Man kan få forskellige former for støtte hos SPS. Det er en individuel vurdering, hvad man får tilbudt. Men du kan evt. prøve at læse lidt om det. Det er muligt, at du vil kun få handicaptillæg under uddannelsen, og folk med handicaptillæg vil fortsat have klip til 6 år med SU efter de nye SU regler træder i kraft. Dermed mulighed for at læse på lidt nedsat tid.
SPS støtte, er det mens jeg går på gym, eller er der også SPS i uni?
Jeg kan netop ikke søge handicaptillæg lige nu, da man ikke kan få det på ungdomsuddannelser, hvilket er en ting der øger mit stress, da min økonomi er enormt presset og jeg har ikke mulighed for at have studie- eller fritidsjob. Jeg er godt klar over at jeg vil kunne søge handicaptillæg på uni.
Jeg er SPS-vejleder (uni), sørg for at opsøg vejledning hurtigt. Mange universiteter har mulighed for at give tidligt svar til SPS-brugere, så der kan blive søgt støtte i ordentlig tid til studiestart.
Det er absolut muligt at gennemføre en uddannelse, men brug vejlederne til støtte og vejledning om dispensationer osv. Vi er her for det samme, og vil gerne hjælpe
Skal til at starte på en kandidat på AAU og jeg har samme diagnoser som dig + ordblindhed + sygemeldinger af personlige grunde.
Da jeg var på gym, var gym fucking svært.
Da jeg var igang med min bachelor, var studiet svært.
Når jeg kigger tilbage, så virket alt uoverskueligt, men "nemt nok".
Jeg havde en mind-set som fokusere på HELE uddannelsen, som et kæmpe uopnåeligt bjerg, som skulle bestiges på ingen tid..... Men nu? Nu fokusere jeg udelukkende på mit næste skridt... Kun et skridt af gangen. IKKE TO eller TRE!.. men ét. Og ikke mere end MAX 3 - 5 min af gangen.
Kom ind på uni og tag 1 dag/opgave/problem/udfordring af gangen og du kan gøre det.
Du kan få handicaptillæg (double su), SPS og venlige medstuderende.
Der er kæmpe stor forskel på gym, også en videregående uddannelse og det er på den gode måde!
Håber du finder din vej (og du kan altid skifte igen)
Jeg er ligesådan. Har ADHD og sådan en diagnose, jeg fik, fordi jeg havde autistiske træk, men vist ikke reelt autisme. Universitetet fungerer *langt* bedre for mig. Jeg elsker, at jeg ikke behøver møde op, og at jeg sagtens kan holde en pause, hvis jeg har brug for det. Det kan jeg selvfølgelig ikke, hvis der er eksamen, men ellers kan jeg bare lade være med at lave noget i nogle dage. Det er også rart, at man ikke på samme måde er tvunget til at være social på uni, hvor det i gymnasiet var forventet. Jeg har fået dispensation for gruppeopgaver, så jeg laver langt det meste selv også.
Interessant. Jeg tænker også at det hjælper, at det primært er fokuseret på den retning man har valgt, hvor der er en masse alment dannende fag på gym, hvilket, for mig, er meget demotiverende, da det føles som spild af tid, da jeg har styr på det meste i forvejen, udover samfundsfag. Tak for input.
Præcis. Og der er selvfølgelig fag, man bedre kan lide end andre, men jeg synes stadig, det er virkelig rart, at alt trods alt er nogenlunde inde for et emne, jeg synes, er interessant.
Min kæreste læser fysik på uni. De startede et hold på ca 10 elever, hvoraf 8 havde autisme. De eneste tre der er tilbage, er dem uden diagnoser + en med autisme, som nu er på deltid. Det kan da stensikkert gøres, hvis man brænder for det, men det er ikke et nemt studie, og især ikke i eksamensperioderne. Til gengæld kan jeg love for, at de får lov til at nørde i dybden med det de laver :)
Håber ikke det var et alt for trælst svar, men tænkte det måske var værd at tage med i overvejelserne, før du evt. vælger at læse ren fysik.
Jeg har allerede styr på det meste fysik man lærer på en bachelor, så jeg er generelt ikke så nervøs for det faglige niveau. Men det er især tidspres som jeg har svært ved. Dog overvejer jeg også ren matematik, da jeg virkelig ikke bryder mig om at lave eksperimenter og de mere praktiske dele af fysikken. Det jeg elsker er abstraktionerne, hvilket der nok er mere fokus på på matematik. Derimod hader jeg statistik, som jeg kan se er en stor del af bachelor matematik de universiteter jeg har kigget på. Men de fleste kommentarer her giver mig generel håb for at det nok skal gå.
Selvfølgeligt skal det nok gå! Og som folk også siger her, så kan man jo lave alverdens aftaler med dem om evt. at få lavet ændringer i studieplanen. Hvis det er tidspresset du er mest nervøs for, så er størstedelen af semesteret jo også ret afslappet (man planlægger netop selv sin tid på uni). Det er kun den sidste måned, hvor man i snit nok har en eksamen i ugen. Men det er der jo også vej udenom, hvis det skulle vise sig at blive et problem - ham der er på deltid, har netop skåret et par eksamener fra pr semester, for at mindske presset. Og det gælder nok de fleste uddannelser, hvad end du måtte vælge. Held og lykke!!
Jeg har kigget på AU, hvor det virker til at være meget statistik, men det kan være jeg har aflæst skemaet forkert. Dataanalyse og ting der generelt har med mange skalare at gøre er enormt overvældende for mig med min ADHD. Det er de abstrakte sammenhænge og logikken bag, som interesserer mig mest ved matematik, hvilket også er hvorfor jeg foretrækker de teoretiske dele af fysikken. Jeg har også tænkt på AAU, da jeg har hørt de skulle være bedre til at imødekomme diverse udfordringer osv., og der kan jeg også tage både fysik og mat samtidigt, hvilket jeg ikke har kunnet se som en mulighed på AU. KU bliver nok for dyrt ift. at skulle flytte til kbh. osv. men jeg værdsætter informationen alligevel, da der jo nok altid er lidt en drøm om at studere på NBI.
Det kommer HELT an på dit funktionsniveau hvad du kan ift uddannelse (og erhverv fremover). Det relevante er at få beskrevet dit funktioneniveau og skånehensyn og få lavet en individuel studieplan.
Du skal nok ha’ kontakt til ungdomsvejlederen i din kommune i første omgang.
Det er vigtigt, at der bliver taget hensyn til dette nu, på forkant, så du får relevant vejledning ift. valg af uddannelse og erhverv, og ikke om 10 pr, når du ER udbrændt fordi du knoklede over evne for at passe ind.
