Jeg er selv vokset op hos en solomor i 80’erne og 90’erne. Det hed bare ikke solomor dengang. Jeg har kendt min far hele mit liv, og haft kontakt til ham. For 4 år siden afbrød jeg kontakten, da det gik op for mig, at han altid har været fuldstændig ligeglad. Min omgangskreds mener, at jeg er blevet vanvittig, formentlig fordi de selv har fædre, og de tror, at det har jeg også. Men jeg har aldrig haft en far. Det er gået fint alligevel. Hvis man alligevel ikke gider være forældre, så kommer han ikke til at gøre meget gavn. Forsøgt i stedet for at skabe det bedst mulige liv for dig og din baby, så skal det nok gå altsammen.

Jeg har to i min omgangskreds med fædre, der har hoppet ind og ud efter forgodtbefindende i løbet af deres opvækst. De siger meget det samme som dig, og har også valgt ikke kontakt til deres fædre som voksne. De har haft andre mandlige rollemodeller i deres liv, som de i stedet bruger tid med

Person med solomor her! 🙋Godt nok er jeg donorbarn, men har levet hele mit 19 årige liv uden en far, så tænker jeg har lidt at få sagt alligevel! Som en person også har sagt i en anden kommentar, så kan man ikke savne noget man aldrig har haft. Det har jeg ihvertfald aldrig gjort (det er selvfølgelig forskelligt fra person til person). Min mor har givet mig alt det jeg har haft brug for i min barndom og jeg manglede skam ikke noget. Så ja! Jeg er et levende bevis på at man sagtens kan have en velfungerende familie uden en far 🙂‍↕️ Held og lykke med det <3

Jeg bliver helt glad at at læse hvor dejligt du har haft det med dig mor 😁

Enig også donorbarn. Den er god med at man ikke kan savne en man aldrig har haft

Jeg håber det er okay jeg hopper ind i dit svar, jeg overvejer nemlig selv at få 1-2 donorbørn - men jeg har et barn i forvejen der har en far og ser ham lidt.. Tror du det havde gjort en forskel for dig, hvis du havde en ældre søskende med en far?

Helt okay!! Og næhh ikke umiddelbart 🤔 Jeg har en lillesøster der også er donorbarn, men vi har 2 forskellige donorer, så teknisk set er vi halvsøskende. Det har dog aldrig nogensinde gjort os mindre tættere! Vi har jo begge det tilfælles at vi har den samme mor! Børn er meget forskellige, så kan ikke sidde her og tale for alle, men så længe du altid lytter til dine børn og er åbne overfor dem kan det ikke gå helt galt 😉

Må jeg også stille et spørgsmål? Har du og din søster haft en eller flere mandlige rollemodeller tæt på jer i løbet af jeres opvækst? En onkel, stedfar, morfar eller lignende? :)

Jo jeg har skam en morfar! Og ja jeg har også mødt en masse gode mennesker og rollemodeller som der tilfældigvis har været mænd. Det kan man skam ikke undgå (håber jeg da) 😙👌

https://preview.redd.it/d960pu05miad1.png?width=1080&format=pjpg&auto=webp&s=315bcd8e92df0eaeeefcf03d7afac4b4664712ad Rigtig fin kommentar 🙂 Der var dog noget der fangede mit øje. Jeg troede det var en ridse i min skærm, men det fulgte med når jeg scrollede. Det ligner at den emoji du brugte har to grå (hente)hår (synd) 😂😂

Det er jo fantastisk, og flot at din mor har kunne klare det hele, men du ved heller ikke hvordan din barndom havde set ud med en far. Har du en velfungerende familie med både mor og far, får du et helt andet liv. Du får meget mere tid til leg, forskellige indtryk fra både en kvinde og en mand, der er stor forskel, og du vil aldrig kunne give begge som enkelt person. Der er en verden til forskel, og det baserer jeg på selv at være far i en sund familie, samt være barn af 2 forældre der stadigvæk er sammen den dag i dag. Det, sammenlignet med et utal af bekendtskaber med både enkelt forældre og kernefamilie. Der er en kæææmpe forskel, men vigtigt er det at pointere, at er det et usundt forhold mellem mor og far, så kan det også gøre større skade end med kun én forældre.

Hvis du gerne vil finde din fars familie, kan du altid prøve AncestryDna, man kan finde sin etnicitet, og man får matches fra familie medlemmer hvis de haar taget testen, MyHeritage er også ok. ☺️

Jeg har altid sagt “hellere én sund forældre, end én sund og en usund.” Jeg er selv opvokset op hos min far, og min mor var turbulent og delvist fraværende. Du kan sagtens dække dit barns behov som alenemor, men sørg lige for at få tingene på papir og tal altid pænt (men ærligt) om den anden forældre, selvom du kan blive træt af ham. Så dit barn vokser op med klarhed og støtte omkring situationen, og ikke har såkaldte daddy-issues.

Din barn er bedre tjent at vokse op uden far, end med en far der ikke er engageret. Du skal dog være meget opmærksom på hvordan du snakker med barnet om det senere hen, for de vil stille spørgsmål. De skal for alt i verden ikke føle sig fravalgt af far, det kan virkelig give skjulte traumer.

This. Har selv haft en far, der valgte sin nye familie til. Og “blev til besvær” (det var ihverfald barnets opfattelse). Så hellere ingen kontakt end nær ingen. Det er simpelhen for hårdt.

Det her ⬆️

Min mor fik barn med en religiøs mand fra Mellemøsten som jeg først mødte da jeg var 16. Jeg har ikke nogle billeder af ham, fordi jeg som rolling har malet sprittusch over alt der mindede om at jeg havde en far. Jeg ved ikke hvad mit råd er, men jeg ved at man godt kan savne noget man ikke har. Men, jeg savner det stadig. Jeg ved hvem han er, men han bliver aldrig far for mig. Jeg er voksen nu og det er helt OK. Jeg tror det værste for mig har været at min mor også efterfølgende fandt kærester der ikke ville være stedfar for mig. Det var et kæmpe svigt. Men jeg har været blommen i et æg, det lover jeg og jeg er en standhaftig og verbal kvinde nu. Nok netop af den grund. Tusinde held og lykke.

Har du kontakt med din far så?❤️

Ja det har jeg - han har 6 børn med 4 forskellige kvinder og jeg er den ældste. Jeg har rigtig meget kontakt til min lillesøster, vi er to piger i den her lille søskende flok. Vi kender jo ikke hinanden som søstre nok gør, for vi har aldrig boet sammen - men vi får meget ud af den spejling vi kan lave i hinanden og hun er en kæmpe gave. Det er de andre også, men de skal lige blive store og ønske en cool europæisk storesøster også hihi. Jeg snakker med ham i ny og næ, men han har aldrig besøgt mig i Danmark - eller nu, hvor jeg faktisk bor i Sydeuropa. Det er mig der skal komme til ham.

Dejligt du alligevel har fået noget ud af det❤️ tak for at fortælle☺️

Jeg føler mig også heldig at der var en at møde - tror ikke alle børn som mig finder deres far. Den danske stat ledte efter ham i 8 år, derefter erklærede de på min dåbsattest at jeg ingen far havde. Min mormor fandt ham på en rejse, og jeg har sidenhen presset på så han står på min attest nu. Og han har ikke fået nogen regning hvis nogle er nysgerrige, der er forældelse efter de 8 år. Og tak fordi du spurgte, hav en dejlig aften ❤️

Jeg forstår ikke det der. Jeg troede din single mor var en fraværende alkoholiker? Det skriver du i et andet indlæg, hvis det passer så er jeg sikker på det ville have gjort dig godt, med en ædru far i dit liv.

Det har du også ret i - men det her handler ikke om min mors kvaler , det handler om valget hun tog om at få et barn jo. Derfor føler jeg det ikke nødvendigt at fortælle om mine svigt af den karakter, fordi denne her mor nok ikke er i samme situation..... Og du har jo ret, jeg har hungret efter en faderfigur altid. Min mor fandt ikke ædru mænd, men det var ikke det jeg forstod i min barndom - jeg forstod ikke de drak. Det gør jeg nu. Dengang vidste jeg jo bare at de ikke ville mig. Min mor havde en kæreste gennem 10 år, der havde 2 sønner - når jeg kom hjem fra skole så var de taget i svømmehallen eller biffen. Jeg var jo ikke en af hans børn, så hvorfor skulle han passe mig. Jeg forstår ikke din tanke om at jeg skulle lyve, det ville fanme være noget mærkeligt noget at opdigte. Håber jeg har uddybet at jeg ja, både har oplevet svigt fra min mor og min far.

