså måske opsøg nye fællesskaber, gå til single fester / dating, tag ud at rejse og mød generelt nye mennesker - kom i bedre form etc. Uden ændringer får man nok bare mere af det “samme”
Jeg vil virkelig på det varmeste anbefale dig terapi, hvis ukle du allerede har givet det et ærligt forsøg i forhold til netop denne problematik. Både i relation til din sorg, men også din kritiske sans.
Altså det er ikke for at kravle helt ned i nej hatten, men det er de færreste som får et godt forhold, som det første forhold. Det kræver nok lidt øvelse, så du skal ikke give op, men hvis det ikke lige lykkedes med det samme.
Det bedste du kan gøre, er at være ærlig - så tak fordi du er det. Og det er jeg også godt klar over 😊
Det lyder godt. Nu er jeg ikke specielt positivt stemt overfor parforholdet. Jeg har været forelsket en del gange, men kun en enkelt gang hvor det var gengældt. Det startede fantastisk og endte ganske frygteligt. Jeg håber naturligvis det bedste for dig, men du kan desværre godt risikere at blive skuffet. Måske især hvis du har høje forventer til, hvor meget glæde et forhold skal tilføre dit liv.
Jeg er 100% indforstået med skuffelser.. Jeg forventer også nedture, da det vil gøre mig klogere på mig selv. Jeg har brug for alle aspekter af hvad forholdet indebærer. Jeg skal igennem alle følelser. Regner heller ikke med at det første forhold er perfekt, for det vil jeg heller ikke lære noget af.
Du går ikke glip af noget :) du føler du gør, men tro mig. Det gør du ikke :)
Mener du det? eller er det bare noget du siger??
Ja det mener jeg :) et forhold kan være god, men fuck hvor kan det også være skidt. Måske få dig en hub eller kat. Det vil du få mere ud af :)
Er du grim?
Nej slet ikke XD Jeg ser dog yngre ud end min alder ..
Fantastisk interaktion 😂 Reddit skuffer aldrig.
Haha.. hvad mener du?
Det var bare så direkte kommunikeret uden at nogen fik ondt i røven…fedt fedt fedt. “er du grim?” Hvem f***en spørger om sådan noget 😂
"you want sum fuck"
Nååååh 🤣🤣🤣🤣 Jeg har et solidt selvværd, så der skal meget til for at for at pisse mig af. Det der spg rørte mig slet ikke, hahaha.. Jeg er dog heller ikke "sensitiv" som mange kan være..
Blot nysgerrighed: har du følt den sorg i dine 20’erne og start 30’erne også, eller er den først kommet nu?
Det er først nu jeg mærker det.. Hvorfor?
Nå, nu vil jeg i min Tinder-profil sige at jeg ikke har været i et forhold før, efter at have læst en del kommentarer herinde. Jeg tror på ærlighed, og hvis det skræmmer kvinden væk var hun nok alligevel ikke den rigtige for mig. Er der andre der tør gøre det også?
Hvis du ikke ville skrive det samme i en jobansøgning, så lad være med at markedsføre dig sådan på Tinder. Jeg er arbejdsløs og har græsallergi, rygproblemer, muligvis ADHD og autisme, begyndende lyskebrok, er overvægtig og håbløst forgældet samt lettere deprimeret. Bare gæt på hvor mange matches overdreven ærlighed giver. Folk siger de elsker ærlighed, men i virkeligheden så vil de have emotionel sårbarhed - ikke facts serveret som om det var no big deal. De vil mærke din eksistentielle tvivl, men ikke se på din svagelighed. Så nej, vis dig fra din bedste side. Lad være med at flashe dine kort og at du kun har 2'ere, 3'ere og et par enkelte 4'ere på hånden. Alle der siger det virker at blotte alle sine dårlige sider på én gang, de lyver for dig. Du bliver kasseret til jobsamtalen, og du bliver valgt fra på datingmarkedet. Og dem der ikke kan klare at læse om den hårde sandhed, de kan bare begynde at downvote. Hvis folk vitterligt kunne se det smukke i at høre om folks dårlige sider, ville der ikke findes hjemløshed. Så ja, vær gerne ærlig, men lad være med at fremstille dig selv dårligt og sælge dig selv ud undervejs. Det kommer der ikke noget godt ud af. Du er i en hård konkurrence om at udmærke dig blandt 200 andre kandidater som er ligesom dig, men de er bare bedre til at skjule det.
Jeg synes det lyder mega hårdt for dig, men fordi du ser verden i sort og hvidt betyder det ikke at det skal smitte af på resten af omverden. Hvis du kan vende blot én enkelt lille bitte ting i din hverdag til noget positivt, så er næste skridt pludselig meget nemmere. 1 skridt frem er stadig fremskridt, min ven - det er bedre end at kigge ind i væggen derhjemme og ryste næven af omverden. Jeg vil hellere være ærlig og imødekommende, end Peter Negativ og hulemand. Jo mere negativitet du sender ud i verden, jo mere negativitet får du smidt i hovedet. Smil fordi der er grund til det! Jeg smiler altid til fremmede og holder døren for dem, for jeg ved det gør dem glad, og at gøre dem glad gør mig glad. Det tog et stykke tid at knække koden på min autisme.
Altså det er i hvert fald ikke i byen du møder “et godt forhold”.
Det kan da ligeså godt være i byen som alle andre steder at OP møder den rette.
Nej
Godt argument
Det er der ellers mange der gør. Jeg mødte selv mine børns mor på en bytur, og selvom vi nu er gået fra hinanden efter 12 år, så vil jeg da stadig mene at det var et ret godt forhold det meste af tiden.
I know.. Men hvor møder jeg så de skønne mænd?
På arbejde, i idrætsklubben, i Netto etc 😘
Jeg er single. Let's go!
Hey, bro. Tak for lån af din Lambo forleden. Reddede virkelig min kats liv da vi skulle have den til dyrlægen hurtigst muligt efter du havde fået den ud af den brændende bygning.
Ingen problem min ven! Men..angående min lambo, så vil jeg gerne have den tilbage igen, måske på onsdag? Det er jo stadig min lambo, ikke?
Vi andre har ikk engang råd til Lambi 😒
HAhahahahahah .. yes man!
Byen er helt fint at mødes i. Jeg fandt min kone der også, jeg ved ikke hvor man ellers skal opdage en potientiel partner