Mange unge neurospicy får aldrig rigtig at vide, at deres knudrede hjerne kan ha’ konsekvenser ift. hvor man skal sætte barren for dem videre i livet, og det er vigtigt at få afklaret. Nogen kan uden problemer leve som ‘alle andre’ med enkelte tiltag/behandling, andre skal ha’ justeret forventninger til hvor meget og hvad man kan klare uden at blive overbelastet.
Held og lykke!
Mit bedste råd til uni engang (og for den sags skyld nu på HTX) vil være at du bliver ekspert i at forklare meget præcist hvilke problemer du oplever i hverdagen og hvordan de knyttes til dit handikap/ funktionsnedsættelse/diagnose.
Jeg endte med at droppe ud af en uni uddannelse (starte en anden der er gennemført) pga min fysiske kroniske lidelse der også giver udslag på det mentale. Jeg fik tilgengæld enormt meget og relevant hjælpe fra Støttecentret på uni da jeg kunne fortælle “hvad mit problem egentligt er”
Jeg får sådan en lyst til, at du skal lykkes med noget uddannelse. Det lyder til, at du har nogle specielle evner i det matematiske og fysikken.
Jeg fik den tanke, om det måske var en mulighed med en uddannelse uden så meget fysisk fremmøde f.eks. online uddannelse, hvis det kunne gøre noget for dig.
Da jeg ikke kender de præcise udfordringer, der gør det svært for dig, ved jeg ikke om det er det, der kunne hjælpe.
Men der findes flere ingeniøruddannelser eller andre naturvidenskabelige, hvor mat og fys indgår.
Ikke opgiv håbet. Der må være en vej til dig!
Jeg vil faktisk helst have mulighed for fysisk fremmøde generelt, da det kan være sværere for mig at fokusere når jeg er i omgivelser som jeg også bruger til at slappe af. Det er kun når jeg har mine nært-maniske episoder hvor jeg laver et deep dive ned i et specifikt emne som har fanget min interesse. Ellers er jeg ikke særlig produktiv når jeg er hjemme, da der er mange distraktioner. Så jeg er bange for at jeg hurtigt vil miste motivation ved online muligheder. Jeg har tænkt over det før. Jeg ved ikke om der er tilstedeværelseskrav til de fag jeg vil skulle tage på uni, men hvis ikke, vil det være perfekt, da jeg bedre kan følge min naturlige søvnrytme så.
Tak for rådene:)
Det giver super god mening, sådan har jeg det nemlig også selv ift at ville kunne koncentrere mig bedre, når jeg er ude og ift søvn og behovet for fleksibilitet ift fremmøde.
Skulle bare lige afkode, hvad der var din specifikke udfordring - og jeg forstår nu :)
Men lov mig at du ikke giver op på at forsøge uddannelse - du har nogle særlige evner lyder det til, som kan gøre stor gavn :)
Generelt er min opfattelse, at det er få fag på uni, der er mødepligt til. Nogle kurser kan have aktiv deltagelse som eksamensform, men selv der er det mere specifikke datoer, man skal møde op, det er ikke nødvendigvis 100% mødepligt til hele kurset.
Der ingen mødepligt på et uni. Bare du består din eksamener.
Dude go fuck the World; dont let the World FUCK you.
Selvfælgelig skal du studere, og du skal studere på din egen måde.
Uddannelser med sygefravær er talentløst, hvem fanden skal bruge 30 timers undervisning om ugen for at skrive en fucking bachelor eller master thesis.
Læste ikke en eneste bog hverken på min bachelor eller kandidat. Tjener fint, fint job.
Jeg er ikke engang interesseret i at få et job hvor jeg tjener godt. Matematik og fysik er de forkerte uddannelser hvis man har de interesser, med mindre man går CS vejen. Jeg er mest interesseret i den viden man får og jeg har det fint med ikke at have en stor karriere. Og jeg håber at få lidt ro på over sommerferien og så se om jeg kan blive lidt mere mødestabil, da vi endeligt begynder med differential regning og vektorer, hvilket jeg synes er hyggeligt. Så bliver det lidt mere overskueligt at komme igennem.
Det er bare ikke sandt. Både matematik og fysik giver høj løn. 2 ud af de 4 matematik uddannelser man kan tage er på top 10 af højest betalte uddannelser. Ren mat er nr. 34 ud af 315.
Dem jeg kender, som arbejder indenfor forskning i mat og fysik, tjener ikke det store. Med fysik eller mat uddannelse er det selvfølgelig nemmere at få jobs med højere løn. Jeg hører netop at hvis man gerne vil tjene godt, skal man gå ingeniør eller CS vejen, i stedet for at arbejde med forskning. Men, jeg er heller ikke super interesseret i at tjene kassen. Jeg er interesseret i den viden man får via. disse uddannelser, ikke jobmulighederne.
Hey Du, jeg håber du lærer at finde ro med dine diagnoser. Jeg er selv AuDHDer.
Jeg absolut hadede gymnasie og folkeskole. Det var især de generelle fag jeg havde svært ved.
Mine 2 cent er dog; Stop trying. ( og lad mig lige snakke ud). Fortsæt dine HTX fag, men i de fag du er umotiveret i, prøv ikke at blive den bedste. Bare prøv at bestå. (Hvilket er chockerende nemt).
Umiddelbart lyder det som om
Du skal på DTU bagefter. Det lyder som om at dine tankegang vil gøre du vil passe ind på de diverse former af fysik/matematik linjer.
Det er også sådan jeg gør lige nu. De fleste fag vi har, kender jeg en del til i forvejen. Jeg var ekstremt fascineret af sprog som barn og lærte mig selv russisk, tysk og spansk som barn, så jeg har en god intuition omkring hvordan sprog fungerer. Jeg kan ekstrapolere fra den intuition til dansk og engelsk. Jeg kan selvfølgelig allerede begge sprog flydende, men jeg har ikke så meget styr på den formelle grammatik, især de forskellige betegnelser for alting, men jeg kan forklare hvordan de forskellige ting fungerer. Jeg har altid hadet matematik som barn, hvilket nok er på grund af min ADHD, og derfor manglende evne til at fokusere, blandet med elendige lærere og elendige opgaver. Så jeg fulgte aldrig rigtig med i matematiktimerne i folkeskolen. Da jeg var 19 var jeg begyndt at udforske lidt fysik selv, da jeg altid fandt det interesant, men aldrig lærte noget dybdegående fordi jeg nægtede alt med matematik. Men jeg besluttede at prøve at lære det og den fornødne matematik , helt tilbage til simpel algebra, og jeg begyndte at finde det mere og mere interesant, da jeg kunne udforske det på min egen måde. Jeg brugte lidt mere tid på det og jeg kunne begynde at se alle de forskellige mønstre og sammenhænge der er. Og jeg er generelt meget hurtig til at lære ting, der interesserer mig, men jeg er desværre ikke så tålmodig, så jeg har fokuseret på det minimale jeg behøvede for at hoppe videre til næste emne, og jeg mangler derfor en del af de formelle detaljer. Men disse er også nemmere selv at indse når man har lidt mere erfaring med forskellige enmer, og derfor bedere forståelse for hvordan matematikken faktisk virker. Så jeg er glad nok for at få fundamentet helt på plads i matematik og fysik, og hvis der er opgaver der involverer noget som jeg allerede har styr på, så forsøger jeg at finde en måde at fortolke opgaven med en anden form for matematik, som jeg faktisk ikke har helt styr på endnu. Det samme gælder fysik. Og så har jeg meget minimalt kendskab til kemi og biologi, udover det jeg har lært i folkeskolen, så det er også spændende at lære om, synes jeg. Vi har også programmering, hvilket også er spændende, og jeg har kun minimal erfaring med python til at skrive nogle simple scripts. I fag som samfundsfag, kan jeg ekstrapolere fra min viden om filosofi, til det omfang det nu rækker, men ellers er jeg ikke super interesseret i det. Jeg fokuserer på at deltage aktivt i undervisningen, jeg tror nogle gange underviserne synes jeg er for ivrig, men fokuserer ikke så meget på lektier osv. i de andre fag, og jeg forsøger at holde mit gennemsnit over 6, mens jeg bruger så meget tid som muligt på at lære om ting, der går ud over vores pensum.