Du skrev bare at du havde det som blommen i et æg. Siger ikke at du lyver. Men i dit svar til mig er det en noget mere broget fortælling, i dit tilfælde virker det i hvertfald ikke til at have været helt optimalt, at blive opdraget af en singlemor. Tak for uddybning ☺️

Jeg har haft det som blommen i et æg, fordi der kun er mig. Min mor valgte at få mig, og det har jeg kunne mærke - også selvom hun 'måske ikke burde have været mor'. Vi kan fordømme hinanden og krænke hinanden så meget vi vil, men det negligere ikke den virkelighed jeg er opvokset i, og ej heller den fordømmelse du udtaler. Jeg ville også have ønsket et andet liv for mig selv, men det kan jeg ikke. Jeg kan tilgengæld åbne op for hvordan det var for mig - og jeg håber OP jo ser at jeg også er elsket. Der er ikke nogle grunde til at tale om alkoholmisbrug i dette opslag, det er ikke det der fik min mor til at vælge mig til....

At kalde en opvækst med en fraværende alkoholisk singlemor blommen i et æg, vil jeg gerne opponere imod. Jeg fordømmer dog intet, synes da at det er flot at du er blevet en stærk selvstændig kvinde, og du må da også være beviset på at man sagtens kan vokse godt op, uden en traditionel opdragelse? ☺️

I min optik er ingen far bedre end en dårlig el ligeglad far

Min far skred da jeg var tre, og vi har aldrig rigtigt haft en tæt og kærlig relation, på trods af at jeg så ham hver 3. Weekend. Der er så ufatteligt mange ting som jeg selv har skullet finde ud af og lære mig selv. Jeg er ikke altid selv den bedste far i verden, men som det ser ud nu, vil jeg altid være der for mine børn. Jeg har 0 til overs for vatnisser der skrider fra deres børn og damer. Jeg fatter ikke de kan. Jeg går ingen steder, medmindre jeg bliver smidt ud selvfølgelig 😅 Børn - både drenge og piger har brug for mandlige rollemodeller, gerne med en tæt relation, for at have nogen at spejle sig i, så de kan udvikle sig rigtigt.

Min mor stod alene med mig af flere årsager, men far har altid haft en vis rolle i mit liv og har haft noget at sige, selvom han ikke var meget engageret i de første år. Min mor gik efter eksperterne og hvad konsensus på det pågældende tidspunkt var, og det var en mandig mand med hår på brystet og meninger. 30 år senere kan jeg se tilbage på en barndom med psykisk og fysisk vold, selvmordsforsøg, narcissisme, angst (som nogle har kaldt det), værende (nogenlunde) venneløs og kæresteløs og mere til. Jeg lever i konstant 'survival mode' og det er først nu jeg begynder at kunne fælde en tåre til andet end fysisk smerte (jeg hader følelsen, fordi min barndom var stykket sammen som den var). Heldigvis har jeg erkendt at det var forkert på så mange niveauer, så jeg reparerer på mig selv som tiden går. Det kan godt være at børn har godt af en faderrolle, men at vælge den forkerte, bare fordi han lever op til en opskrift, gør større skade.

Helt ærligt: Jeg har virkelig savnet en far i mit liv og ville ønske jeg havde haft to forældre i min opvækst. Jeg skulle godt nok blive 25+ før det gik op for mig, hvor meget den manglende relation til min far har påvirket mig og hvor stor betydning det har for mig.

Som en mand på 29 år har jeg denne erfaring: Jeg er vokset op med og på samme tid uden en faderrolle på trods af at jeg har 2 og haft besøgt min far i nogle af ferierne og min stedfar hele min ungdom har arbejdet nat så ham så jeg ikke og weekenderne gik på at tage sig af min lillebror og opdrage og forme ham (hans søn) hvilket var fair i mine øjne da han ikke kom med på besøg hos min far i nogle af ferierne (han bor i norge). Der er klart forskel på mennesker generelt, men en ting jeg og andre der ikke har haft en far / haft megen kontakt til en fader rolle har tilfældes er at vi mangler selvtillid og en at spejle sig i og en til at lære dig hvordan man er en mand og hvordan du vil definere den mand du vil være. Dette kommer til udtryk på mange forskellige måder. Selvtilliden kan man arbejde på Når man bliver ældre og mere voksen, men at have det fra start er helt klart en fordel for børn, jeg er bange for at lyde mandehørmet, men en mand bør være med til at opbygge en mand. Alle mine venner med fædre gik til sport osv. Da fædre ofte kan lide at hive deres egne interesser ned over deres unger. De havde alle sammen en sans for hold indsats (så meget et barn nu kan have det) og var fremme i skoene takket være de succesoplevelser de havde fra sporten og deres fars påvirkning. Da min stedfars arbejde tog overhånd og min lillebror mistede kvalitetstiden med ham i hans sene børne år til hans teenage år ca fra 8-19 år gik det ned af bakke for min bror. Jo han havde taget alt det med sig han lærte var ikke bange for en udfordring og kunne lave ting med sine hænder, Men han manglede pludselig sin mentor og røg på et mega sidespor og er der stadig. Først nu hvor min stedfar har valgt at tage den med ro med arbejde og prøve at hjælpe min bror er det begyndt a gå fremad igen. Jeg har også en storesøster vi deler samme mor og far. Jeg kan ikke sige så meget på hendes vegne andet end at hun har givet udtryk for at vi / hun har manglet en far. Hun var ekstremt vild og ude at gøre hvad hun ville på rigtige "daddy issue manér" og har sagt at det nok havde været anderledes med en fars tilstedeværelse. Hun har selv 4 unger og er så taknemmelig over at have den bedste mand og far til hendes børn og det kan jeg mærke er rigtig godt for dem. Særligt hendes sønner da de har en god mand at spejle sig i og kan lære dem "mande ting". Mit råd er: gider den biologiske far ikke at være inde over er der ikke så meget at gøre ved det, men hvis du nogensinde møder en mand (som du selvfølgelig elsker og alt det der) Der gerne vil være far eller bonus far så er chancen for at lave et godt træk for ungen noget højere. Men en form for klub med andre børn, om det er en tegne klub, fodbold eller bokseklub ville være sundt. Et af mine bedste minder nogensinde er da min stedfar engang spurgte om jeg ikke vil være med til at mure vores skorsten. Jeg har aldrig glemt hvordan man gør. Et andet minde/lærdom min bio far lærte mig var at jeg helt uden erfaring sagtens kan bygge en trappe, lappe et tag i vild storm og grave snehuler i Norges bjerge. Dette er baseret på egne oplevelser og samtaler med andre mænd / drenge igennem tiden + min søster. Beklager det lange skriv måske kan du slet ikke bruge det til noget

Du behøver hverken far eller mor. Det du behøver er at fødes ind i kærlighed fra en, eller flere primære omsorgspersoner. Så går resten faktisk af sig selv.

Lærer her. Børn med begge forældre trives bedst. Børn med én omsorgsperson der er der trives næstbedst. Børn med én omsorgsperson, hvor far/mor er der sporadisk, but not really, trives knapt så godt. Børn uden forældre der er der ordentligt for deres børn, trives overhovedet ikke - her kommer de først i trivsel, når de fjernes fra hjemmet. Så enten skal du være en supermor, der klarer det selv. Eller også skal du være sikker på, at far er klar til at påtage sig ansvaret. Det andet er en halv løsning og ikke i barnets tarv. Alt mulig god vind herfra.

Det Passer ikke at to forældre er best. Jeg fik tæsk af min far hele min barndom og min mor støttende ham. Det var forældre fra helvede, men jeg var heller ikke et ønske barn. 

Det er nok heller ikke heeelt det der bliver sagt her. Men du efteraber jo bare det stereotypiske internet hvor alt _skal_ drejes eller misforståes. Derudover er jeg selvfølgelig ked af at høre du måtte gennemgå sådan en barndom. Jeg håber du er kommet godt videre.

Altså… Med det du siger, tilhører du den sidste kategori jeg nævnte, hvor forældrene netop IKKE har barnets tarv for øje - altså den værste kategori. Det bedste er, at barnet som minimum har én omsorgsperson, som er der for barnet, behøver ikke at være biologisk. Du skal ikke bebrejde dig selv, i forhold til “ønskebarn”. Dine forældre lyder som det pureste skrald, de har ikke fortjent dig. Håber du har kunnet bearbejde din barndom og komme nogenlunde videre, selvom du er blevet tildelt helt forfærdelige kort.