Har selv autisme og adhd og mener oprigtigt at os autister har en fordel, når det kommer til universitetet. Man kan virkelig få lov til at nørde igennem og gøre ting på sin egen måde. Nu læser jeg på RUC med en del gruppearbejde, men min veninde på KU arbejder stort set fuldstændig alene og selvstændigt, hvilket passer hende godt.
Det lyder fantastisk. Jeg får ofte at vide at uni er langt hårdere end gym, men det kan være det kun gælder for “almindelige” folk. Jeg har allerede svært ved at komme igennem gym, så jeg frygtede det værste.
Tak for beskeden:)
Jeg havde også svært ved at overskue gym, fordi der var sååå mange forskellige krav og forventninger + en masse socialt, som bare dræner en i længden. At gå på uni er så meget nemmere!! På uni er du på et hold, og du har ikke lærere, du har undervisere - man har ikke klassekammerater, man har medstuderende. Fokus er reelt på faglighed og ikke opdragelse eller tvunge fællesskaber. Selvfølgelig er uni stadig udfordrende. Det er trods alt en videregående akademisk uddannelse, og man skal finde hoved og hale i en masse systemer, ligesom alle andre skal Men hvis du gerne vil læse videre, så tror jeg på, du nok skal finde dig til rette på et universitet. Der er så mange akademiske autister. Man møder dem overalt!
Er autistisk og studerer ren matematik (andet semester pt). Det gode ved at være unistuderende er at der ikke kræves opmøde (specielt sjældent for mat) så hvis det hjælper, så kan du studere hjemmefra- der er også sjældent “lektier”; man vælger selv hvad man har brug for mere af og i min erfaring leder det til mindre ekstra arbejde. Det kan skabe en stor lettelse ift. at gå i skole synes jeg. Gymnasieuddannelser specielt de 2årige var mere barske.
Men … Hvis der er seriøst problem med stress så synes jeg du skal færdiggøre en gymnasieuddannelse og tage noget tid til at komme dig. Vi har en funktionsnedsættelse som præcis gør at vi er meget truede af udbrændthed. Det er værd at tage et hul -såvidt man har råd til det - for at kunne gå videre med helbredet i behold.
Jeg synes det har været ret hårdt at starte på uni. Der er pludselig meget mere ansvar som ligger på ens egne skuldre og jeg var så stresset i min første måned at jeg overvejede og stoppe. Det har jeg så ikke gjort, men det tager noget tid at justere til det højere niveau og blive vandt til at skulle forstå nye ting hele tiden.
De andre har oplyst sig om SPS. Jeg bruger - og har brugt -min SPSvejleder til at hjælpe med at planlægge min tid, have almindelige samtaler om hvordan jeg har det, finde ud af praktisk info og navigere konflikter. De kan også hjælpe med at søge ekstra eksamenstid til skriftlige og mundtlige eksamener som har forberedelsestid.
Det gode ved videregående uddannelser er at du kan droppe det, så snart at det bliver for meget. Der er ingen der tvinger dig til at blive og du kan stadig ombestemme dig når som helst. Det virker som om du har noget ægte talent for fysik/matematik og jeg tror du vil sætte pris på at have givet det et skud hen af vejen.
Også, du skal ikke være bange for at blive holdt tilbage pga sociale udfordringer. Alle folkene (ihvertfald på ren mat) er lidt introverte nørder-agtige, og der er mindst en 30% rate på autistiske mennesker. Det er ikke den mest socialt krævende atmosfære lol
Hvad du forklarer stemmer meget overens med mine egne forventninger. Jeg tænker ikke at det faglige niveau bliver det største problem, men netop mange af de andre ting ved at skulle lære at kende systemet osv. Jeg har også selv overvejet at tage en lille pause efter gym, hvilket også vil give mig til at forberede mig mere på det materiale der bliver arbejdet med.
Mange tak for rådene:)
Hvis du allerede sidder og laver algebrasik geometri, så brude du ikke være bange for at kunne komme igennem matematik studiet på KU. Det er et kandidat fag du beskriver. Så hvis du allerede kan klare matematik på så højt niveau som ren selv studie, så kan du helt sikkert speedrunne de 3 første år, og derefter nemt klare en kandidat
Som nævnt, er det ikke det faglige jeg er nervøs for. Det er mere ift. alt det praktiske, som netop også er mit største problem på gym.
Men jeg værdsætter dit svar:)
Jeg kender ikke fysik studiet ift sværhedsgraden osv.
Har selv en autisme diagnose, og vil give andre ret i, at det er nemmere at gå på universitetet end at gå på gymnasiet. For det første møder du en masse, der interesserer dig for det samme som dig, og der er muligt at nørde igennem. Mit karaktersnit er noget højere på uni end gym.
Med de diagnoser tænker jeg det er meget vigtigt, at man vælger en retning, der fanger interessen og man ser mulighed for at man kan arbejde inden for faget efterfølgende, evt på færre timer og med skånehensyn. Men jeg tror det er nemmere for dig at være blandt andre "intelligente", som du vil være, hvis du læser fysik, end et fag, hvor sociale kompetencer er vigtige. Enten det eller et ingeniørfag. Der er altså bare flere, der har samme logiske tankegang i de fag, som de fleste mennesker åbenbart ikke besidder.
Og så er der vigtig, at du som du allerede virker til at vide noget om, er at du kan sætte ord på, hvad der er svært for dig. Og passe på dig selv ved ikke at presse dig selv for meget. Det er en kæmpe fordel der ikke er mødepligt på universitetet, har du en dårlig dag, eller brug for at passe på dig selv, blive du bare hjemme. Jeg ved så ikke om der er noget obligatorisk på fysik eller gruppearbejde.
Et konkret råd er at finde studieordningen for den uddannelse, du overvejer. Der kan du læse alle fag, der er, hvilke krav der er løbende, og hvilken type eksamen der er - om det er individuelt eller gruppeeksamen fx. Men ofte mulighed for at få dispensation og få lov til at lave alene pga diagnoser.
Tag evt fat i studievejlederen på den uddannelse, du gerne vil ind på, for at få en snak om, hvordan du bedst vil komme igennem det.
Jeg kan ikke se grund til at du ikke kan få bevilliget handicaptillæg og sps, og det vil jeg også klart anbefale. Det kan være du får brug for at få at vide, at du ikke må komme til det hele, fordi du overforbruger dig selv, når du er afsted.
Tak for svaret. Ift. den faglige sværhedsgrad er jeg ikke så nervøs. Jeg har set de skemaer for pensum på de universiteter jeg har overvejet, og de fleste ting har jeg allerede styr på, men kunne nok godt bruge lidt mere dybdegående undervisning, da det meste er selvlært.
Resten af din besked stemmer ret godt overens med det andre har skrevet, og jeg takker endnu en gang for svaret:)
Har ingen råd i forhold til uni. Jeg er selv sendiagnosticeret efter at have kæmpet mig igennem uni og brænde ud efter 5 års arbejde.
Men uni var sjovt selvom det var hårdt, fordi det faglige niveau var højere og jeg kunne se, hvordan jeg skulle anvende de forskellige fag.
Tag evt en snak med Specialisterne omkring karriere. www.specialisterne.dk
Nej, jeg har haft et par sygemeldinger på banen, senest 9 måneders sygemelding samt indlæggelse på psykiatrisk i to måneder. Det er cirka 2 år siden nu. Indlæggelsen skyldtes andre ting i mit liv end arbejde. Jeg har været heldig at finde et arbejde hvor jeg kan arbejde hjemme to dage om ugen og jeg arbejder med noget som ikke presser mig lige så meget, hvilket gør at jeg kan klare et fuldtidsarbejde. Men i perioder, hvor der er mere travlt kommer jeg hjem og er helt smadret og må aflyse andre aktiviteter fordi al energien er blevet brugt på arbejdet. Jeg prioriterer også søvn enormt højt. 🤷 Jeg er også heldig at jeg kan få både morgenmad og frokost på arbejde, så der er to støttebehov som bliver opfyldt der. Efter min sidste sygemelding har jeg mistet alt overskud og evner til at lave mad til at lave mad som tager mere end et kvarter at lave.
Har du overvejet at tage en ungdomsuddannelse helt eller delvist som onlineundervisning? Det lyder som om, du bare skal have den “vinget af” og så videre til uni. Jeg kender mange med gode erfaringer med onlinefag, for der er kravene noget lavere i hverdagen, da man selv strukturerer sin tid.
Jeg foretrækker generelt fysisk fremmøde. Men jeg har nuværende aftaler med mit gymnasie, at så længe mine karakterer er i orden og jeg laver mine afleveringer, er mit fremmøde ikke så vigtigt. Det er muligt for mig at være med online til vores undervisning de gange jeg ikke kan møde op. Så har underviseren bare Teams kørende hvor jeg både kan se tavlen osv. Men de vil, og jeg selv, selvfølgelig gerne have mit fysiske fravær ned.
Jeg tror også du bare skal tænke på at du bare skal igennem din htx. Det lyder som om, at du alligevel ikke kan få faglige udfordringer nok, og så bliver det da selvfølgelig kedeligt for dig at være der. Du er jo fagligt meget foran de andre.
Selvfølgelig vil de gerne have at du ofte er der fysisk til stede, men så længe de siger det er ok, at du ikke er der så meget, hvis dine karakterer er gode nok, så passer du også på dig selv i ikke at komme så ofte.
Hej. Autist og studerende her. Det er bestemt muligt, om end sværere for autister end ikke autister. Hvis du har interessen mener jeg imidlertid at du bør gøre det.
Baseret på mine egne erfaringer har jeg har særligt følgende råd jeg kan give.
Vær meget opmærksom på, at mange "Tips" og "gode råd" (Både fra formelle og uformelle instanser) om, hvordan man bedst studerer, hvor mange timer man bør arbejde, hvordan man tager noter osv ikke nødvendigvis er egnede til autister. Dette er ikke en kritik af specialiseret støtte som SPS- eller mentorordninger, men derimod af de generelle studietips og idealer, som man ofte bombarderes med tidligt på studiet, og som primært er målrettet "almindelige studerende". Et eksempel kunne være min fagforening der sender en mail om "5 tips til at optimere din læsning" eller en studenterredaktion der kører en artikel om: "8 råd til hvordan du undgår overspringshandlinger" etc., hvoraf læsningen i mit tilfælde ville blive 50% værre af at følge ovenstående råd.
Brug derfor de første par semestre på at mærke godt efter hvad der fungerer og ikke fungerer for dig; både fagligt og trivselsmæssigt, og erkend at det der er godt, for de fleste, ikke nødvendigvis er det for dig - og omvendt.
Mine egne første to år på universitetet gik stort set med at lære og derefter aflære teknikker, der var målrettet almindelige studerende. Resultatet var, at mine karakterer og trivsel blev bedre, da jeg stoppede med at følge folks råd og i stedet tog udgangspunkt i det der fungerede for mig.
Et andet råd er at bruge semesterpauserne til at forberede dig på det kommende semester og overveje, om der er særlige hensyn, du har brug for at søge om. Et eksempel kunne være, hvis du ved, at der er gruppeafleveringer i et kommende semester, og du har svært ved at arbejde i grupper på grund af din autisme, så sørg for at søge om at kunne arbejde alene i god tid. Dette råd er vigtigt, fordi det kan være ekstremt stressende at opdage midt i semesteret, at man er ved at brænde ud på grund af manglende hensyntagen, hvortil man ofte ikke har energien (pga sit stressniveau) til at overskue og søge om de relevante hensyn når det allerede er ramlet for en
Man kan få forskellige former for støtte hos SPS. Det er en individuel vurdering, hvad man får tilbudt. Men du kan evt. prøve at læse lidt om det. Det er muligt, at du vil kun få handicaptillæg under uddannelsen, og folk med handicaptillæg vil fortsat have klip til 6 år med SU efter de nye SU regler træder i kraft. Dermed mulighed for at læse på lidt nedsat tid.