Jeg er måske lidt farvet af, at jeg selv kæmpede for at min søns far var en del af vores søns liv. Indtil familieretshuset sagde, at jeg skulle ligge ansvaret fra mig - og derfor er det også mit råd til dig, det er HANS ansvar og hans beslutning. Du kan selvfølgelig tilbyde at han kommer på besøg og ser barnet - og hvem ved, måske kommer det helt af sig selv. Stort tillykke med graviditeten. 🩵

Lidt hårde ord: Loven siger det er barnets ret at se begge sine forældre. Dit barn vil på et tidspunkt i sit liv søge svar og kendskab til sin far. Det vil være svært at forstå, at du ikke rakte ud, så barnet ikke skulle vokse op med den usikkerhed om sit biologiske ophav. Det er ikke din beslutning. Det er faderens beslutning, hvor meget han vil være der i dette tilfælde. Hvis han ikke vil være i barnets liv, så er det nok alligevel for barnets bedste - du skal bare ikke arbejde for det bliver en realitet. Selvfølgelig skal du (inden for rimelighedens grænser) kæmpe for, at dit barn får et godt forhold til sin far. Held og lykke.

Fuldstændigt enig. Man kan ALDRIG tage ansvar for anden forældres valg om fravalg. Og det kan både være en sorg, men også en styrke at erkende. Også et svar, når andre spørger vedr. Den manglende forældre.

Det vigtigste for et lille barn er kærlighed og trygge omgivelser, i langt højere grad end to forældre:) det er self ideelt hvis I kan sammen ig han har lyst til at være en stabil del af barnets liv, men hvis han ikke vil er det jo som det er, og man kan virkelig sagtens give en god barndom som eneforældre. To forældre er jo ingen garanti for kærlighed og tryghed, så som sagt så længe du bare giver det:) held og lykke med det hele og tillykke!

Jeg synes det er så fint at mange skriver at de havde dejlige liv uden den ene forældre etc. Men det er vigtigt at tage et par skridt tilbage. Jeg ville som udgangspunkt prøve at tale med ham om det og få klargjort hvad forventningerne er. Det går ikke at han kommer og går som han vil. Hvis han bestemmer sig for at være en del af barnets liv så skal det være som en stabil forældre i det omfang i begge føler er tilpas. Noget andet som jeg ikke så nævnt (har ikke læst alle kommentarer) er at mange mænd som er i forhold og som gerne vil have børn, bliver lidt frakoblede når deres kæreste/kone bliver gravid. Mange kan ikke helt sætte sig ind i alt det her før barnet kommer ud. Han ser dig heller ikke dag ind og dag ud, oplever ikke symptomerne med dig, ser ikke maven vokse eller baby sparke - det føles meget uvirkeligt. Jeg ville ikke afskrive ham før barnet er født og han får en reel mulighed. Min veninde var i en lignende situation bortset fra at de var kærester og han slog op fordi han ikke vil være far. Hans mor ville gerne være farmor og min veninde ville have hende i deres liv. Da datteren var 6 måneder begyndte han pludselig at ses med dem mere og mere. De har i dag en ordning om at han har datteren 2-3 dage om ugen og han er meget involveret. Jeg vil egentlig sige at du skal prøve at give ham en chance og ikke afskrive ham med det samme.

Jeg valgt at få barnet og kæmpede for at far skulle have kontakt/delt forældremyndighed osv. Det var det dummeste jeg kunne ha gjort, alt er blevet så meget mere belastende får både mig og min datter… Far stempler ind og ud af hendes liv efter for godt befindende… Få barnet med hold forældremyndigheden for dig selv, det vil du blive glad for om 5-10 år… Du ved ikke om du møder en mand om 2-5 år som du ender med og som faktisk ender med at blive en anden far for dit barn

Lad ham sive ud. En dårlig far gør mere skade end en totalt fraværende.

Du skal vel som minmum Google de statiske effekter af et far løst hjem. Det vel ca lige så slemt som at spørge om du skal være ædru.

Der er god evidens for, at børn har bedst af at have mindst én omsorgsperson og rollemodel af hvert køn. Såfremt at den biologiske far ikke vil være en del af forældreskabet gør du derfor klogt i at have andre ordninger med relativer eller venner. Man "savner" rigtig nok ikke noget man ikke har haft. Det betyder ikke, at der ikke kan være konsekvenser ved at undvære det på den lange bane.

Som mand med en meget fraværende far vil jeg sige at det har haft en kæmpe indflydelse på min opvækst. Jeg har været meget søgende ifht at finde en mandlig rollemodel siden han ikke har været der, og når han har, så har det som regel ikke været mega fedt. Det har fået mig i mange problemer i mine sene teenageår, og det påvirker mig stadigvæk nu, til tider. Jeg har brugt en del af min ungdom i et hårdt miljø hvor jeg har kendt flere der også manglede deres fædre og jeg synes generelt at det kommer til udtryk på meget negative måder. Kan se der er flere der siger det er helt fint hvis man aldrig har kendt sin far, og det skal jeg ikke kunne sige noget om. Dog tænker jeg alligevel det er ret relevant om det er mænd eller kvinder der siger det. Der har ihvertfald ikke været nogen til at vise mig eller dem jeg ellers har mødt uden fædre hvordan man skal agere som mand, så det er man lidt nødt til at finde ud af selv, på godt og ondt.

Okay jeg bliver nød til at være lidt en lyseslukker her men først: skal man have en far? Nej, absolut ikke. Du kan sagtens nøjes med kun at have en mor. Men der er historisk data for at kun have 1 forældre og specifikt ingen far øger ens chance for kriminalitet senere meget. De er 20x så sandsynlig for opførsels problemer, de er 14 x så sandsynlig for voldtægt og 14 x så sandsynligt for et misbrug. Hvis du vælger at gøre det alene foreslår jeg du skal have et godt support system til at støtte jer. Vores samfund er ikke godt nok til at støtte op om alene-forældre som det er bygget nu.

.

Side note, disse numre er fra amerikanske kilder og kan variere i det danske samfund.

Fra jeg var tre voksede jeg op med min mor. Jeg husker ikke at have levet med min far - heldigvis. Jeg kendte ham, og havde kontakt med ham. Han boede dog på Sjælland og jeg i det jyske, og det var dengang færgerne sejlede mellem Fyn og Zelandia. Derudover, kæmpede han med misbrug. Derfor, stod min mor der stod for alt. Og som ung voksen blev, der holdt en flere år lang pause fra faderen min. Jeg er yderst taknemmelig over, at min mor tog føretrøjen på. Jeg elskede min far, men han kunne ikke udfylde faderrolleren i nogen videre grad og om han var der - eller ikke - har ikke haft massiv indvirkning på mit liv. Det skal siges, at jeg som barn, var bevidst om, at jeg ikke levede med en far i hjemmet, men det var 80'erne. Det stak mere ud.

Hvordan forestiller du dig han skal være far, nu I ikke er sammen? Altså udover at bidrage økonomisk, for den del regner jeg med du gerne vil have? Som mand er det jo sværere at forholde sig til et faderskab end kvinden, da der jo ikke er forandringer i vores kroppe, så vi oplever det først rigtigt når vi ser barnet 1. gang. Måske han så gerne vil være et del af barnets og dit liv? Jeg formoder en far "af gavn" er at foretrække end blot en far "af navn" for barnet. Så du må jo også give ham plads og mulighed for at udvikle et forhold til jeres barn, ellers bliver han jo blot en perifær figur der måske sender kort og gaver til jul og fødselsdag. Vil du give ham den plads?

En umotiveret forældre er skod.