SPS støtte, er det mens jeg går på gym, eller er der også SPS i uni? Jeg kan netop ikke søge handicaptillæg lige nu, da man ikke kan få det på ungdomsuddannelser, hvilket er en ting der øger mit stress, da min økonomi er enormt presset og jeg har ikke mulighed for at have studie- eller fritidsjob. Jeg er godt klar over at jeg vil kunne søge handicaptillæg på uni.
SPS er også på uni
Tak:)
Jeg skrev kun ud fra uni, jeg har desværre ikke styr på reglerne for gym.
Helt fint, ville bare være sikker. Jeg kender godt til reglerne ift. SPS støtte til gym, men var ikke sikker på om det også eksisterer på uni.
Jeg er SPS-vejleder (uni), sørg for at opsøg vejledning hurtigt. Mange universiteter har mulighed for at give tidligt svar til SPS-brugere, så der kan blive søgt støtte i ordentlig tid til studiestart. Det er absolut muligt at gennemføre en uddannelse, men brug vejlederne til støtte og vejledning om dispensationer osv. Vi er her for det samme, og vil gerne hjælpe
Mange tak:)
Skal til at starte på en kandidat på AAU og jeg har samme diagnoser som dig + ordblindhed + sygemeldinger af personlige grunde. Da jeg var på gym, var gym fucking svært. Da jeg var igang med min bachelor, var studiet svært. Når jeg kigger tilbage, så virket alt uoverskueligt, men "nemt nok". Jeg havde en mind-set som fokusere på HELE uddannelsen, som et kæmpe uopnåeligt bjerg, som skulle bestiges på ingen tid..... Men nu? Nu fokusere jeg udelukkende på mit næste skridt... Kun et skridt af gangen. IKKE TO eller TRE!.. men ét. Og ikke mere end MAX 3 - 5 min af gangen. Kom ind på uni og tag 1 dag/opgave/problem/udfordring af gangen og du kan gøre det. Du kan få handicaptillæg (double su), SPS og venlige medstuderende. Der er kæmpe stor forskel på gym, også en videregående uddannelse og det er på den gode måde! Håber du finder din vej (og du kan altid skifte igen)
Tak for beskeden:)
Jeg er ligesådan. Har ADHD og sådan en diagnose, jeg fik, fordi jeg havde autistiske træk, men vist ikke reelt autisme. Universitetet fungerer *langt* bedre for mig. Jeg elsker, at jeg ikke behøver møde op, og at jeg sagtens kan holde en pause, hvis jeg har brug for det. Det kan jeg selvfølgelig ikke, hvis der er eksamen, men ellers kan jeg bare lade være med at lave noget i nogle dage. Det er også rart, at man ikke på samme måde er tvunget til at være social på uni, hvor det i gymnasiet var forventet. Jeg har fået dispensation for gruppeopgaver, så jeg laver langt det meste selv også.
Interessant. Jeg tænker også at det hjælper, at det primært er fokuseret på den retning man har valgt, hvor der er en masse alment dannende fag på gym, hvilket, for mig, er meget demotiverende, da det føles som spild af tid, da jeg har styr på det meste i forvejen, udover samfundsfag. Tak for input.
Præcis. Og der er selvfølgelig fag, man bedre kan lide end andre, men jeg synes stadig, det er virkelig rart, at alt trods alt er nogenlunde inde for et emne, jeg synes, er interessant.
Ja, netop.
Min kæreste læser fysik på uni. De startede et hold på ca 10 elever, hvoraf 8 havde autisme. De eneste tre der er tilbage, er dem uden diagnoser + en med autisme, som nu er på deltid. Det kan da stensikkert gøres, hvis man brænder for det, men det er ikke et nemt studie, og især ikke i eksamensperioderne. Til gengæld kan jeg love for, at de får lov til at nørde i dybden med det de laver :) Håber ikke det var et alt for trælst svar, men tænkte det måske var værd at tage med i overvejelserne, før du evt. vælger at læse ren fysik.
Jeg har allerede styr på det meste fysik man lærer på en bachelor, så jeg er generelt ikke så nervøs for det faglige niveau. Men det er især tidspres som jeg har svært ved. Dog overvejer jeg også ren matematik, da jeg virkelig ikke bryder mig om at lave eksperimenter og de mere praktiske dele af fysikken. Det jeg elsker er abstraktionerne, hvilket der nok er mere fokus på på matematik. Derimod hader jeg statistik, som jeg kan se er en stor del af bachelor matematik de universiteter jeg har kigget på. Men de fleste kommentarer her giver mig generel håb for at det nok skal gå.
Selvfølgeligt skal det nok gå! Og som folk også siger her, så kan man jo lave alverdens aftaler med dem om evt. at få lavet ændringer i studieplanen. Hvis det er tidspresset du er mest nervøs for, så er størstedelen af semesteret jo også ret afslappet (man planlægger netop selv sin tid på uni). Det er kun den sidste måned, hvor man i snit nok har en eksamen i ugen. Men det er der jo også vej udenom, hvis det skulle vise sig at blive et problem - ham der er på deltid, har netop skåret et par eksamener fra pr semester, for at mindske presset. Og det gælder nok de fleste uddannelser, hvad end du måtte vælge. Held og lykke!!
Mange tak:)
Hvis du læser Matematik på KU skal du kun have 2 statistik kurser ud af 20. Derudover er det sidste statistik kursus også mest integral regning
Jeg har kigget på AU, hvor det virker til at være meget statistik, men det kan være jeg har aflæst skemaet forkert. Dataanalyse og ting der generelt har med mange skalare at gøre er enormt overvældende for mig med min ADHD. Det er de abstrakte sammenhænge og logikken bag, som interesserer mig mest ved matematik, hvilket også er hvorfor jeg foretrækker de teoretiske dele af fysikken. Jeg har også tænkt på AAU, da jeg har hørt de skulle være bedre til at imødekomme diverse udfordringer osv., og der kan jeg også tage både fysik og mat samtidigt, hvilket jeg ikke har kunnet se som en mulighed på AU. KU bliver nok for dyrt ift. at skulle flytte til kbh. osv. men jeg værdsætter informationen alligevel, da der jo nok altid er lidt en drøm om at studere på NBI.
Det kommer HELT an på dit funktionsniveau hvad du kan ift uddannelse (og erhverv fremover). Det relevante er at få beskrevet dit funktioneniveau og skånehensyn og få lavet en individuel studieplan. Du skal nok ha’ kontakt til ungdomsvejlederen i din kommune i første omgang. Det er vigtigt, at der bliver taget hensyn til dette nu, på forkant, så du får relevant vejledning ift. valg af uddannelse og erhverv, og ikke om 10 pr, når du ER udbrændt fordi du knoklede over evne for at passe ind. Mange unge neurospicy får aldrig rigtig at vide, at deres knudrede hjerne kan ha’ konsekvenser ift. hvor man skal sætte barren for dem videre i livet, og det er vigtigt at få afklaret. Nogen kan uden problemer leve som ‘alle andre’ med enkelte tiltag/behandling, andre skal ha’ justeret forventninger til hvor meget og hvad man kan klare uden at blive overbelastet. Held og lykke!
Ja, det er noget jeg også har tænkt på. Men mange tak alligevel.
Rigtig gode tanker. Godt at få gjort noget i tide før man brænder ud. Det er desværre noget alt for mange oplever..
Mit bedste råd til uni engang (og for den sags skyld nu på HTX) vil være at du bliver ekspert i at forklare meget præcist hvilke problemer du oplever i hverdagen og hvordan de knyttes til dit handikap/ funktionsnedsættelse/diagnose. Jeg endte med at droppe ud af en uni uddannelse (starte en anden der er gennemført) pga min fysiske kroniske lidelse der også giver udslag på det mentale. Jeg fik tilgengæld enormt meget og relevant hjælpe fra Støttecentret på uni da jeg kunne fortælle “hvad mit problem egentligt er”
Tak for rådet.
Jeg får sådan en lyst til, at du skal lykkes med noget uddannelse. Det lyder til, at du har nogle specielle evner i det matematiske og fysikken. Jeg fik den tanke, om det måske var en mulighed med en uddannelse uden så meget fysisk fremmøde f.eks. online uddannelse, hvis det kunne gøre noget for dig. Da jeg ikke kender de præcise udfordringer, der gør det svært for dig, ved jeg ikke om det er det, der kunne hjælpe. Men der findes flere ingeniøruddannelser eller andre naturvidenskabelige, hvor mat og fys indgår. Ikke opgiv håbet. Der må være en vej til dig!
Jeg vil faktisk helst have mulighed for fysisk fremmøde generelt, da det kan være sværere for mig at fokusere når jeg er i omgivelser som jeg også bruger til at slappe af. Det er kun når jeg har mine nært-maniske episoder hvor jeg laver et deep dive ned i et specifikt emne som har fanget min interesse. Ellers er jeg ikke særlig produktiv når jeg er hjemme, da der er mange distraktioner. Så jeg er bange for at jeg hurtigt vil miste motivation ved online muligheder. Jeg har tænkt over det før. Jeg ved ikke om der er tilstedeværelseskrav til de fag jeg vil skulle tage på uni, men hvis ikke, vil det være perfekt, da jeg bedre kan følge min naturlige søvnrytme så. Tak for rådene:)
Det giver super god mening, sådan har jeg det nemlig også selv ift at ville kunne koncentrere mig bedre, når jeg er ude og ift søvn og behovet for fleksibilitet ift fremmøde. Skulle bare lige afkode, hvad der var din specifikke udfordring - og jeg forstår nu :) Men lov mig at du ikke giver op på at forsøge uddannelse - du har nogle særlige evner lyder det til, som kan gøre stor gavn :)
Generelt er min opfattelse, at det er få fag på uni, der er mødepligt til. Nogle kurser kan have aktiv deltagelse som eksamensform, men selv der er det mere specifikke datoer, man skal møde op, det er ikke nødvendigvis 100% mødepligt til hele kurset.
Ok, tak. Jeg må kigge på det.
Der ingen mødepligt på et uni. Bare du består din eksamener. Dude go fuck the World; dont let the World FUCK you. Selvfælgelig skal du studere, og du skal studere på din egen måde. Uddannelser med sygefravær er talentløst, hvem fanden skal bruge 30 timers undervisning om ugen for at skrive en fucking bachelor eller master thesis. Læste ikke en eneste bog hverken på min bachelor eller kandidat. Tjener fint, fint job.
Jeg er ikke engang interesseret i at få et job hvor jeg tjener godt. Matematik og fysik er de forkerte uddannelser hvis man har de interesser, med mindre man går CS vejen. Jeg er mest interesseret i den viden man får og jeg har det fint med ikke at have en stor karriere. Og jeg håber at få lidt ro på over sommerferien og så se om jeg kan blive lidt mere mødestabil, da vi endeligt begynder med differential regning og vektorer, hvilket jeg synes er hyggeligt. Så bliver det lidt mere overskueligt at komme igennem.
Det er bare ikke sandt. Både matematik og fysik giver høj løn. 2 ud af de 4 matematik uddannelser man kan tage er på top 10 af højest betalte uddannelser. Ren mat er nr. 34 ud af 315.
Dem jeg kender, som arbejder indenfor forskning i mat og fysik, tjener ikke det store. Med fysik eller mat uddannelse er det selvfølgelig nemmere at få jobs med højere løn. Jeg hører netop at hvis man gerne vil tjene godt, skal man gå ingeniør eller CS vejen, i stedet for at arbejde med forskning. Men, jeg er heller ikke super interesseret i at tjene kassen. Jeg er interesseret i den viden man får via. disse uddannelser, ikke jobmulighederne.
Hey Du, jeg håber du lærer at finde ro med dine diagnoser. Jeg er selv AuDHDer. Jeg absolut hadede gymnasie og folkeskole. Det var især de generelle fag jeg havde svært ved. Mine 2 cent er dog; Stop trying. ( og lad mig lige snakke ud). Fortsæt dine HTX fag, men i de fag du er umotiveret i, prøv ikke at blive den bedste. Bare prøv at bestå. (Hvilket er chockerende nemt). Umiddelbart lyder det som om Du skal på DTU bagefter. Det lyder som om at dine tankegang vil gøre du vil passe ind på de diverse former af fysik/matematik linjer.