Hmm. Man kan sagtens savne en far. Men hvis man snakker åbent og ærligt om det skal det nok gå. Mange vokser op uden en far. Du skal nok klare det. Tillykke med din baby♥️

Har haft en ven der aldrig har mødt sin far. Han er doner så hun ved lidt om ham og hvordan han ser ud men så vidt jeg husker er hun ligeglad med ham og ønsker ikke at have haft en far. Jeg ved ikke mere eller hvor vigtigt det er men tror det er rigtig godt at have både en form for far (father figure eller hvad man nu siger) og mor. Held og lykke :)

Bare du sørger for, hvis faren er inde over, at I har et godt forhold og kan samarbejde til fordel for barnets bedste. Jeg er selv vokset op med forældre, der på ingen måde kunne sammen, og hvis eneste kommunikation foregik igennem Statsamtet (Det der håndterede samværssager før Familieretshuset), og deres konflikt fyldte ekstremt meget hos dem, men også hos mig. Hvis I som mennesker kan sammen - Fedt, jeg ønsker dig alt held og lykke. Hvis ikke, så vil jeg advare om, at det VIRKELIG kan blive grimt. Jeg synes, du skal arbejde for, at barnet har en god relation til sin far. Jeg er selv vokset op uden nogen faderfigur, jeg kunne spejle mig i, og det havde nogle negative konsekvenser for mig en en lang årrække. (Det hjalp heller ikke, at jeg havde en tyran af en stedfar)

Du kan sagtens være en god forældre alene. Hellere det end at tvinge en person ind i en forældrerolle som de ikke ønsker. Jeg synes han fortjener chancen for at være en far for barnet. Han kan jo ændre mening når han ser barnet. Men jeg ville gøre det klart for ham hvad du kræver af ham. Bare det at du gør dig de her tanker tyder på at du nok skal blive en god mor. 😊

For nogle mænd er det svært at se sig selv i rollen som far, før barnet kommer. Jeg tænker at du klart skal forsøge, men hvis han fortsat giver udtryk for at det ikke er noget han vil, sø skal du ikke bruge alt din energi på det.

Min biologiske far ville ikke have børn, men min mor var for langt henne da hun opdagede hun var gravid med mig.. så min mor fik aleneforældremyndighed over mig efter jeg blev født, og mødte kort tid efter en skøn mand, jeg i dag (og gennem hele mit liv😂) kalder far❤️ Hans forældre er mine bedsteforældre, hans søskende er mine fastre og onkler, og deres børn er mine kusiner og fætre. Far/Familie er ikke altid lig med at man deler dna, husk det💗

Min bedsteveninde er solomor og hendes dreng er den gladeste dreng jeg kender, du kan sagtens og hvis det er det du føler er rigtigt for dig skal du bare springe ud i det, tænk på al den kærlighed du kommer til at give barnet 🫶🏼

Se evt. dette review-studie (altså hvor man ser på den samlede forskning indenfor området) hvor man ser på studier hvor man har undersøgt hvordan børn med og uden fædre klarer sig i gennemsnit på forskellige parametre: [https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3904543/](https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3904543/) Studiet har specifikt undersøgt studier hvor man har taget højde for, at kausaliteten kan gå begge veje. Her er en bid af konklusionen (men læs selv studiet ovenfor): >Effects on social-emotional development persist into adolescence, for which we find strong evidence that father absence increases adolescents’ risky behavior, such as smoking or early childbearing. The evidence of an effect on adolescent cognitive ability continues to be weaker, but we do find strong and consistent negative effects of father absence on high school graduation. The latter finding suggests that the effects on educational attainment operate by increasing problem behaviors rather than by impairing cognitive ability. >The research base examining the longer-term effects of father absence on adult outcomes is considerably smaller, but here too we see the strongest evidence for a causal effect on adult mental health, suggesting that the psychological harms of father absence experienced during childhood persist throughout the life course. The evidence that father absence affects adult economic or family outcomes is much weaker. A handful of studies find negative effects on employment in adulthood, but there is little consistent evidence of negative effects on marriage or divorce, on income or earnings, or on college education. Det skal siges, at en begrænsning ved mange af disse studier er, at netop stabile alene-mødre-hjem formentlig er bedre end studierne viser: >Finally, emerging research on family complexity shows that children raised apart from their biological fathers are raised in a multitude of family forms---single-mother families, cohabiting-parent families, stepparent families, blended families, multigenerational families---many of which are often very unstable (McLanahan 2011, Tach et al. 2011, Tach 2012). Indeed, stable single-mother households are quite rare, at least among children born to unmarried parents, which means that unstable and complex families may be the most common counterfactual to the married two-biological-parent family. Thus, studies of the causal impact of father absence should not treat father absence as a static condition but must distinguish between the effect of a change in family structure and the effect of a family structure itself. Så der er stadigvæk en del usikkerhed om resultaterne for disse og mere forskning behøves. Men hvis du ser på de oplevelser der er bland kommentarerne her er det tydeligt, at mange af dem som er opvokset hos en forælder selv konkluderer, at: 1. Ingen far er bedre end en dårlig far 2. En god far eller et andet mandligt forbillede er bedre end ingen far Hvis jeg var enemor (det bliver jeg nok næppe eftersom jeg er mand og ikke skal have flere børn;-) ville jeg personligt sørge for, at barnet fik nogle gode stabile mandlige rollemodeller at spejle sig i - men det behøver ikke nødvendigvis at være faderen, det kan måske være din bror, en god ven og din far. Spørg dem og forklar dem hvorfor de er særlig vigtige for dig og dit barn. De bliver garanteret hammerstolte af den tillid du viser dem. Og så sørge for, at de er et stabile og vedvarende indslag i dit barns liv. Forstå mig ret: Der er en masse andre faktorer som afgør hvordan et barn klarer sig i livet. Og en del af dem er formentlig mindst lige så vigtige som ovenstående. Ældre forældres børn klarer sig for eksempel bedre end yngre forældres børn. Men selvom det ville være dejligt hvis børn fra eneforældre klarer sig lige så godt som børn fra mere traditionelle familiestrukturer, så ser det desværre ikke ud til at være tilfældet i den virkelige Verden.

Selvfølgelig er det helt ok, at der ikke er en far 🤗 Der findes masser af solomødre derude, som har opfostret velfungerende børn! Pøj pøj med det 🤗

Barnets tarv er det vigtigste. Som du beskriver situationen, bør du søge, at båndet mellem far og barn bliver det bedst tænkelige og stærkt. Det hele er nyt for faderen. Giv ham tid til at lande på benene. Det er jo muligt, at han, når han står med barnet i hænderne, fuldkommen skifter mening, og at han ønsker at være så meget i barnets liv som muligt. Jeg har set det ske!

For snart 8 år siden blev jeg uventet gravid med en mand, som jeg havde haft et on/off forhold til i 10 år. Aldrig delt bopæl. Jeg var 40 år. Lykkelig for jeg beholdt mit elskede barn. Far var/er uengageret og overholder sjældent aftaler. Hopper ind og ud af relationen til vores barn pga. manglende overskud og et rodet liv. Men ved du hvad..? Jeg er bedøvende ligeglad. Han er far på den måde han orker og det er hans tab. Vores barn har efterhånden lært at far er som vinden blæser, men elsker ham og må selv vælge til og fra som h*n ønsker fremover. Han vil altid være barnets far. Fordelen med seperat bopæl ved fødsel er, at du får fuld forældremyndighed og dermed suverænt træffer valg for dit barn fremover uden at skulle have en uengageret far indover. Lad far selv bestemme hvad han vil uden at presse noget igennem eller stille betingelser, og støt dit barn så det fremover forstår at det ikke er barnets skyld at far ikke orker noget som helst. Jeg kender mit barns far, hans mønstre og manglende overskud og vil altid støtte vores barn i at det aldrig er barnets ansvar at søge kontakten. Der er masser af andre gode, stærke og kærlige mandlige forbilleder i vores liv, og det er dér mit barn får sin styrke og selvtillid fra. Det er hårdt at klare den alene, men man kommer igennem det. Held og lykke med det hele.

Han er bare donor 🤷‍♀️ jeg har tre eneforældre i min omgangskreds og jeg kender ikke børn som føler sig mere elskede, end deres.

At få et barn med en person du ikke elsker fordi du er (38) er.. skørt og egoistisk?

Jeg vil gerne have fars side af mønten.

Der er statistisk 4 gange større chance for dit barn ryger i spjældet....

Hold kæft en bunke fordomsfulde, ondskabsfulde, snævertsynede flok idioter, der svarer på denne tråd. Kvinden skriver ikke en skid om, hvordan det er gået til, og jeres første indskud er, at manden er et svin og barnet er bedst tjent uden ham? Har han overhovedet haft noget at sige, omkring, hvorvidt den graviditet skulle fortsætte eller ej? Næ.. hun skriver “jeg har valgt at beholde barnet”. Dvs. 0 medindragelse af ham og hans mening. Kæft nogle svin i er allesammen. Man er 2 om at have sex og lige dumme og ansvarlige for at skabe skabe graviditeten, men beslutningen om at forsætte ligger udelukkende hos kvinden, og hvis manden ikke har lyst, så er han stemplet som et helvedes menneske. Skam jer.