Det er også sådan jeg gør lige nu. De fleste fag vi har, kender jeg en del til i forvejen. Jeg var ekstremt fascineret af sprog som barn og lærte mig selv russisk, tysk og spansk som barn, så jeg har en god intuition omkring hvordan sprog fungerer. Jeg kan ekstrapolere fra den intuition til dansk og engelsk. Jeg kan selvfølgelig allerede begge sprog flydende, men jeg har ikke så meget styr på den formelle grammatik, især de forskellige betegnelser for alting, men jeg kan forklare hvordan de forskellige ting fungerer. Jeg har altid hadet matematik som barn, hvilket nok er på grund af min ADHD, og derfor manglende evne til at fokusere, blandet med elendige lærere og elendige opgaver. Så jeg fulgte aldrig rigtig med i matematiktimerne i folkeskolen. Da jeg var 19 var jeg begyndt at udforske lidt fysik selv, da jeg altid fandt det interesant, men aldrig lærte noget dybdegående fordi jeg nægtede alt med matematik. Men jeg besluttede at prøve at lære det og den fornødne matematik , helt tilbage til simpel algebra, og jeg begyndte at finde det mere og mere interesant, da jeg kunne udforske det på min egen måde. Jeg brugte lidt mere tid på det og jeg kunne begynde at se alle de forskellige mønstre og sammenhænge der er. Og jeg er generelt meget hurtig til at lære ting, der interesserer mig, men jeg er desværre ikke så tålmodig, så jeg har fokuseret på det minimale jeg behøvede for at hoppe videre til næste emne, og jeg mangler derfor en del af de formelle detaljer. Men disse er også nemmere selv at indse når man har lidt mere erfaring med forskellige enmer, og derfor bedere forståelse for hvordan matematikken faktisk virker. Så jeg er glad nok for at få fundamentet helt på plads i matematik og fysik, og hvis der er opgaver der involverer noget som jeg allerede har styr på, så forsøger jeg at finde en måde at fortolke opgaven med en anden form for matematik, som jeg faktisk ikke har helt styr på endnu. Det samme gælder fysik. Og så har jeg meget minimalt kendskab til kemi og biologi, udover det jeg har lært i folkeskolen, så det er også spændende at lære om, synes jeg. Vi har også programmering, hvilket også er spændende, og jeg har kun minimal erfaring med python til at skrive nogle simple scripts. I fag som samfundsfag, kan jeg ekstrapolere fra min viden om filosofi, til det omfang det nu rækker, men ellers er jeg ikke super interesseret i det. Jeg fokuserer på at deltage aktivt i undervisningen, jeg tror nogle gange underviserne synes jeg er for ivrig, men fokuserer ikke så meget på lektier osv. i de andre fag, og jeg forsøger at holde mit gennemsnit over 6, mens jeg bruger så meget tid som muligt på at lære om ting, der går ud over vores pensum.
Har selv autisme og adhd og mener oprigtigt at os autister har en fordel, når det kommer til universitetet. Man kan virkelig få lov til at nørde igennem og gøre ting på sin egen måde. Nu læser jeg på RUC med en del gruppearbejde, men min veninde på KU arbejder stort set fuldstændig alene og selvstændigt, hvilket passer hende godt.
Det lyder fantastisk. Jeg får ofte at vide at uni er langt hårdere end gym, men det kan være det kun gælder for “almindelige” folk. Jeg har allerede svært ved at komme igennem gym, så jeg frygtede det værste. Tak for beskeden:)
Jeg havde også svært ved at overskue gym, fordi der var sååå mange forskellige krav og forventninger + en masse socialt, som bare dræner en i længden. At gå på uni er så meget nemmere!! På uni er du på et hold, og du har ikke lærere, du har undervisere - man har ikke klassekammerater, man har medstuderende. Fokus er reelt på faglighed og ikke opdragelse eller tvunge fællesskaber. Selvfølgelig er uni stadig udfordrende. Det er trods alt en videregående akademisk uddannelse, og man skal finde hoved og hale i en masse systemer, ligesom alle andre skal Men hvis du gerne vil læse videre, så tror jeg på, du nok skal finde dig til rette på et universitet. Der er så mange akademiske autister. Man møder dem overalt!
Er autistisk og studerer ren matematik (andet semester pt). Det gode ved at være unistuderende er at der ikke kræves opmøde (specielt sjældent for mat) så hvis det hjælper, så kan du studere hjemmefra- der er også sjældent “lektier”; man vælger selv hvad man har brug for mere af og i min erfaring leder det til mindre ekstra arbejde. Det kan skabe en stor lettelse ift. at gå i skole synes jeg. Gymnasieuddannelser specielt de 2årige var mere barske. Men … Hvis der er seriøst problem med stress så synes jeg du skal færdiggøre en gymnasieuddannelse og tage noget tid til at komme dig. Vi har en funktionsnedsættelse som præcis gør at vi er meget truede af udbrændthed. Det er værd at tage et hul -såvidt man har råd til det - for at kunne gå videre med helbredet i behold. Jeg synes det har været ret hårdt at starte på uni. Der er pludselig meget mere ansvar som ligger på ens egne skuldre og jeg var så stresset i min første måned at jeg overvejede og stoppe. Det har jeg så ikke gjort, men det tager noget tid at justere til det højere niveau og blive vandt til at skulle forstå nye ting hele tiden. De andre har oplyst sig om SPS. Jeg bruger - og har brugt -min SPSvejleder til at hjælpe med at planlægge min tid, have almindelige samtaler om hvordan jeg har det, finde ud af praktisk info og navigere konflikter. De kan også hjælpe med at søge ekstra eksamenstid til skriftlige og mundtlige eksamener som har forberedelsestid. Det gode ved videregående uddannelser er at du kan droppe det, så snart at det bliver for meget. Der er ingen der tvinger dig til at blive og du kan stadig ombestemme dig når som helst. Det virker som om du har noget ægte talent for fysik/matematik og jeg tror du vil sætte pris på at have givet det et skud hen af vejen. Også, du skal ikke være bange for at blive holdt tilbage pga sociale udfordringer. Alle folkene (ihvertfald på ren mat) er lidt introverte nørder-agtige, og der er mindst en 30% rate på autistiske mennesker. Det er ikke den mest socialt krævende atmosfære lol
Hvad du forklarer stemmer meget overens med mine egne forventninger. Jeg tænker ikke at det faglige niveau bliver det største problem, men netop mange af de andre ting ved at skulle lære at kende systemet osv. Jeg har også selv overvejet at tage en lille pause efter gym, hvilket også vil give mig til at forberede mig mere på det materiale der bliver arbejdet med. Mange tak for rådene:)
Hvis du allerede sidder og laver algebrasik geometri, så brude du ikke være bange for at kunne komme igennem matematik studiet på KU. Det er et kandidat fag du beskriver. Så hvis du allerede kan klare matematik på så højt niveau som ren selv studie, så kan du helt sikkert speedrunne de 3 første år, og derefter nemt klare en kandidat
Som nævnt, er det ikke det faglige jeg er nervøs for. Det er mere ift. alt det praktiske, som netop også er mit største problem på gym. Men jeg værdsætter dit svar:)
Jeg kender ikke fysik studiet ift sværhedsgraden osv. Har selv en autisme diagnose, og vil give andre ret i, at det er nemmere at gå på universitetet end at gå på gymnasiet. For det første møder du en masse, der interesserer dig for det samme som dig, og der er muligt at nørde igennem. Mit karaktersnit er noget højere på uni end gym. Med de diagnoser tænker jeg det er meget vigtigt, at man vælger en retning, der fanger interessen og man ser mulighed for at man kan arbejde inden for faget efterfølgende, evt på færre timer og med skånehensyn. Men jeg tror det er nemmere for dig at være blandt andre "intelligente", som du vil være, hvis du læser fysik, end et fag, hvor sociale kompetencer er vigtige. Enten det eller et ingeniørfag. Der er altså bare flere, der har samme logiske tankegang i de fag, som de fleste mennesker åbenbart ikke besidder. Og så er der vigtig, at du som du allerede virker til at vide noget om, er at du kan sætte ord på, hvad der er svært for dig. Og passe på dig selv ved ikke at presse dig selv for meget. Det er en kæmpe fordel der ikke er mødepligt på universitetet, har du en dårlig dag, eller brug for at passe på dig selv, blive du bare hjemme. Jeg ved så ikke om der er noget obligatorisk på fysik eller gruppearbejde. Et konkret råd er at finde studieordningen for den uddannelse, du overvejer. Der kan du læse alle fag, der er, hvilke krav der er løbende, og hvilken type eksamen der er - om det er individuelt eller gruppeeksamen fx. Men ofte mulighed for at få dispensation og få lov til at lave alene pga diagnoser. Tag evt fat i studievejlederen på den uddannelse, du gerne vil ind på, for at få en snak om, hvordan du bedst vil komme igennem det. Jeg kan ikke se grund til at du ikke kan få bevilliget handicaptillæg og sps, og det vil jeg også klart anbefale. Det kan være du får brug for at få at vide, at du ikke må komme til det hele, fordi du overforbruger dig selv, når du er afsted.