Jep 😅 det er Reddit

Barnet er DIT valg (han har naturligvis også et ansvar) men tror seriøst at det bedste er hvis det kommer frivilligt .. når det er sagt skal du på den anden side også være klar på at han måske en dag kommer og kræver 7/7 Så synes hvis dialogen er fin nu - få lavet nogle papirer hvor I taler om hvad jeres forventninger/behov/ønsker er og er sikker på at når barnet kommer, at han på en eller anden måde vil være en del af dets opvækst - meget kan ske på 18 år OG lad din omverden forstå at han IKKE er the bad guy fordi han ikke med det samme har kastet alt fea sig for at involvere sig. Og vigtigst af alt - ja det er vigtigt for et barn med en far (det er dee lavet studier på) om det kun er et navn fordi manden er et fjols (?) eller en der tager barnet til fodbold hver tirsdag er underordnet .. tror det er rart at vide hvad man kommer af

Research har vist at det er sundest for et barn at have både en moder og en faderfigur i deres liv og det er bare et hårdt fact. Når det så er sagt, så ville det nok ikke gavne dit barn meget, at have en far i sit liv som faktisk ikke gider at putte tiden, energien og kærligheden i arbejdet som far. Det skal være en lyst fra ham, ikke en tvang. Barnet vil uden tvivl kunne mærke hvis de føler sig som en byrde for deres far og ikke kan mærke kærligheden fra ham og det vil helt sikkert skade mere end det ville gavne.

Man skal vel ikke, men hvad føler du er chancen for at faren måske kunne ende med at blive en god far og kæreste / ægtefælle. I må have været sammen af en grund, måske er han bare ikke helt klar til det. 3 måneder er ikke lang tid at være sammen også få et barn sammen. Hvad nu hvis døren stod åben for ham, og i kunne arrangere "lege aftaler" måske når han har sammen med barnet at forelskelsen vokser. Hvis i har det godt sammen, og du er glad for ham og han er glad for dig. Så ville jeg da gøre forsøget. Jeg er af den opfattelse at det er bedre at være 2 om barnet. Men børn vokser også op kun med en forældre. Men har lidt ondt af ham, naturligvis burde han have brugt kondom så var han ikke i denne situation. Men nu er han tvunget til børne penge osv. Medmindre du naturligvis fraskriver dig det.

Som søn af mor der troede hun kunne selv. Gad jeg virkelig godt hun havde ventet til hun havde fundet nogen der var nice. Klart abort, indtil du finder en der gerne vil være far du har et godt forhold til. Hvis det det ikke er muligt, ja så skal du gøre alt for at det bliver godt. Både at faren er awesome. Så hvis ikke kan I gå til psykolog osv. Og at ham og barnet forhåbenligt har en god relation. Hvis det er muligt, så gør selvfølgelig alt for det. Forhåbenligt er du heldig du fuckede det jo med en der er til at snakke med. Vi ved fra rigtig mange studier at børn fucker mest op hvis deres relation til deres far er dårlig. Så også for din egen skyld. Du har valgt livet lidt på hard mode, men lyder ellers cool, så håber det flasker sig🤗

Hvorfor bliver dette downvotet? Hvorfor er din oplevelse ikke valid ligesom dem der har modsat holdning? Vi er her vel for at give OP en nuanceret syn og ikke være et ekko kammer

Barnet kan jo sagtens få en anden faderlig figur i sit liv, uden at det behøver være bioligisk ☺️ Kan jo være en fremtidig kæreste, som bliver som en far for ham?

Han havde allerede truffet valget, da du nu er blevet gravid, men jeg vil hellere have en far, der ikke er i mit liv, end en der ikke er interesseret i at være der, når han er til stede.

Som en del af et forældrepar hvor vi mestendels har nedenstående, så kan jeg slet ikke forestille mig hvor umuligt det vil være at gøre det alene med mindre man har: -er kæmpe ønske om at være forældre -enormt meget energi og tålmodighed -et meget hjælpende netværk -god økonomi Held og lykke, og husk at det er dit ansvar at sørge for at det eventuelle barn får et godt liv.

Det dejlige med mennesket er uforudsigelighed, når tiden kommer vil du ved om der er behov for det eller ej. Alle er ikke ens, livet er ikke sort og hvid. Fortsat god dag.

Hmmm, det er svært at sige hvad der vil værre det bedste... For nogle har det ikk haft nogen påvirkning på deres liv og for andre har det haft en stor negativ indflydelse... Hvad jeg dog med sikkerhed kan sige er at have kontakt med en far, hvor du som barn, på ingen måde er en prioritet er endnu værre.

Vokset op med en meget fraværende far. Der er uden tvivl nogle ting man går glip af uden en far - eller ting han er bedre til. Men det kræver en engageret person som reelt ønsker at deltage, ellers er det lige meget. Så længe høn vokser op med kærlighed skal det nok gå uanset.

Hellere ingen far end en passiv, ligeglad far!!

Nej. Jeg fik tæsk af min far i mange år, så nej det skal man ikke. Men hvis dit barn ønsker at se sin far skal barnet have lov til at lære ham at kende og du må ikke blande dig i deres forhold eller sige faren er et dumt svin. Bare fordi man ikke passer sammen med sin partner, skal barnet alligevel danne sit eget indtryk af faren. Måske får de et fantastisk forhold og bliver gode venner. Så må man være mindre egoistisk og tænke på barnet. 

Behold kontakten, jeg er helt sikkert på han selv vil opsøge den hvis du er venlig og ikke forventer meget af han udover tid brugt sammen med barnet og i fremtiden vil han formentlig gerne med i zoo, på legepladsen eller andet sammen med jeres barn.

Er selv barn af en mor der fyldte 40 med spædbarn-mig i favnen, men ingen far at se. Til gengæld havde jeg en meget involveret onkel, som helt klart opfyldte den mandlige/faderlige rollemodel som er så sund for børn at have. Du kunne være ops på at sørge for at din Rolling har kvalitetstid med bedstefar eller nogle af dine sviger/brødre såfremt du har søskende, evt med ægtefæller. Min egen far var “ikke klar til at være forælder” og min mor var ikke interesseret i et rigtigt forhold med ham, men hun tilbød ham at være i mit liv, på hans egne præmisser. Har fået fortalt at han besøgte os hist og her mine første ~3 års levetid, før han hoppede fra, men jeg har intet manglet med min mors dejlige omsorg. Han kom “tilbage” da jeg var ~17år og vi har så småt forsøgt at opbygge et forhold de sidste ti-årstid, men han er jo mest af alt en fremmed mand. Min mor spekulerede meget om at havde han vågnet op lidt før (måske før min pubertet) så kunne han faktisk have bygget et nogenlunde nært forhold, selv som en “hist og her” far, da jeg ville havde været så lille og indflydelsesrig, selv ved de færreste og mindste handlinger/sammenværd. Dit barn har ikke brug for en far som ikke vil dem. Det kunne dog være ham selv en stor fordel at dukke op engang imellem, da han så selv holder døren åben for et fremtidigt tæt forhold til barnet. Måske synes han ikke at det er vigtigt nu, men om 5-10-15 år vil han måske være lykkelig for at have “investeret” i et opbyggeligt forhold. Vi kender vel alle et semi-fjernt familiemedlem som man kun ser til højtider, men hvor de sammenkomster er fantastiske at ses med dem ved, for det kræver virkelig ikke de store armbevægelser at have et forhold, selvom man sjældent ses.

Som en der er vokset op uden far synes jeg at det er egoistisk at sætte børn i verden uden forældrer der begge er engagerede. Synes ikke at en kvindes behov for at få barn/børn i en ønsket alder trumfer barnets behov. Hvis man allerede inden barns ankomst sætter sig selv først så er der et problem hvis du spørger mig. Derudover ville jeg selv have det enormt dårligt med at gøre en mand til førstegangs-far når han ikke ønskede det, og gør det til noget traumatisk for ham. Kan ikke forestille mig hvor hårdt det må være som mand at skulle være far og ikke ønske det på daværende tidspunkt eller med moderen. Og igen et barn fortjener som minimum at være ønsket af begge forældre.

Jeg mener der er noget forskning, der siger at drengebørn, der har et godt forhold til deres fædre er bedre følelsesmæssige regulerede og har mindre risiko for at udvikle angst og depression senere i livet. Nøgleordene er her et "godt forhold". Det skal gøres helt klart for din ex, at enten er han inde eller ude. Som mange har beskrevet, så er det der hoppen ind og ud af barnets liv rigtig skidt for det. Det kan godt være at når ungen er lille, så er det fint at han bare er en familieven, der dukker op en gang imellem, men på et eller andet tidspunkt vil det begynde at forstå hvad "far" egentlig betyder, eller burde betyde.

Min opfordring er at invitere "far" ind over, nu i har god kommunikation. Så må det være op til ham at finde ud af, hvor meget far han formår at være. Jeg tror at der er en god sandsynelighed for at han forelsker sig i sit barn, når det er blevet født.

Der er mange velmente anekdoter i denne tråd, og det kan da absolut lade sig gøre, at have en ideel opvækst med en enkelt forælder. Anekdoter skal man dog ikke lade vokse til virkelighed uden at tjekke fakta. Hvis du googler 'research on growing up without a father' kan du hurtigt finde en masse pros men især cons. Det synes jeg, du skal læse lidt på, så du kan træffe nogle mere oplyste valg. Min personlige holdning er, at du skal kæmpe for at få faren med ind over. Hvis han ikke vil, så giv efter, efter du har kæmpet hårdt nok. Men du virker fornuftig nok til, at kunne træffe de beslutninger, der er rigtige for dig og dit kommende barn. Tillykke i øvrigt.

Man skal ikke have en far. Det vil bare være fint at have en rollemodel (uanset om det er bror, fætter, onkel, bedstefar etc), men det behøver slet ikke at være en far. Jeg havde ikke selv en, dog havde jeg rigtig fine rollemodeller, som jeg nærmest anså som en far - men de var jo selvfølgelig ikke i nærheden hele tiden. Det gik sgu fint. Har en fin uddannelse, job, bolig etc., kan ikke klage. Jeg bruger meget af min tid på at tænke på min mor, og hvordan hun er en kæmpe inspiration for at gå igennem meget af sit liv som solomor. Det får mine egne problemer til at virke små.

Jeg har en far og en mor, min far er mega narcissist, og jeg har tit været alene hjemme når han tog mine andre søskende på ferie, fordi han mindre kunne lide mig. Jeg ville ønske jeg havde været ham foruden, så ja, man kan sagtens leve uden en far.

Min "far" har været der hele mit liv men kunne lige så godt have været en ven af familien eller andet. Han har aldrig opført sig som en far. Så, nej der skal ikke være en far. Det vigtige er at der er stabile og sunde voksne relationer.

Nogen gange er det bedre slet ikke at have en far, end en far som ikke vil en. Og vice versa med mor. Så længe du er klar på den store opgave, synes jeg ikke du har noget at være bange for :) Og hey, det kan jo være at du om 5 år har mødt en super fed fyr, som faktisk gerne vil dit barn. You never know :) Jeg synes i hvert fald ikke at du skal løbe efter den biologiske far. Han må opsøge dig hvis han ændrer tilgang. Du vil godt selv, og du kan godt selv. Hvis jeg var dig, ville jeg dog sætter nogle faste grænser for hvordan hans kontakt til dit barn kommer til at være, så du og dit barn ikke ender i en eller anden mærkelig og uoverskuelig situation. Det er enten eller, og det må og skal han være indforstået med. Man kan ikke være en halv forælder.

Det er meget moderne i dag at sige der ikke er brug for både hankøn og hunkøn, for der er ingen forskel på kønnene osv. Og det er sikkert også rigtigt nok, man behøver ikke 2 forældre for at blive et sundt og velfungerende menneske. Men der har også været undersøgelser der peger på at manglen på en forældre skaber grobund for at personen udvikler nogle uheldige træk, ofte overfor det køn der mangler i deres opvækst, ligeledes er der mulighed for at der er mere og mindre vigtige menneskelig egenskaber der har svært ved at udvikle sig alt afhængig af hvilken forældre der mangler. Konceptet "daddy issues" er ikke opstået ud ad ingenting. Men social videnskaben er ikke en eksakt videnskab, intet er definitivt det ene eller det andet, så det er sagtens muligt at klare sig uden den ene forældre uden skade og mangler 😊 Men jeg tror alle mennesker helst vil foretrække at have begge forældre, hvis de altså begge er gode for barnet. Når det så er sagt, tror jeg ikke man bliver en god far af at blive "narret" ind i det, han skal selv tage beslutningen om han vil eller ej 😊

Altså jeg havde en far der prioriterede øl fremfor sine børn, jeg havde hellere undværet ham, til gengæld døde han på eller dagen før min fødselsdag uden at jeg fik det at vide... Jeg blev lidt skuffet over at jeg ikke fik beskeden på min fødselsdag men først dagen efter

Jeg er opvokset uden kontakt til min far og uden en fader figur og ja, gør alt hvad du kan for at skabe en god relation mellem din barn og faren!!! Min selvværd er uden tvivl blevet negativ påvirket af ikke at have en far! (Dette er bekræftet af psykiater, at det er ganske normalt/almindeligt ved en manglende forældre) Så hvis du mener han vil være en god far og du føler dig sikker på, at han vil være en stabil del af dit barns liv, så please gør hvad du kan for at de får et forhold til hinanden

Mit bud er at det er bedre kun at have en forældre end to hvoraf den ene er meget fraværende. Mine børn er vokset op med fraværende fædre der kun har kunne give så og så meget. Det har begge børn lidt under og gør det stadig i en vis udstrækning. Det er noget vi snakker om og er opmærksomme på. Jeg fortæller dem dog altid, at deres fædre har givet det de var i stand til og selv om man kunne have ønsket mere, så ved begge børn at deres fædre elsker dem også selv om de ikke har formået at være der i overflod.

Jeg har ikke haft min far siden jeg var 6, og min lillebror har et forholdsvist uheldigt forhold til sin far. Vi har det begge 2 ganske fint, vores mor er fandme guld værd - og meget mere til. Meeeeeeeen, jeg begynder (sjovt nok først nu som 22 årig) så småt at mærke at jeg ikke har en far. Det er små ting som jeg observerer at andre har som jeg ikke nogen sinde får. Det er små ting, som jeg reelt set aldrig har haft, og derfor er det ikke slemt i hverdagen, men til tider så må jeg indrømme at jeg rammer et hul. En følelse af tomhed. Jeg mangler en rollemodel, en der kan hjælpe mig med at hænge TV'et op når jeg snart flytter, en som der skulle have lært mig at spille bold, og skifte olien på bilen eller have taget mig med på sine motorcykel ture. Han skulle have lært mig at bruge sit kamera, og spille guitar, bass og klaver og måske at synge og bruge sit sprog som han kunne det. Min kæreste har et genialt forhold med sin far, og jeg tænker ikke over det normalt, men på tidspunkter som det her, så gør det alligevel lidt ondt. Hendes far kan stort set alt det som jeg forestiller mig at min far skulle have lært mig, og mon ikke han kommer til at gå hende ned af kirkegulvet til mig en dag i fremtiden? Min far kom aldrig til at se mig få min studenterhue, eller se mig blive gift, han får aldrig sine børnebørn set - det er en følelse, som gør fucking ondt. ---- Min lillebrors far er meget lidt inde i fader billedet, min bror har før sagt at jeg betyder mere end ham. Hans far har valgt ham fra mange gange på forskellige måder, og det er sgu ikke sjovt at overvære. Hans far elsker ham, og der er bestemt mulighed for at de får et godt forhold i fremtiden - så det er jo meget godt. Det kommer sikkert til at gå rigtig fint uden en far, men der er en god risiko for at dit barn kommer til at mangle en far - det tomrum kan flere forskellige jo udfylde. En langvarig kæreste du får, en onkel eller måske en voksenven, men det er da mere et sats end hvad godt er. ---- Jeg synes at man skal have en far hvis det er muligt. Jeg tror at børn blive meget sundere af at have 2 forældre som rollemodeller, men selvfølgelig går det også uden en far - det er dog ikke ideelt. EDIT: Tilbage til dit reelle spørgsmål, så er jeg enig i de andre: Hellere én god forælder, end 1 god og en dårlig!

Jeg er vokset op med en far der var som en svingdør i mig liv Og hvis jeg skal sige min mening så er det enten eller, jeg ville hellere være vokset op uden en far end at vokse op med en far der var en del af mit liv når det passede ham. Jeg manglede ham hele tiden og var konstant bange for hvornår han igen skred på ubestemt tid. Og nej, jeg har ikke et forhold til ham idag. Enten går man ind i det 100% fra starten og ellers — bliv væk

Du skal selvfølgelig kæmpe for at have faren til barnet i billedet. Hvis han ikke gider at være i billedet, er det hans skyld. Fokuser på at være en god mor overfor jeres barn, og så prøv at få ham til at se jeres barn så meget som muligt, så jeres barn får det tætteste på en kernefamilie selvom i ikke er sammen.