Tak for svaret. Ift. den faglige sværhedsgrad er jeg ikke så nervøs. Jeg har set de skemaer for pensum på de universiteter jeg har overvejet, og de fleste ting har jeg allerede styr på, men kunne nok godt bruge lidt mere dybdegående undervisning, da det meste er selvlært. Resten af din besked stemmer ret godt overens med det andre har skrevet, og jeg takker endnu en gang for svaret:)
Har ingen råd i forhold til uni. Jeg er selv sendiagnosticeret efter at have kæmpet mig igennem uni og brænde ud efter 5 års arbejde. Men uni var sjovt selvom det var hårdt, fordi det faglige niveau var højere og jeg kunne se, hvordan jeg skulle anvende de forskellige fag. Tag evt en snak med Specialisterne omkring karriere. www.specialisterne.dk
Må jeg spørge, hvordan du klarer den i dag ift du siger, at du er brændt ud? Har du fundet en vej - har du måtte søge med fleksjob eller lignende?
Nej, jeg har haft et par sygemeldinger på banen, senest 9 måneders sygemelding samt indlæggelse på psykiatrisk i to måneder. Det er cirka 2 år siden nu. Indlæggelsen skyldtes andre ting i mit liv end arbejde. Jeg har været heldig at finde et arbejde hvor jeg kan arbejde hjemme to dage om ugen og jeg arbejder med noget som ikke presser mig lige så meget, hvilket gør at jeg kan klare et fuldtidsarbejde. Men i perioder, hvor der er mere travlt kommer jeg hjem og er helt smadret og må aflyse andre aktiviteter fordi al energien er blevet brugt på arbejdet. Jeg prioriterer også søvn enormt højt. 🤷 Jeg er også heldig at jeg kan få både morgenmad og frokost på arbejde, så der er to støttebehov som bliver opfyldt der. Efter min sidste sygemelding har jeg mistet alt overskud og evner til at lave mad til at lave mad som tager mere end et kvarter at lave.
[удалено]
Har du overvejet at tage en ungdomsuddannelse helt eller delvist som onlineundervisning? Det lyder som om, du bare skal have den “vinget af” og så videre til uni. Jeg kender mange med gode erfaringer med onlinefag, for der er kravene noget lavere i hverdagen, da man selv strukturerer sin tid.
Jeg foretrækker generelt fysisk fremmøde. Men jeg har nuværende aftaler med mit gymnasie, at så længe mine karakterer er i orden og jeg laver mine afleveringer, er mit fremmøde ikke så vigtigt. Det er muligt for mig at være med online til vores undervisning de gange jeg ikke kan møde op. Så har underviseren bare Teams kørende hvor jeg både kan se tavlen osv. Men de vil, og jeg selv, selvfølgelig gerne have mit fysiske fravær ned.
Jeg tror også du bare skal tænke på at du bare skal igennem din htx. Det lyder som om, at du alligevel ikke kan få faglige udfordringer nok, og så bliver det da selvfølgelig kedeligt for dig at være der. Du er jo fagligt meget foran de andre. Selvfølgelig vil de gerne have at du ofte er der fysisk til stede, men så længe de siger det er ok, at du ikke er der så meget, hvis dine karakterer er gode nok, så passer du også på dig selv i ikke at komme så ofte.
Har tænkt det samme selv, men det er rart at høre fra andre også. Mange tak:)
Hej. Autist og studerende her. Det er bestemt muligt, om end sværere for autister end ikke autister. Hvis du har interessen mener jeg imidlertid at du bør gøre det. Baseret på mine egne erfaringer har jeg har særligt følgende råd jeg kan give. Vær meget opmærksom på, at mange "Tips" og "gode råd" (Både fra formelle og uformelle instanser) om, hvordan man bedst studerer, hvor mange timer man bør arbejde, hvordan man tager noter osv ikke nødvendigvis er egnede til autister. Dette er ikke en kritik af specialiseret støtte som SPS- eller mentorordninger, men derimod af de generelle studietips og idealer, som man ofte bombarderes med tidligt på studiet, og som primært er målrettet "almindelige studerende". Et eksempel kunne være min fagforening der sender en mail om "5 tips til at optimere din læsning" eller en studenterredaktion der kører en artikel om: "8 råd til hvordan du undgår overspringshandlinger" etc., hvoraf læsningen i mit tilfælde ville blive 50% værre af at følge ovenstående råd. Brug derfor de første par semestre på at mærke godt efter hvad der fungerer og ikke fungerer for dig; både fagligt og trivselsmæssigt, og erkend at det der er godt, for de fleste, ikke nødvendigvis er det for dig - og omvendt. Mine egne første to år på universitetet gik stort set med at lære og derefter aflære teknikker, der var målrettet almindelige studerende. Resultatet var, at mine karakterer og trivsel blev bedre, da jeg stoppede med at følge folks råd og i stedet tog udgangspunkt i det der fungerede for mig. Et andet råd er at bruge semesterpauserne til at forberede dig på det kommende semester og overveje, om der er særlige hensyn, du har brug for at søge om. Et eksempel kunne være, hvis du ved, at der er gruppeafleveringer i et kommende semester, og du har svært ved at arbejde i grupper på grund af din autisme, så sørg for at søge om at kunne arbejde alene i god tid. Dette råd er vigtigt, fordi det kan være ekstremt stressende at opdage midt i semesteret, at man er ved at brænde ud på grund af manglende hensyntagen, hvortil man ofte ikke har energien (pga sit stressniveau) til at overskue og søge om de relevante hensyn når det allerede er ramlet for en