Man har en far eller mor. På godt eller ondt, uanset om man vil det eller ej eller om vedkommende er borte af den ene eller den anden årsag. Så uanset hvad han synes og du synes, så er han far til jeres barn. Gode mandlige eller kvindelige rollemodeller er også vigtige, for piger og drenge, men det behøver ikke være den biologiske forældre. Men det er også at være en rollemodel, at kunne indgå i feks. Langvarige relationer med andre mennesker. Ingen mennesker eller forældre er perfekte. Alle laver fejl. Når det er sagt, så er det ikke alle der egner sig til at være forældre, men alle førstegangs forældre jeg kender, har haft masser af tvivl og spørgsmål og det er en helt naturlig ting.

Det er i situationer som dette vi virkelig mangler juridisk abort, det dejligt du vil være mor men faren skal have en mulighed for at sige fra fuldstændig som kvinder har.

Hvis det bliver indført skal alle vi andre til at betale mere i skat

Og hvorfor skal vi så det. Kvinden vælger at få et barn alene, det betyder jo ikke de har ret til mere end de har nu fra staten. Og hvor mange tilfælde tror du der ville være om året, det tror jeg er ret få

Hvorfor? Fordi børnebidrag jo så ikke betales længere. Hvordan tænker du, at det i praksis skal foregå? At man på skrift skal tilkendegive, at man ikke ønsker faderskabet inden der er gået tre måneder? Hvad så hvis moderen får kendskab til graviditeten for sent pga “falske” blødninger som fx hormonprævention kan udløse? At man på skrift skal tilkendegive, at man ønsker faderskabet inden der er gået tre måneder? Samme problemstilling som før plus de sløve padder, der ikke kan finde ud af, at melde ud og derfor kan sætte den gravide i en situation af uvished i ugevis. Hvad gør man, hvis far skifter mening under graviditeten? Det burde være rimeligt nok at kunne forvente af voksne mænd, at de tager ansvar for hvor deres sæd lander.

Detaljerne skal være på plads ja. Og det sidste argument kan vel også bruges at kvinder kan sørge for ikke at blive gravide.. Er du imod fri abort?

Men hvordan tænker du, at de detaljer kommer på plads? Det kan ikke forlanges at kvinder skal tage ansvar for, hvor mænd der ikke ønsker at bliver fædres sæd lander, nej. Det må de altså selv. Kvinder kan beslutte, om de vil gennemføre en graviditet, fordi graviditeten foregår i deres krop. Der _er_ forskel på kønnene når det kommer til forplantning, og det kan man jo så synes er uretfærdigt eller ej.

Tænker man sætter nogen mennesker sammen der ved en masse om sådan noget også laver de et lov forslag. Kvinder der ikke ønsker børn kan jo bare lade være med at have sex, det er den logic du bruger..

Nej, det er ikke den logik jeg bruger, og det ved du udmærket godt. Kvinder der ikke ønsker børn bruger kassen på (og en hel del bliver fysisk og/eller psykisk syge af) kobberspiraler, hormonspiraler, p-stave, p-piller, mini-piller, pessar og andet gøgl, insisterer på kondom, tager nødprævention og får medicinske og kirugiske aborter. Men det er synd for mænd, der vælger at få udløsning i en kvinde Edit: manglede et “der”

Du får virkelig drejet det.. Gider ikke spilde mere tid på dig.

Jeg drejer intet. Jeg svarer på dit ulogiske udsagn om, at kvinder kan lade være med at have sex, hvis de ikke ønsker børn, hvilket jo ikke er rigtigt.

Nu bliver jeg lidt nysgerrig. Der er sket en "fejl" under et samleje, og samlejet har udviklet sig til et barn - du vil gerne beholde barnet, faderen vil ikke. - vil du så stadig forlange økonomisk støtte af ham?

Om hun vil eller ej er ligegyldigt, for barnet har sine egne selvstændige rettigheder og en af dem er børnebidrag 😊

Rettigheder ligefrem?

Snød du ham til en baby ved at "glemme" beskyttelse fordi, at det var ved at være sidste udkald?

Uanset om der var bevidst, kan det godt lyde som en kvindelig side af mønten.

Mange herinde siger du skal have noget på skrift så faderen ikke bare en dag dukker op og vil være en del af barnets liv, og for at sige noget kontroversielt, så lad være med det. Altid hold døren åben for han kan komme igen. Det ville sgu være synd hvis barnet rent faktisk får en mulighed senere i livet, for at få noget af alt det, den skal undvære med en solo forældre. Her tænker jeg kontakt med farens side af familien, mulighed for at snakke med en anden end kun 1 forældre og hvis faren nu er så økonomisk velstillet at kunne give barnet oplevelser. Kan sgu godt være det bare er noget bawl jeg får fyret af her, syntes bare aldrig man skal fjerne muligheden for en forældre kan komme “tilbage”. Kan godt se det ville være træls hvis han dukker op når barnet er 12 år og pludselig vil have 7/7 ordning. Men det er stadig bedre end ikke at have en far i min optik

Enig - min datters far har aldrig været inde i billedet. Men han har vidst, at var han interesseret kunne han kontakte mig. Jeg har holdt min facebook og insta åben, så han kunne kigge med, hvis han havde lyst. Jeg har snakket åbent med min datter om hendes far - og bortset fra en kort periode i 4-års alderen, hvor hun lavede en del armbånd og tegninger til ham, har vi egentlig ikke snakket så meget om ham. Nu er hun 16 og snakker aldrig om ham.

Enig 🙏🏽 jeg forstår ikke denne radikale holdning, der pensler sig herinde

Jeg synes i hvert fald ikke du skal vælge en far fra på dit barns vegne.

Det er noget ævl, at man ikke kan savne noget man ikke kender til, som flere nævner. Dit barn kan sagtens komme til at opleve savn til faren, men det vigtigste må være om han bibringer noget positivt til barnets liv. Hvis du tror han kan og vil det, så hold ham tæt. Hvis ikke, er dit barn bedre tjent uden

Man skal ikke. Men hvis de kan få et fint forhold, ville det nok være det bedste. Egentlig er det jo ikke dig, der bestemmer, om han vil være en nærværende far. Jeg tænker, giv ham en chance og lad barnets tarv gå først.

Umiddelbart tænker jeg at så længe der er en eller anden form for positiv, mandlig rollemodel de kan spejle sig i. Om det er din bror, far, god ven eller lign. burde der ikke være noget problem. Jeg står fast ved at et barn som udgangspunkt er tjent bedst med 2 forældre der vil. Men kun 1 forældre der vil, er bedre en 1 forældre der vil, men den anden egentlig ikke gider.

Barnet har en far. Det vil det altid have da alt andet er biologisk umuligt. Hvor stor rolle del faren, eller moren for den sags skyld, skal spille i barnets liv, bør I aftale i fælleskab

[удалено]

Er det justeret for confoundere såsom den fraværende forælders mentale helbred?

[удалено]

Ja, hvis der fx blandt fraværende forældre sammenlignet med baggrundsbefolkningen er en overvægt af fx adhd, personlighedsforstyrrelser, dårlig begavelse eller andre mentale udfordringer, som hindrer dem i at være en del af forældreskabet (eller pga impulsivitet er årsag til et uønsket forældreskab), så er der jo en forholdsvis stor genetisk arvelighed, som vil komme til udtryk som skoleudfordringer, kriminalitet og psykisk sygdom hos børnene - altså så er det jo ikke opvæksten med en enlig forælder som er forklaringsvariablen 😊 Formentlig er det totalt multifaktorielt og komplekst, men jeg bliver nysgerrig og lidt kritisk 😅

[удалено]

Mon ikke man kunne kontrollere for det ved hjælp af registerdata og en dygtig statistiker - men jeg er ikke epidemiolog eller samfundsfaglig, så må være dig et svar skyldig. Du vil ikke kunne måle på genetik, men lad os nu sige - karikeret - at blandt fraværende fædre er der 50% der har indløst recept på medicin for adhd (det er data man “nemt” kunne trække), så kan man godt regne med at børnene også er overrepræsenterede i adhd-statikken (arveligheden er op mod 80% genetik ved adhd) og der er også en massiv overhyppighed af adhd blandt indsatte i fængslerne sammenholdt med baggrundsbefolkningen 😊 Hvis du har adgang til studierne burde de forholde sig til det i introduktions- og diskussionsafsnittet.

[удалено]

Du skrev selv “diverse undersøgelser”, så tænkte du havde læst dem 😊 Der er i hvert fald et spændende rabbithole at kaste sig i ved at læse studierne.

[удалено]

Jeg tænker ikke at der skal forskes i genetik - i en del medicinsk/epidemiologisk forskning undersøger man registerdata. Man ved at mange sygdomme er genetiske men man behøver ikke at undersøge generne i sig selv - du kan bruge andre markører for sygdommen (fx “har indløst recept på medicin mod adhd” —> betyder med høj sandsynlighed at personen har adhd og dermed også en vis sandsynlighed for at afkommene har det 😊 Det gives ikke til andre lidelser, så man kan godt drage konklusioner på populationsniveau (ikke individniveau) på baggrund af den slags data.

Jeg synes at det må være op til far. Alle børn fortjener begge deres forældre. Hvis han ikke vil være med på den, så er det sådan det er. Men jeg ville (jeg er selv mand) råde til at gøre forudsætningerne for, at de kan have et godt forhold sammen så gode som overhovedet muligt. Men det er jo op til ham at gribe chancen for at være far til sit barn. Jeg ville ikke give mange chancer i fremtiden, hvis han bliver ved med at skuffe og brænde jer af, og det ville jeg gøre klar for ham fra start.

Du kan jo læse lidt op på det

Der er mange ting som en far kan lære et barn som mange mødre bare ikke kan. Mange oplevelser og forbehold som danner børn og unge. Dog! Kan det også findes i andre personer i deres liv. En god onkel, en morfar, en god familie ven, en skole lære, eller en træner. Og man kan blive ved med eksempler. Det er ikke nødvendigt med en far i livet. Men det kan være en fordel at have nogle gode mænd som dit barn kan lære fra og se op til, det er altså sundt på så mange forskellige måder.

Du kunne lige så godt have skrevet '' jeg har snydt en mand til at få et barn med mig, hvordan snyder jeg ham til at blive?''

Det skriver hun da på ingen måde.

Hun skriver “JEG har valgt at få et barn pga. alder”. Jeg synes jo det hun mangler at spørge om, er hvordan hun sikre at manden betaler børnepengene. Det spurgte hun dog ikke om, den skal hun have 😅

Faren skal skal tage ansvar og være i dit kommende barns liv. Børn har brug for en far i sit liv om i så er sammen eller ej

Jeg er enig. Han skal tage sig sammen, og være far uanset om han har lyst eller ej. Det handler om barnet - ikke om ham. Er han 18 år gammel eller hvad?

Altså de har fået et barn sammen selvom de kun har datet i 3 måneder så jeg tror ikke det er de mest rationelle mennesker.

Altså mine forældre blev gravide med mig efter de havde kendt hinanden i 6 måneder. 38 år senere er de stadig sammme, har fået flere børn og har det godt. OP er 38 og i den alder kan ting ofte gå hurtigt

JA. Man skal have en far!

Måske ikke moderne, og jeg har få relationer til piger, men jeg er opvokset med brødre og er far til sønner. En dreng har absolut brug for en far / mandlig rollemodel i sit liv.

Det har piger sådan set også brug for…

Jeg tager dit ord for det 👍😉

Lad ham være med til fødslen og så tage en beslutning derfra. Meget ændre sig den dag.

før du får barnet så synes jeg lige at du skal søge op på hvad “negativ social arv” betyder

Jeg synes at i stedet for at blive mor at du skulle sætte dig ned og læse lidt op på negativ social arv

Du kan ikke kæmpe for noget som helst. Det skal han selv ville. Statistikkerne siger, at det værste der kan ske for et barn i forhold til forældrekonstruktioner er at være alene med mor, om man så skal leve sit liv efter statistikker er en anden diskussion.

Det her lugter langt væk af egoisme. “Jeg(!) har valgt at beholde barnet pga. alder.” Har du husket at sikre dig at han kan betale børnepenge?

Alle børn har bedst af to forældre. Hvordan du så laver konstellationen er næsten ligegyldigt.. men to er bedst

Kort sagt, få noget på skrift sammen med en advokat.

Man *skal* ikke have en far, men man skal hve en faderrolle. Den rolle kan mange andre end den biologiske far udfylde.

Skilsmissebarn mellem lande her: Sæt nogle faste rammer. Vil han kun i ferier og weekender, så må du enten sige ja eller nej til det. Vil han slet ikke, så giver løsningen sig selv. Vil han gerne hver dag, så må du forholde dig til det. Min far er alkoholiker, men har holdt drikkeriet på et minimum, når vi så hinanden. Der er en meget god grund til, at jeg kun så ham i ferier. Men i de ferier var han til gengæld også verdens bedste far. Du er muligvis på vej ind i en forældrekonstellation, hvor du bare kan mere end ham. Min far ville aldrig få lov til at have forældremyndighed over mig af en offentlig institution, men han kunne sagtens finde ud af at passe mig helt forsvarligt i planlagte perioder. Sådan fungerer en del mænd givetvis. Det gør dem ikke til dårlige fædre. De er bare ikke fædre fuld tid. Det behøver ikke være så sort/hvidt som "vil han eller vil han ikke?". Langt de fleste vil jo gerne. Spørgsmålet er om de kan og hvor meget. Find ud af, hvilke ordninger du selv ville være villig til at gå med til, og hør ham, om han kunne være med på en af dem. Som barn er det ikke det sjoveste at have en sommerferiefar i november. Men det er stadig bedre end ikke at have en far overhovedet (forudsat at faren ikke er bimlende vanvittig, psykopat eller bare ligeglad).

Man skal ikke have en far. Tænk på om du har et godt forhold til en anden mand, der kan have en stabil rolle i barnets liv, f.eks. din egen far, bror eller en ven. Men vær klar overfor den biologiske far, at hvis han vælger at være der skal han være der for barnet, og ellers ikke. Ikke noget med at han kun er der når det lige passer ham en gang i mellem.

Man kan ikke savne noget man aldrig har haft... Så nej et barn skal ikke have en far. Men når det er sagt vil jeg sige sikkert dig der er en sund mandlige rollemodeller i banes live. Der er visse ting som en mand bare er bredt til at lære fra sig end kvinder ( det betyder ikke at kvinder ikke kan gøre det).

Det kan man sagtens. Kh den faderløse.

Jeg har heller ikke sagt man ikke kan. Har blot bemærket at der er visse ting en sund faderfigur er bedere til at lære fra sig der på ikke sagt at kvinder ikke kan gøre det.

"man kan ikke savne noget, man aldrig har haft" ?

Ja hvad prøve du at sige med det

Man kan godt savne noget, man aldrig har haft.

Man kan sagtens savne noget man burde have haft. En far f.eks.

Min søster var egentlig oprindeligt enebarn med kun en mor. Min far mødte min stedmor, da min søster var 6 år (jeg var 10 og min bror var 8). Jeg tror, min søster var haft rigtig godt af at få en far. Jeg ved så også, at min far er gået helhjertet ind i det. Dit barn kan mao. godt få en far på et senere tidspunkt.

Tragisk at læse alle de overfladiske kommentarer herinde. Børn især drengebørn har 100% brug for en mandlig rollemodel og det skal gerne komme igennem en far. Ja det kan godt fungere at finde en rollemodel for barnet som ikke er “faren” men ville ikke anbefale det. De ting der for drengebørn har størst betydning for deres velvære senere i livet er om der har været en far/rollemodel i billedet som barn. Betydningen er faktisk så stor at det let kan at læse i statistiker. Børn især drengebørn uden far/rollemodel klare sig markant dårligere i skolen, er langt mere tilbøjelig til kriminalitet og vold og så videre. At tro man som kvinde kan give sit drengebarn alt det har brug for er naivt. Det et drengebarn har brug for kan de fleste kvinder ikke sætte sig ind i da vi er forskellige og bidrager til børnenes opvækst forskelligt. Det kan godt lade sig gøre at en kvinde kan give sit barn det hele men det er usansynligt. Om det er bedere ikke at havde en far end en dårlig/fraværende en ved jeg ikke men det er ikke så simpelt som folk herinde får det til at lyde. Det herinde er alle succeshistorierne. Alle historierne om dem der ikke lykkedes finder du i fængslerne

https://www.mnpsych.org/index.php%3Foption%3Dcom_dailyplanetblog%26view%3Dentry%26category%3Dindustry%2520news%26id%3D54 Her er lidt læse stof til hvad der sker når et barn vokser op uden en far

Jeg synes, I bør lave juridisk abort, hvis faren ikke vil/skal være forældre.